Udadtil virkede Lærke som en glad kvinde: mor til tre børn, talte flydende flere sprog, arbejdede som analytiker i en bank, tjente godt, så godt ud og havde fornemme interesser. Hendes mand, Esben, havde til gengæld været hjemmegående i fem år og gjorde heller ikke mine til at finde arbejde. Da børnene var født, vendte Lærke hurtigt tilbage til sit arbejde, hvor hendes løn gjorde det muligt at ansætte en rigtig god dagplejemor. De boede i en lejlighed arvet af Esbens bedsteforældre i centrum af Århus, men Lærke havde også optaget et lån for at købe en etværelses, som hun lejede ud for at lette byrden af gælden.
Lærke bar venlighed og forståelse som en lille lysende sten i lommen og forsøgte at forholde sig tålmodigt til Esbens situation; hun ventede, at han en dag ville tage skridtet ud i 9-til-17-verdenen. I mellemtiden havde hun mødt et andet par, Mathilde og Søren, som hun og Esben blev nære venner med. Sammen fejrede de efterårsfester, lå på tæpper på stranden ved Aarhus Bugt, spiste lakridser og fjollede i regnen.
Så blev Søren syg, som noget fra en vinterdrøm, og Lærke rakte straks penge og varme ord til dem begge. Alligevel varede det ikke længe, før han forlod verden, svævende væk som en byge over markerne. Lærke blev ved at støtte Mathilde økonomisk, mens hun forsøgte at navigere i ensomheden.
En nat, hvor månen virkede lav og rød over hustagene, fortalte Esben pludselig, at han havde fundet en anden kvinde og nu ville skilles. Lærke var forstenet, kunne ikke forstå den pludselige vending eller hvorfor netop denne person var hans valg. Med et hjerte, der føltes som blød sand, gik hun til Mathildes lejlighed i Trøjborg og søgte trøst. Da hun åbnede døren, så hun noget uventet: Esben sad allerede der, som om han voksede ud af gulvbrædderne, smilende skævt. Da forklarede alt sig pludselig for hende en drømmelignende klarhed skyllede over hende.
Tung af træthed stavrede Lærke hjemad, hvor hendes svigermor kort tid efter ringede, stemmen som kirkeklokker gennem regnvejr. Hun bebrejdede Lærke for Esbens afgang, for at han ikke havde haft arbejde i fem år, og for at hun elskede sit arbejde mere end sin familie. Ordene hang i luften bagefter som dugdråber, og Lærke følte sig som en gæst i sit eget liv, tvivlende på alt det, hun havde bygget, som om virkeligheden smuldrede mellem hendes hænder.
