Jeg havde været sammen med en mand ved navn Mads. En ordentlig fyr med gammeldags værdier, som troede på kærligheden. Han kørte altid folk til stationen, fodrede herreløse katte og hunde. Han så godt ud, havde sin egen lejlighed på Østerbro, en bil og en god stilling på et kontor i København.
Jeg følte mig virkelig heldig over, at han ville have mig som sin kæreste. På det tidspunkt troede jeg faktisk, at jeg var Danmarks heldigste kvinde. Mine veninder var misundelige og sagde i kor: Passe på, lad nu ikke sådan en mand smutte!
Så jeg gjorde alt for ikke at miste ham, og han virkede også meget investeret i mig. Men lykken varede desværre ikke længe.
En dag kom Mads hjem, tydeligt utilpas og uden at kunne se mig i øjnene. Jeg spurgte mange gange, hvad der var galt. Til sidst indrømmede han, at han var stødt på min eksmand. Tilfældigvis, sagde han. Jeg kan lige så godt nævne, at jeg ikke længere har nogen kontakt med min eks. Jeg har hverken vist Mads et billede af ham, eller nævnt hvordan han ser ud. Det virkede derfor mærkeligt, at de var løbet på hinanden. Men det møde var kun begyndelsen på historien.
Forestil dig, at det virkelig var et tilfælde, at Mads genkendte ham. Alligevel var det Mads selv, der tog initiativet til at hilse på min eks og begynde en samtale. De røg cigaretter sammen ude foran en café på Vesterbro, og snart begyndte samtalen at handle om mig. Jeg havde aldrig skjult noget for Mads og undrede mig bare over, hvad de kunne tale om.
Da han fortalte det, blev jeg helt paf. Min kommende mand indrømmede, at han aldrig burde have gjort det. Det viste sig, at Mads havde spurgt min eksmand om, hvordan jeg var som person, hvorfor vi var gået fra hinanden, og hvad jeg havde for vaner alt muligt.
Jeg begyndte at græde. For mig føltes det som forræderi, at han gik bag min ryg for at tale med min eks og grave i fortiden, i stedet for at spørge mig, mens jeg sad lige ved siden af ham. Hvorfor, Mads? Er det virkelig rimeligt at gøre sådan?
Min eksmand havde selvfølgelig sagt en masse vrøvl om mig, og nu begyndte Mads at spørge, om det mon var sandt. Hvorfor skulle jeg forsvare eller undskylde mig for noget, der ikke en gang var sket? Skal jeg nu stå til ansvar for gamle løgne?
Pludselig mærkede jeg, at jeg havde mistet min respekt for denne mand. Jeg kan godt forstå, at gamle damer sidder på bænken i parkerne og sladrer, men de er trods alt gamle damer. Men du er en mand! Hvorfor skulle du lede efter svar bag min ryg? Det var dig, der valgte mig som kæreste, vi bor sammen. Jeg har aldrig gjort noget, som skulle give dig grund til at mistro mig. For mig var hans handling så ussel og lav, at jeg mistede lysten til at være sammen med ham. Jeg kunne ikke finde en undskyldning for det, han havde gjort. Jeg kunne ikke tilgive den slags svigt.
Jeg har altid ment, at hvis nogen sagde noget grimt om en mands kæreste, så ville han enten ignorere det, eller hvis det kom til det forsvare hende. Men bevidst at opsøge en gammel eks og spørge ind til sin forlovede bag ryggen på hende det gik over min fatteevne.
På den måde faldt min perfekte Mads helt i mine øjne. Og pludselig forstod jeg, hvad de gamle i min familie altid havde sagt: At i et forhold skal der først og fremmest være gensidig respekt. Jeg har aldrig været til drama, men mænd, der sladrer og tror på rygter det kan jeg ikke acceptere. Alle kan have svage øjeblikke, eller dummer sig. Men at handle så småligt, og ikke vise tillid, det hører ingen steder hjemme.
Derfor lærte jeg, at ægte kærlighed begynder med respekt uden den har selv den pæneste facade ingen reel værdi.
