Ikke bare naboer
I en lille landsby på Sjælland, hvor gaderne om sommeren var dækket af grønne træer og om efteråret blev badet i gyldne blade, boede to familier side om side. De havde altid været gode naboer, hjalp hinanden og delte glæder og sorger. Børnene var for længst flyttet til København for at studere og arbejde.
En dag døde Hans kone uventet. Det var tidligt om morgenen, et diset gråt lys sneg sig ind over byen, da Hans løb over til naboen, Svend og Mette, og hamrede på vinduet.
Hvad sker der? råbte Svend, der sprang op fra sengen og kom løbende ud på trappen, med Mette lige efter, indhyllet i et sjal.
Min Kirstine… min Kirstine… græd Hans og satte sig ned på trappetrinet. Det var efterår, og luften var rå og kold.
Hvad er der med Kirstine? spurgte Svend bekymret. Skal vi ringe efter en ambulance?
Nej… Min Kirstine er gået bort… svarede Hans med sorg i stemmen.
Svend og Mette blev hos ham, indtil sønnen og svigerdatteren kom fra København. De lod ham aldrig være alene. Mette fandt nogle beroligende piller, og selv efter begravelsen sørgede de for at invitere Hans over til aftensmad og frokost. Om aftenen spillede Svend skak med ham, som de plejede.
Et halvt år gik. Hans begyndte langsomt at vænne sig til tilværelsen uden sin hustru. Han lærte at klare sig selv: lave mad, vaske tøj og rydde op. Sønnen kiggede stadig forbi med familien engang imellem.
En lun augustaften sad Hans i gårdhaven hos Svend de sad og snakkede roligt, mens brikkerne stille flyttede sig på skakbrættet. Pludselig faldt Svend om, og Hans nåede knap nok at gribe ham.
Svend, hvad er der? ruskede han i ham, men Svend reagerede ikke. Mette! råbte Hans. I det samme kom Mette rundt om hushjørnet med en stor skål friske agurker.
Da hun så, hvad der var sket, røg skålen ud af hænderne. Hun løb hen til sin mand. Svend døde på stedet senere fortalte lægen, det var et hjerteanfald.
Hvordan kunne det ske, græd Mette, han havde aldrig klaget over hjertet.
Nu var det Hans, der hjalp Mette. Hendes børn kom langvejs fra for at tage afsked med Svend. Da familien tog afsted igen, mærkede Mette for første gang, hvordan det virkelig var at være alene. Om dagen gik det nogenlunde, Hans kiggede forbi og hjalp til, men om natten var det svært at sove, tankerne kredsede i hovedet…
Tiden gik. Mette fandt sig til rette, børnebørnene kom på besøg en gang i mellem. Hans og Mette var nu begge pensionister, og støttede hinanden i hverdagen. Hans havde i mange år undervist i historie på den lokale folkeskole, og Mette havde arbejdet som bibliotekar i landsbyen.
Efteråret kom. Hver morgen gik Hans ud med kosten, fejede de gule og brune ahornblade fra sin indkørsel, og fortsatte så hen til Mettes fortov, hvor han også fjernede blade. Vinden førte straks nye blade tilbage, men han tog det med et smil og fejede dem bort igen, særligt i hendes lille gårdhave.
Mette betragtede ham fra køkkenvinduet og smilede.
Hans, hvor længe vil du fortsætte? råbte hun ud ad vinduet. Alle ved, du er den eneste i hele byen, der tager kampen op mod efterårets blade.
Han så op og smilede.
Hvis alle bare venter på, at bladene selv forsvinder, bliver der kaos. De forsvinder ikke af sig selv, nogen skal jo tage ansvar.
Men efterårsbladene er nu ellers smukke… se, som de lyser svarede Mette drillende.
De er smukke, ja… men de er også glatte, man kan nemt komme galt af sted, brummede Hans og fortsatte sit vigtige arbejde.
Han åbnede lågen og fejede nu stien helt op til Mettes dørtrin. Da han nærmede sig trappen, så han døren gå op og Mette komme ud med to krus i hænderne.
Kom nu, tak for hjælpen, lad os få en kop te med honning, sagde hun og satte kopperne på havebordet ved trappen. Hans satte sig overfor.
Hvorfor med honning i dag? Vi plejer da at tage citron, spurgte han undrende, mens han tog en slurk.
Fordi det er koldt i dag. Man skal lune sig lidt indefra, smilede hun.
Alt for sødt, brummede Hans i vores alder skal man vel tage det lidt roligt med det søde.
Drik nu bare, sagde Mette bestemt. Vi får jo ikke sådan sød te hver dag, én gang om ugen kan vi sagtens tåle.
Ja ja, nikkede Hans.
Mit barnebarn, Malou, ringede i går. Hun spurgte:
Bedstemor, hvad laver du dog derhjemme? Vil du ikke hellere flytte ind til os i byen?
Og jeg sagde til hende:
Jeg er skam ikke alene, jeg har da min gode ven her, hun sendte Hans et smil.
Hans skjulte sit smil bag tekoppen.
Godt sagt, men ven er næsten for kedeligt…
Hvordan skal jeg så kalde dig?
Tja… måske kampfælle i kampen mod efterårsbladene! Han lo og Mette grinede med.
En morgen, efter Hans havde fejet bladene, så han ikke noget til Mette. Hun plejede ellers altid at hilse. Bekymret gik han op ad trappen, bankede på døren og ventede. Efter lidt tid blev døren åbnet, og Mette stod der, lidt ussel, pakket ind i et ternet tæppe.
Hvad sker der, kom nu her. Jeg skal nok hjælpe, sagde han og støttede hende ind, satte hende i stolen og lagde tæppet om hende.
Hun så træt på ham med rød næse.
Jeg er vist blevet forkølet…
Ak ja, hvem skal nu komme ud med te til mig? drillede Hans og tog overtøjet af.
Har du medicin?
Ja, det står derovre på kommoden…
Hans kiggede på pillerne.
Er det alt? Jeg smutter i Brugsen og apoteket, kommer straks tilbage.
Det er ikke nødvendigt, jeg klarer mig nok, sagde Mette stille.
Det er nødvendigt, sagde Hans bestemt og gik ud af døren.
Han var hurtigt tilbage med en pose medicin og en hel kylling fra supermarkedet. Mette sad og blundede, da han satte varerne i køkkenet.
Efter kort tid spredte der sig duften af varm hønsekødssuppe i huset.
Nå, Hans, du kan også lave mad? sagde hun med et smil, selvom hun vidste det.
Ja, en mand må kunne lidt af hvert. Kom nu og få noget varm suppe, sagde han, hjalp hende op og satte hende ved bordet.
Hun smagte og lukkede øjnene af velbehag.
Ah, så godt, mange tak…
Selv tak. Du må gerne blive rask hurtigt, det er kedeligt at feje blade alene, smilede Hans.
Kampfælle, jeg skal gøre mit bedste, lo hun.
En uge senere var Mette helt ovenpå. De gik for første gang i lang tid sammen en tur i den lille park ved åen nede ved byen det var, som altid, Hans der havde fået idéen.
Blade raslede under fødderne.
Du skal ud og have lidt frisk luft, vi kan ikke have, du sidder derhjemme og gemmer dig væk, sagde han, og hun nikkede.
Solen varmede stadig, selv om det var efterår.
Ved du, Hans, jeg elsker faktisk denne tid efteråret er smukt, sagde Mette.
Det er rigtigt, især hvis man har godt selskab, svarede han.
Hun tog hans arm, og sammen slentrede de langs stien, dækket af blade, snakkende og grinende.
Nogle dage efter kom Hans med en sjov bemærkning.
Du, jeg har tænkt på noget.
Hvad nu? grinede Mette.
Jeg ridsede hele min boghylde igennem i dag, men jeg mangler en bog om pasning af kaktusplanter.
Kaktus? Men du har da hverken kaktus eller andre planter hjemme.
Hans så lidt lusket ud.
Ikke før nu her! Han rakte hende en lille potte-kaktus. Den købte jeg til dig i dag
Og hvad vil du have, jeg skal gøre med den? Jeg har aldrig før haft en kaktus og heller ikke læst om dem.
Du er trods alt bibliotekar hvis ikke du ved det, hvem så?…
Okay, lo hun og tog imod kaktussen, men hvis den springer ud, lover du mig en is.
Aftale.
En uge senere kom vinteren, årets første sne faldt. Hans kom igen til Mettes dør, denne gang med noget skjult bag ryggen.
Hvad har du nu smuglet med ind? spurgte hun, da hun åbnede døren og han så lidt nervøs ud.
Ved du hvad, Mette, jeg har tænkt meget, hvorfor går jeg her hver dag… Måske skal jeg bare blive her hos dig for altid… Måske skulle vi… blive gift? Han rakte hende en buket røde roser, hun smilede genert, og kinderne blev lyserøde.
Jamen Hans, hvor længe har du tænkt på det?
Længe. Jeg vidste bare ikke, om du ville sige ja… Vil du?
Ja, jeg vil, hvad ellers! Jeg har vænnet mig så meget til dig, når du går, føles det tomt, svarede hun og satte blomsterne i vand. Det er svært at sige nej, når du tropper op med så flot en buket…
De gik ind i vinteren sammen og foråret kom. En morgen råbte Mette pludselig:
Hans, kom og se! Din kaktus blomstrer, nu skylder du mig en is!
Utroligt, det havde jeg næsten ikke troet så skal vi i Brugsen og købe is! Vi har jo en aftale…
De gik ned ad gaden og diskuterede, hvad for en slags is der var bedst: gammeldags vaffel eller flødeis i bæger. Hans så op forårsolen og smilte.
Hvad griner du af? spurgte Mette.
Jeg tror, vi to er et ret godt team…
Ja, det er vi virkelig, sagde hun tyst.
De gik side om side, ikke bare naboer og kampfæller, men som to mennesker, der fandt sammen blandt efterårets blade, vinterens sne og forårets første sol. To sammen er nu engang bedst ensomheden truede dem ikke længere.
