De sidste to år har jeg og min mand boet i en lejlighed, vi lejer, og forholdene er langt fra ideelle. Vi drømmer om at flytte og få vores eget hjem, men vi har ikke økonomien til det lige nu. Lejligheden, som vi bor i, tilhører en veninde af min mor, og det gør hverdagen ret udfordrende. Hvis noget ikke står, hvor det plejer, eller hvis vi gør noget, som hun ikke bryder sig om, kan det føre til pludselige konflikter. Vores naboer er heller ikke specielt imødekommende; de minder os hele tiden om, at vi kun er midlertidige beboere, og snart skal flytte videre.
Vores forældre presser os konstant til at spare op til vores eget hjem. Men det er svært at lægge til side, når vi betaler husleje og har andre udgifter. Min mor følger nøje med i vores økonomi og gennemgår alle vores udgifter, hvilket gør det endnu sværere at spare op. Vi har droppet at købe nyt tøj og nøjes med at bruge det, vi allerede har, for at spare så meget som muligt.
Både min mor og svigermor ejer deres egne lejligheder og forventer, at vi sparer op til vores egen bolig. Men de er ikke parate til at hjælpe os økonomisk eller støtte os i processen. De tror, at de lærer os selvstændighed ved ikke at lade os bo hos dem, men vi føler, at vi allerede har lært, hvordan man klarer sig, og at vi virkelig har brug for deres hjælp nu. Det føles trist at se, at vores søskende har fået lejligheder, mens vi er dem, der skal kæmpe for at spare op. Vi synes ikke, det er fair og ønsker, at de forstår vores situation og hjælper os lidt.
Men gennem alt dette har jeg lært, at uanset hvor uretfærdig situationen føles, giver det styrke at holde fast i håbet. Selv de vanskeligste perioder kan lære os selvstændighed og vise os, at livet ikke altid går som vi vil men vi kan finde vej, hvis vi tror på os selv og hinanden.
