Mens alt dryppede i søvnen, mødte Vilhelm den drømmende pige Brith. Pludselig blev de gift under norrøne kirketårne af tåge, og da Brith bar på et uroligt barn under et mærkeligt hjerte, førte Vilhelm hende til sine forældres gamle, skrøbelige bindingsværkshus et sted mellem Kolding og bølgende marker. Forældrene så på hende som på et vintermørke uden ende.
Brith hun havde ansigt som gråt dug fik ansvaret for alt: hun dækkede det lange bord med stegt sild, lagde Hjertebrød klar, vaskede bjergene af snavset tøj, fejede stue med viskestykker lavet af syltetøjspletter, malkede drømmekøerne ud i fortidens spande, rensede lader fulde af bankende skygger og skrællede endda de mærkligst formede, levende brændeknuder. Ofte gik hun rundt med mændenes slidte støvler, men værst af alt var de aftener, hvor forældrene fik gæster og hele huset voksede sig større indefra. Der var altid mindst syv stemmer derinde; Brith blev lille af at fylde alles fade og kopper.
Hun lavede retter, som drev rundt i luften og blev spist på ingen tid, som havde de aldrig været der. Træt, nær gennemsigtig af sult, satte hun sig på bordkanten, stak et stykke leverpostej på tallerkenen og lyttede til sin svigermors ord, der lød som isslag mod ruden:
“Brith, du spiser mere end gårdens gris. Så lille og alligevel en bundløs sæk!” Svigermor fniste som gloende peberrod i sne.
Snart lo alle gæsterne, latter som småsten i Briths sko. Hun rejste sig lydløst og gik med skæve skuldre ud i køkkenet, hvor hun mærkede mat sne dryppe ind; hun græd, for hun havde ikke smagt skyggen af mad hele dagen. Hendes mand, Vilhelm, han sad stumt i stolen, som om han selv var en glemt kniv, og lyttede til latteren, der rodede op i hendes indre. Svigermorens stemme gled ind fra stuen:
“I går mødte jeg min gamle svigerdatter på markedet i Odense. Gid alle kunne være så rare som hende. Hun kalder mig stadig mor det var en pige, der forstod sig på det. Ikke som denne her!”
Da huset igen blev hul, gik Brith rundt, samlede drømmestykker af fade og krus, og gik ud i køkkenet for at vaske det hele i søvnboblende vand. Svigerfaren gled ind med knirkende sko. Hun stod med hænderne begravet i vandslørets kulde, han stirrede ud gennem ruderne, hvor der voksede elverpiger.
Efter lang tid sagde han pludselig:
“Brith, ved du, at jeg hader dig?”
Det satte sig i hende som gammel kulde. Hun svarede ikke, og derfor spurgte han igen.
“Ved du det?”
“Ja. Jeg ved det.”
“Det er mærkeligt, ikke? Du gør alt, din stemme er altid stille, dine hænder renser alt snavset væk men jeg kan ikke lide dig. Sådan er det bare. Er det ikke underligt?”
“Jo det er underligt.”
Brith mærkede, at intet ville ændre sig efter denne samtale. Hun blev siddende i dug og skygger, mens latteren forsvandt, men følelsen i huset blev, som om hun var vævet ind i uld, der aldrig rigtig blev varm.
Ville du leve med en mand, der ser ud over dig, hver gang andre praler af, hvor lidt din stemme fylder, og hvor meget deres latter kan larme i din retning?
