Selvom Astridrún var en fantastisk svigerdatter og hustru, endte hun ikke bare med at ødelægge sit ægteskab, men også sig selv.
Astridrún var vokset op som forældreløs på et hjem i Odense, hvor mørket gled gennem vinduerne som sorte skygger om natten. Allerede atten år gammel blev hun giftuden at ane, hvordan man egentlig skulle leve som kone i et familiært fællesskab. Hun havde ikke en eneste veninde, der var gift, og vidste ikke engang, hvilke blomster der skulle stå på køkkenbordet, eller hvordan man skulle folde sengetøj efter danske forskrifter fra gamle dage. Da hun flyttede ind i lejligheden med sin mand, begyndte Astridrún grådigt at suge hver en dråbe viden om det at være den perfekte hustru til sig; hendes eneste kilde var svigermoren, Anne.
Det er jo åbenlyst, at Astridrún mange gange havde hørt historier om slemme svigermødre, men hun tænktebare hun nu ikke havde haft sin egen mor, kunne Annes kærlighed være den, der satte hende sammen igen. I sin lidt naive, men håbefulde danskerlogik, havde hun ramt lidt af sandheden; for Anne ville egentlig ikke hende noget ondt, men det blev bare sådan… Anne lavede boller i karry i køkkenet og begyndte straks passioneret at formidle danske familie-dyder: Det er hustruens ansvar, hvis manden er hende utro.
Hvorfor? undrede Astridrún sig ofte i de sene nattetimer hvor stjernerne dansede udenfor vinduet, mens vindens pinefulde sus mindede hende om barndommens ensomhed. Hun troede altid, at skyld stadig hang på den, der bedrog. Men virkeligheden var syltet ind i et lag remoulade: hustruen bærer skylden, fordi hun, måske, havde forsømt sig selv og glemt at være uimodståelig. Anne rådede hende til at holde taljen smal, selv når hun blev gammelså Astridrún kradsede ned i en notesbog: Ikke tage på! og meldte sig ind i et fitnesscenter et sted på Vesterbro.
Hun var slank, så slank som en stork, men frygten for at blive for dansk buttet gjorde hende bleg. Hver gang hun troede, hun havde forstået lektien, kom der en ny: I et ordentligt dansk hjem arbejder begge.
Hun modsagde aldrig Anne, for hun ville jo så gerne blive til noget. Astridrún var klar til ethvert arbejde: hun kunne fodre københavnske duer eller sætte borde op til byfester i Esbjerg, hvis det var dét, der skulle til. Da hun spurgte Anne til råd om barselsorlov, lød det bare: Barsel er dit problem, og kun du kan finde ud af det!
Det skrev hun ikke ned den aften, men da hun nogle år senere selv gik på barsel, samlede hun opgaver op som børnepasser på deltid. Astridrún var tilfreds, men både Anne og hendes mand brokkede sig: hun tjente kun lidt over 3.000 kroner om måneden.
Så hvad, tænkte hun. Så bruger jeg pengene på frisør! Men straks faldt Annes næste visdom: Når du er på barsel, skal du spare dig smuk til, når du vender tilbage til arbejdsmarkedet.
Astridrún lod hele sin løn gå til sin mand. Over årene gennemsyrede Annes stemme alt: En god dansk kone klarer alt husarbejde selv!
Sådan blev det. Astridrún gjorde det hele selv: skrællede kartofler, strøg skjorter, pudsede vinduer, fløjtede en vemodig vise, og pressede sig selv så hårdt, at hun dagligt faldt sammen på den kolde stuegulv med støv under neglene. Hun holdt sig vågen efter at have puttet børnene klokken ni, gik i gang med at rydde op og støve af til lyden af Mads & Monopolet i radioen, mens manden snuede på sofaen efter sin tiende lur, fordi en mand, der tjener til husstanden, skal have sin hvile.
Naturligvis endte Astridrún på Rigshospitalet; hun havde ikke tid til at lægge mærke til de nagende smerter i kroppen, overså den begyndende alvorlige sygdom som fugle overser regndråber på tagsten. I mere end to uger lå hun bag hvide gardiner, mens hendes mand og Anne ikke besøgte hende en eneste gang; måske troede de, at man i Danmark skulle klare sig selv.
Heldigvis havde hun sin mobil med, da hun blev indlagt. Hun ringede til sin veninde Freja, som kom med lakrids, uldstrømper og Hindbærsnitter. Da Astridrún endelig slap ud af hospitalet, indgav hun øjeblikkeligt skilsmissepapirerne og gik målrettet ud på det nøgne danske vinterfortov, hvor cyklerne sov, og tog en dyb indånding af den sælsomme danske drøm.
