Forleden dag var min far forbi for at besøge mig. Vi stod og snakkede lidt om, at min kones telefon er begyndt at stå af når den tændes, kører den højst 15-20 minutter, og så dør den helt, og hvis vi prøver at skifte batteriet ud, bliver det bare værre. Så jeg går og kigger efter en ny telefon som fødselsdagsgave til hende.
Den gamle telefon vil hun så give videre til mig. Jeg har jo ikke det store behov, så det passer fint. Pludselig finder far en gammel, lidt faldefærdig æske frem og siger: Den her er til dig fra min mormor. Du kan jo sælge den og bruge pengene til en telefon. Min oldemor havde besluttet at give mig sin vielsesring. Overraskende nok havde hun passet så godt på, at selv æsken stadig var intakt.
Inde i æsken lå ud over ringen både kvittering, mærkat og et segl. Ringen blev købt i 1977 og vejer lidt over syv gram.
På grund af min alder har jeg svært ved rigtigt at forholde mig til, hvad det svarer til i nutidens priser. Men jeg synes bestemt, det må være noget dyrt. Dengang var tykke vielsesringe på mode, så de fleste havde faktisk råd til sådan én.
I dag ville næsten ingen købe så stor en ring jeg kan heller ikke forestille mig, hvad sådan en ville koste nu om stunder. Den var stemplet med 14 karat guld. Jeg er nu tilbøjelig til at tro, at gammeldags dansk guld er af bedre kvalitet end det, man får nu. Ringen er virkelig stor sammenlignet med det, man ser som en almindelig forlovelsesring, er den massiv.
Jeg sagde straks, at jeg ikke kommer til at sælge den. Jeg vil bære den selv. Jeg tror ikke på det overtroiske (at man ikke må bære andres ringe). For mig får den betydning som et minde. Telefoner går jo i stykker hele tiden man køber en, den dør, og man køber en ny. Men sådan en ring… den får jeg aldrig chancen for at købe igen.
Hvad ville du gøre med sådan en ring?
