Jeg var kun 3 år gammel, da min far og jeg pludselig var de eneste to tilbage i familien som to skygger i et gammelt, skævt københavnsk hus, mens verden udenfor drejede som en karrusel af mærkelige farver. Min mor kendte jeg aldrig. Hun svævede ud af billedet, forført af en fremmed mand og sit eget svimlende behov for frihed. Min far forsøgte aldrig at finde en ny kærlighed; hans liv blev som stille regnvejrsdage alt drejede sig om mig, hans eneste barn.
Årene gled forbi i drømmen voksede jeg op i tusmørke gange, lærte alfabetet med tavs hvisken og lyset fra cykellygter, der gled gennem persiennerne. Jeg blev voksen, fik en uddannelse, og på en eller anden måde blev jeg gift med Astrid, hvis navn sang som klokkespil i den kolde luft. Så slog spørgsmålet ned som et lyn: Hvor skulle vi bo i denne danske verden af fisk og sne? Min far ejede et forvredet bindingsværkshus i en landsby så massiv og frossen som en isbjørn men både Astrid og jeg havde arbejde inde i byen, hvor der duftede af kaffe og asfalt.
Faren min, med øjne som havet, sagde pludselig, Lad os sælge huset og købe en lejlighed i byen, lidt mindre, men med plads nok til os alle. Vi gjorde, som han foreslog; og så var vi tre under det samme skrøbelige tag, hvor natten blev til dag, og dag blev til sære, forvredne drømme. Kort tid efter voksede familien en søn, Sune, svævede ind i vores liv og fyldte rummet med latter og små, danske eventyr. Morfar blev en trofast hjælper, altid med varme hænder og skæve historier fra gamle tider. Jeg arbejdede længe og ofte, mens Astrid med de klare øjne passede huset, og dagene gled forbi i tavs samhørighed, indtil alt blev vendt på hovedet.
En aften, hvor mågeskrig lød gennem vinduet og himlen blinkede med mærkelige farver, opdagede vi, at Astrids mave voksede igen et nyt barn på vej ind i vores toværelses lejlighed i Valby. Jeg tog ekstra vagter på bryggeriet og kiggede efter nye måder at tjene lidt flere kroner på så vi måske kunne finde mere plads, lidt mere luft at trække i. Men så kom natten, hvor alt blev mærkeligt og flydende: Da jeg kom hjem fra arbejde, manglede min far. Rundbordet stod dækket, men han var væk slugt af mørket eller gemt i skyggerne fra de høje kandelabre. Jeg blev straks grebet af den slags kuldegys, man kun får i dårlige drømme.
Astrid hviskede, at han bare var gået en tur, men natten skrumpede ind omkring os, og han vendte ikke tilbage. Min angst voksede som en storm i havnene. Til sidst, midt i denne drøm, gik det op for mig: Der havde været et sammenstød mellem Astrid og min far, ord der faldt som is på blankt fortov. Måske var det de danske vinterhormoner, måske var lejligheden simpelthen blevet for lille til flere mennesker og flere forventninger og Astrid havde råbt ud i det blå, at min far måske var blevet overflødig. Vreden tordnede gennem mig som S-toget under jorden.
Jeg sprang ud i natten, kørte hvileløst gennem kvarteret, så Østerbrogade flyde forbi bag ruden, indtil jeg fandt min far siddende ensom på en bænk i Fælledparken, tårerne løb som regn ned ad kinderne. Aldrig før havde jeg set ham så sønderbrudt som et faldefærdigt fyrtårn i tågen. Jeg faldt på knæ, gispede i drømme-angst: Tilgiv mig, far. Tilgiv Astrid hun forstod ikke, hvor tunge hendes ord blev. En time senere svævede vi hjem igen, skæve og slidte, og min far trak sig ind på sit værelse, hvor han lå som en skygge, omfavnet af tristheden.
Senere sagde jeg til Astrid, hvis stemmen lød som blæst over Vesterhavet, at hvis det nogensinde gentog sig, ville hun uanset alt være den, der måtte flytte ud. For uanset drømmenes mærkelige logik og byens uendelige kulde, så var familiens harmoni det vigtigste. Vi måtte sikre, at der var plads nok, luft nok, for alle så vores drøm ikke blev til et mareridt.
