8. marts
Nogle gange føles det, som om mit liv kører i ring I dag kan jeg bare ikke lade være med at tænke over alt det med Daniels mor. Hvorfor tager I ikke Bodil hjem til jer? siger folk, men de forstår ikke, hvordan det hænger sammen. Selv min mands familie mener, at det kun er rimeligt det er jo hans mor! Og de føler sig berettiget til at sige de ting højt, som mine egne venner hvisker bag min ryg.
Bodil er 83 år nu og vejer langt over de hundrede kilo helbredet vakler, og hun bliver ofte syg. For flere år siden spurgte min kusine, Hvorfor flytter Bodil ikke ind hos jer? I hjælper jo med det meste, hvad nu hvis der sker noget om natten? Hun klarer jo ikke meget selv, og Daniel er hendes eneste søn.
Man burde tro, at det er helt naturligt, at Daniel, hans hustru (mig) og vores søn klarer det. Men de sidste fem år har Bodil næsten ikke forladt sin lejlighed hendes ben gør ondt, og vægten gør det hele endnu sværere. Men sådan har det ikke altid været. Da jeg mødte Daniel, var Bodil energisk, ung, rask og bestemt. Den dag Daniel præsenterede mig første gang, sagde hun foran ham: Hvem har du taget med hjem til mig? For det dér har jeg opgivet hele mit liv?
Jeg husker hvor skamfuld jeg følte mig på vej hjem i bussen. Den gang boede hun i det fine Charlottenlund, i en stor villa. Hendes mand havde et solidt job, og selv efter han døde, manglede Bodil intet. Samme aften nåede Daniel mig han ville ikke bare lade mig tage hjem alene og forklarede, det var sådan hans mor var. Han var aldrig typen, der bare fulgte blindt sin mors vilje også dengang.
Efter vi blev gift, begyndte vi at spare sammen til vores eget hjem. Daniel arbejdede i Jylland i halve år ad gangen. Til sidst købte vi vores eget hus, renoverede det og fik sat vores eget præg. Vi besøgte ikke Bodil ofte hun havde for længst fyldt Daniels familie med sladder om mig, og hvordan jeg nægtede at lade ham hjælpe sin mor. Hvordan kan hun nægte det? sukkede folk, men ingen spurgte mig.
Bodil besluttede sig for at flytte ind til byen, men pengene fra salget af villalejligheden rakte ikke langt. Hun foreslog, vi skulle supplere med lidt ekstra, og i bytte ville hun skrive den nye lejlighed over på vores søn. Men hos notar ændrede hun mening: Lejligheden skal stå i mit navn. Veninder har fortalt mig, at bedstemødre ofte bliver snydt. Og senere: Jeg overvejer at give det til én, der passer på mig til min alderdom. Hun ville bestemme. Påstod, vi ville snyde hende og forlade hende uden noget.
Det er nu tyve år siden. Hele notarens kontor kunne høre hendes klagen vi gik derfra, dybt pinlige. Hun flyttede ind næsten straks og nægtede at lade os lave små reparationer i lejligheden. Efter knapt en måned begyndte hun at brokke sig over, at alt var gammelt og i stykker. Hun bebrejdede mig for alt: Det er dig, der har fundet det her elendige sted til mig og prøver at snyde mig!
Bodil forgudede sin kusines børn, men lod som om hun glemte vores søns fødselsdag. For nogle år siden blev hun så syg, at hun knap kunne røre sig. Jeg lavede sund mad til hende, præcis som lægen havde anbefalet, men hun nægtede at spise det bandede og sagde, at kun kusinen madede hende ordentligt, mens jeg bare sultede hende.
Sidste år begyndte Daniel at spørge, om vi ikke kunne tage hans mor til os. Nu forstår hun det, insisterede han. Hun ved, at hun må gøre, hvad lægen siger. Jeg sagde ja, men kun hvis jeg bestemte i køkkenet og der ikke kom en masse familiemedlemmer rendende. Bodil blev vred. Hun havde troet, hun skulle komme og bestemme hjemme hos os, men der er kun plads til én husbestyrer her og det er mig!
Så jeg fortsatte med at tage ud til hende, gøre rent, lave mad, endda overnatte. Hendes kusine ringede højst en gang imellem fra Brøndby, selv om hun boede tre gange tættere på end os. Kun én gang om måneden kom hun kort forbi, med flødeboller eller noget andet usundt. Imens måtte jeg klare det hele, hver dag.
En dag ringede Bodil og beskyldte mig for at have stjålet hendes halskæde og sølvkors. Hun havde både kusinen og mig på besøg den dag, men var sikker på, jeg havde taget det. Jeg sagde ikke noget lagde hendes mad på bordet og rakte hende kæden og kors, som var faldet ned bag natbordet. Da jeg kom hjem, fortalte jeg Daniel alt og sagde, at jeg ikke kunne gøre det mere. Vi måtte finde en plejehjemsplads til hende. Daniel var enig.
Nogle gange oplever jeg, hvordan et menneskes mistillid og stædighed kan fylde hele ens hverdag. Jeg vil bare gerne føle mit eget hjem som mit eget igen og det føles som den sværeste beslutning, men også den rigtige.
