Det skete sådan, at både min kone og jeg sad hjemme i karantæne. Vi var løbet helt tør for penge. Noget skulle gøres hurtigt, for der var endnu en uge til lønningsdag, og vi havde kun få kroner tilbage.
Selvfølgelig var vi ikke alt for bekymrede vi havde stadig lidt mad i køleskabet. Det skulle nok gå (jeg laver sjov med det nu, selvfølgelig).
Så kom vi i tanke om én, der skyldte os penge. Beløbet, han havde lånt, var ikke stort, men nu ville det virkelig have gjort gavn.
Imens jeg gik og lavede te, havde min kone allerede fundet hans nummer og fik ringet op. Da han endelig tog telefonen, begyndte min kone at tale med bestemt stemme og krævede pengene tilbage med det samme. Men pludselig ændrede stemningen sig fuldstændigt; hendes stemme blev blid og undskyldende.
Efter samtalen fortalte hun mig, hvad der var sket. Det viste sig, at vores skyldners mor angiveligt lige var død. Som ordentlige folk sagde vi naturligvis, at han bare skulle tage sig af det og betale tilbage senere.
Et par uger senere besluttede vi at lave mad sammen, så vi tog ned til vores lokale grøntsagsbutik og købte det, vi manglede. Da vi var på vej ud, blev vi ret overraskede, da vi pludselig stod ansigt til ansigt med den såkaldt afdøde mor til skyldneren. Jeg må indrømme, at jeg fik et lettere undrende udtryk.
Jeg har aldrig set min kone så vred før. Vi smed straks varerne i bilen og kørte direkte over til skyldnerens hjem. Der lå han, nærmest lammet af druk, og nægtede blankt at betale pengene tilbage.
Min kone var på nippet til at tage fat i ham, da han pludselig gav op og indrømmede, at han havde løjet om sin mors død det var det første, han kunne finde på, da vi ringede. Derefter gik han ind på sit værelse, fandt pengene frem og gav dem til os. Siden har vi aldrig set ham igen.
Så fortæl mig, hvordan forventes man at kunne stole på folk efter sådan en oplevelse?
