6. maj
Hvor jeg dog har brug for at få det hele skrevet ned. Jeg tænker så tit på den her situation det hjælper lidt at få styr på tankerne.
Min svigerinde, Karen, levede livet på feriesteder hele sommeren, mens vi sled med at renovere huset, og nu synes hun pludselig hun har ret til at bo komfortabelt her sammen med os.
Husets historie er lang. Det var min mands mormors gamle ejendom, et bindingsværkshus på Fyn, som han og hans søster arvede efter hendes død. Huset var noget slidt, men vi valgte at lægge energi og penge i en gennemgribende renovering, så vi kunne flytte dertil. Med to separate indgange var det egentlig perfekt til to familier, så vi ikke gik hinanden på nerverne. Haven og udhusene var fælles, og begge dele af huset havde lige mange værelser.
Arven faldt, da vi allerede havde været gift et par år. Det hele forløb roligt, uden skænderier. Min svigermor takkede straks nej til huset hun ville ikke undvære bylivet i Odense, så det overlod hun til sine to børn.
Min mand og Karens mand tjente lidt ekstra op og fik straks sat taget i stand og fik styrket fundamentet på begge sider. Vi foreslog, at vi alle fire lagde penge sammen og renoverede det hele på én gang, men Karen var ikke interesset hun sagde: “Det skal jeg ikke bruge penge på, det er ikke det værd!” og hendes mand holdt sig tavs, han bryder sig ikke om konflikter.
Vi drømte om at flytte på landet, selvom det kun lå en halv times kørsel fra byen, og med bil var det let at komme på arbejde. Vi var så trætte af at bo klemt sammen i en lille etværelseslejlighed, og et nyt hus kunne vi alligevel ikke købe for normale lønninger.
Karen så huset mere som et slags sommerhus. Hun ville komme forbi om sommeren, grille og slappe af. Hun gjorde det klart, at vi ikke skulle regne med hende.
I løbet af fire år fik vi dog sirligt og grundigt forvandlet vores del af huset. Vi måtte optage lån i banken, men fik lavet badeværelse, installeret fjernvarme, udskiftet el og vinduer, lukket altanen med glas. Det var et kæmpe slid fra morgen til aften, men vi holdt fast i drømmen om eget hjem.
I mellemtiden rejste Karen stadig på ferie Spanien, Frankrig, især i sommerhalvåret. Hun bekymrede sig slet ikke om huset. Men da Karen fik en lille datter og gik på barsel, blev situationen meget anderledes.
Ture og ferier stoppede brat, og pengene blev færre. Pludselig var huset ikke så ligegyldigt mere, for hendes lejlighed i byen føltes alt for trang med et lille barn. Herude kunne barnet løbe frit og lege hele dagen.
Vi havde for længst bosat os i vores halvdel af huset og lejet vores gamle lejlighed ud. Karens del rørte vi ikke, men den var begyndt at forfalde, efter mange år uden varme og vedligehold. Alligevel kom hun med sin datter og ringede på, ville gerne bo hos os i “en uges tid”. Jeg kunne næsten ikke nægte hende, så hun fik et værelse.
Hendes datter var livlig, og Karen satte ikke ligefrem pris på hensyn. Hun opførte sig, som om hun bestemte, og larmede konstant. Det gik ud over mit arbejde hjemmefra, så jeg endte faktisk med at flytte ind hos en veninde, der alligevel rejste væk en måneds tid for begge parter bekvemt.
Da jeg vendte hjem blev jeg overrasket: Karen og pigen var der stadig. Hun havde indrettet sig godt i huset. Jeg spurgte forsigtigt hvornår hun havde tænkt sig at tage hjem og hvad hun svarede!
Hvor skulle jeg tage hen? Jeg trives her med min datter, sagde hun.
I morgen kører vi dig ind til byen, svarede jeg.
Jeg har ikke lyst til at tage til byen.
Så kan du gå over i din halvdel. Her er ikke et hotel, især når du ikke engang har gidet rydde op imens, sagde jeg.
Hvilket ret har du til at smide mig ud? Det er mit hus!
Dit hus er på den anden side af væggen gå derover.
Hun forsøgte at sætte min mand op imod mig, men han støttede heldigvis mig og sagde, at hun havde taget den for langt. Hun pakkede sammen og smuttede, fornærmet. Kort efter begyndte min svigermor at ringe:
Det var ikke i orden at smide hende ud, her hører hun lige så meget hjemme!
Hun kunne jo bare være i sin egen halvdel, mor, svarede min mand roligt.
Der er ikke engang varme eller indendørs bad! Hvordan kan I forvente hun kan bo der med et lille barn? I kunne godt have taget lidt hensyn!
Min mand blev irriteret han forklarede sin mor, at vi mange gange havde tilbudt at lave renoveringen sammen, så det var blevet bedre og billigere for dem alle. Men Karen nægtede.
Vi tilbød faktisk Karen at købe hendes halvdel, så hun slap for problemerne, men hun forlangte et beløb, der svarede til en topmoderniseret villa her på Fyn. Et urimeligt krav vi har ikke så mange penge, og slet ikke for den slags ruin.
Nu er dialogen gået helt død. Min svigermor har ikke andet end sure miner, og Karen og hendes datter dukker stadig op engang imellem. Når de er her, larmer de, holder fester, og ødelægger ting i haven. Det er uudholdeligt.
Vi er begyndt at sætte hegn op der er ikke mere at gøre. Det må være sådan. Vi har prøvet alt.
