Der var en fyr, der arbejdede i vores firma. Han hedte Mikkel Madsen. Han var leder for en af afdelingerne på kontoret, og jeg kan ikke sige, at han tjente dårligt, men sådan var han nu engang. Han kørte i en smart bil, gik i tøj fra dyre danske mærker og så altid velsoigneret ud. Men Mikkel havde en ulempe: han sparede på alt. Især når det kom til mad.
Når vi holdt pause, gik han roligt rundt mellem alle skrivebordene. Hvis han opdagede mad, satte han sig tilfældigt ved det pågældende bord og begyndte at spise uanset om han var inviteret eller ej. Og så kom hans faste bemærkninger som:
Åh, hvor dufter det lækkert her! eller Hold da op, I har kyllingevinger må jeg ikke lige smage en? samt hans klassiker: Hvad har vi her? og straks rakte han ud efter maden.
Mikkel var aldrig nærig, når det kom til at give en beskeden gave til fødselsdage, men han deltog altid entusiastisk i fejringen som om det var hans egen. Folk lagde også mærke til, at han altid ladede sin telefon op på kontoret for at spare på strømmen derhjemme, og at han aldrig gik hjem fra arbejde, før han havde været på toilettet han gad ikke betale for vand derhjemme, forklarede han. Kort sagt, han var decideret nærig, selvom han selv mente, han blot var fornuftig med pengene.
Ved vores seneste firmafest blev Mikkel fuld. Da en af kollegerne spurgte, om han nogensinde overvejede at blive gift, svarede Mikkel:
Hvorfor skulle jeg få en kone? Så skal jeg bare bruge penge på mad og tøj til hende. Og hvis hun så føder et barn, går jeg jo konkurs. Jeg klarer mig udmærket uden sådan nogle udgifter. Ja, sagde kollegaen, du klarer dig da godt men det er lidt for nemt, når det er på vores regning.
Mikkel blev vred og sagde: Ja, men jeg lever smart. Jeg har en lækker bil, et flot hjem, alt i orden. I derimod brænder alle jeres penge af på mad! Bagefter nægtede hele afdelingen at arbejde sammen med ham, og til sidst måtte han finde sig et nyt job i et andet firma.
