For nogle år siden flyttede vi til et nyt kvarter her i Odense. Inden da plejede min søn, Emil, at gå på den gamle skole ude på landet. Faktisk blev det så upraktisk med de lange ture, at jeg til sidst tænkte, det var bedre at finde en skole lidt tættere på.
Vi fandt en skole kun halvanden kilometer fra huset. Heldigvis arbejder jeg hjemmefra, så jeg kunne nemt hente Emil og køre ham til skole. Den nye skole er virkelig moderne, og der sker altid noget spændende. Lærerne er utroligt imødekommende, og jeg har mødt dem til forældremøder. Allerbedst kunne jeg lide Sofie, som underviste i dansk. Hun var også Emils klasselærer.
Det viser sig, at Sofie bor lige ved siden af os. Efter Emil skiftede skole, stødte vi af og til på hinanden i parken, på torvet eller i Brugsen. En morgen, da jeg var på vej ud af døren, kom Sofie gående direkte mod mig. Det var tidligt, så jeg vidste, hun skulle til skole. Jeg kunne ikke rigtig sige nej, så jeg tilbød at køre hende.
“Sofie, hop bare ind Emil er klar og vi skal alligevel til skolen sammen.”
Hun sagde ja, og det føltes ganske naturligt. Vi kørte afsted, hun takkede for turen, og så gik hun op til sin klasse. Emil syntes det var lidt pinligt at have en lærer med i bilen, og sagde: “Er det nu så godt at have lærere som bekendte?”
Det skete faktisk nogle gange, helt tilfældigt jeg kom til at tage Sofie med til skole. Først senere gik det op for mig, at det var blevet lidt af en rutine.
To-tre gange mere blev hun lige kørt med. I april fik jeg så en SMS:
“Godmorgen! Skal du til skolen i dag?”
Det var fra Sofie. Jeg svarede ja, og kiggede ud der stod hun allerede utålmodigt ved bilen. Emil var slet ikke forberedt på det, og ærlig talt, det var jeg heller ikke. Vi gik ud og satte os i bilen.
“Jeg er så glad for, at du kan tage mig med i dag! Jeg har tre store pakker med bøger, de er tunge!”
Jeg kunne slet ikke sige nej. Men nu begyndte jeg at mærke, at det ikke kunne fortsætte sådan. Hun var altså blevet lidt for frimodig, og jeg måtte gøre noget. Så jeg forsøgte lidt diplomatisk:
“Sofie, hvad siger du til, at vi mødes i morgen samme tid? Så ved vi det, og så kører vi sammen helt uforpligtende.”
Jeg håbede egentlig, hun høfligt ville afvise.
“Ej, hvor skønt! Så kan jeg sove tyve minutter længere hver dag! Jeg står klar hos dig klokken 8 hver morgen!”
Sådan gik det altså til. Emil kiggede surt på mig han var ikke begejstret. Nu sidder jeg her og overvejer, hvad jeg skal gøre. Måske skal jeg tage et job ude på kontoret igen. For jeg har ikke rigtig nogen god undskyldning til at sige nej til at køre en lærer til skole…
