Jeg husker, hvordan min far forlod mig og min mor dengang jeg kun var tolv år gammel. Pludselig stod vi uden tag over hovedet og uden nogen form for støtte. Han bekymrede sig ikke engang om at kontakte politiet, og det virkede som om, han havde slettet os fuldstændigt fra sit liv.
Da jeg fyldte femten, blev livet endnu sværere. Et ungt par dukkede uventet op i den lille lejlighed i Odense, som vi stadig havde. De forlangte at få et værelse min far havde nemlig lovet dem det, sagde de. Da min mor forsøgte at forstå situationen, svarede min far koldt, at det unge par nærmest var som hans egne børn. Min mor kunne ikke bære tanken om at dele hjem med fremmede i den slags bofællesskab, som vi så ofte havde måtte finde os i. Hun solgte lejligheden, og en del af pengene gav hun videre til en person, min far mente, han havde forpligtelser overfor. For de penge, vi havde tilbage, købte hun gennem en online ejendomsmægler en lille toværelseslejlighed. Jeg måtte sætte mine studier på pause i flere år og finde arbejde, så jeg kunne hjælpe min mor med at betale lånet af.
Til sidst gik min mor bort, og jeg havde kun et år til at gøre lånet færdigt. I den hårde tid, hvor jeg kæmpede for at klare mig selv, dukkede min far pludselig op igen udstødt af sin nye kone. Nu var han gammel, svag, og hans folkepension rakte ikke langt; han var på randen af hjemløshed. Han bad mig om hjælp.
Da jeg stod ansigt til ansigt med ham, kunne jeg ikke lade være med at spørge, om han var kynisk eller bare naiv. Efter to årtier uden hverken omsorg eller støtte fra hans side, i stedet havde han frataget mig min ret til en lejlighed og med det min mulighed for uddannelse og påført mig store økonomiske vanskeligheder. Skulle jeg nu bare tage imod ham med åbne arme?
Der var ingen medlidenhed tilbage i mit hjerte. “Måske fortjener han nogens medfølelse, men ikke min,” tænkte jeg. Han havde langt mere at give til en anden, han betragtede som sit barn, og ignorerede mig fuldstændigt. Jeg sagde ærligt til ham, at hvis han havde brug for hjælp, burde han vende sig mod den person, han havde foretrukket frem for mig ikke til sin datter, som han havde efterladt og glemt så længe. Med alvor i stemmen gjorde jeg det klart, at jeg ønskede, han for altid ville glemme mig og min adresse. For han havde aldrig været og ville aldrig blive en rigtig far for mig.
