Jeg er 60 år gammel og har allerede trukket mig tilbage fra arbejdslivet. Jeg har boet alene de sidste 10 år, uden mand, uden børn i nærheden og uden nære venner. Mine børn har deres egne liv og forretninger i andre byer, min mand er gået bort, og det eneste jeg virkelig har tilbage er min lille gård min glæde og min frihed. Så snart foråret viser sig, flytter jeg derud, gør huset og haven i stand og planter alt, hvad jeg nu kan. Det er dér, jeg føler mig glad og tilpas.
Men om vinteren er det umuligt for mig at blive der. Sneen falder tungt, og jeg har ikke kræfter til at skovle den væk. Der er ingen, jeg kan bede om hjælp, så jeg må flytte ind til byen. Efteråret klarer jeg uden problemer. I år, i september, blev jeg lidt forkølet og brugte en uge i lejligheden i Aarhus, men straks kulden slap, skyndte jeg mig tilbage til min skønne landsby.
Da jeg gik op til mit hus, stod porten på vid gab. Jeg tænkte med det samme, at nogen måtte være gået ind i haven. Men alt var, som det plejede, kun låsen i døren var brudt Frygten ramte mig måske var huset blevet bestjålet, og hvem ville bryde ind hos en pensionist? Jeg gik forsigtigt indenfor. Der var intet rodet, bortset fra tæppet på sengen, som jeg ikke havde brugt, og en kop, som stod på bordet. Jeg vasker altid op med det samme, så der var noget, der ikke stemte.
Det første chok lagde sig og blev erstattet af irritation. Hvem havde tilladt sig at slå sig ned her og drikke af min kop? Jeg kiggede ud ad vinduet og så en dreng, omkring 10 år, der sad foran huset og havde tændt et lille bål. Han sad med hænderne strakt frem mod varmen. Nå, der var min uinviterede gæst
Jeg gik ud og hostede for at få hans opmærksomhed. Drengen blev forskrækket, men flygtede ikke han gik tværtimod direkte hen imod mig.
Undskyld, jeg har kun været her et par dage
Hans stemme var rolig og ydmyg, og jeg følte straks medlidenhed:
Hvor længe har du været her? Har du fået noget at spise?
Bare i to dage Jeg havde ikke rigtig noget mad Kun lidt brød.
Han viste stolt en fiskestang med en skive rugbrød bundet fast.
Hvordan endte du her?
Min mor og min stedfar smed mig ud hjemmefra. Jeg vil ikke bo hos dem, så jeg gik min vej
Gad vide om hele landsbyen leder efter dig?
Nej, ingen leder efter mig. Det har de aldrig gjort. Det er ikke første gang, jeg er væk i flere uger, og ingen har lagt mærke til det. Jeg kommer kun tilbage, når jeg er for sulten, og de er aldrig glade for at se mig
Så viste det sig, at drengen slet ikke var fra vores landsby. En trist og helt almindelig historie hans mor var arbejdsløs, og stedfædre kom og gik.
Jeg sad resten af natten og tænkte over, hvordan jeg kunne hjælpe ham. Selvfølgelig lod jeg ham blive på gården og sørgede for, at han fik mad. Næste morgen kom jeg i tanke om min gamle veninde, Gitte, som arbejder i kommunen, og jeg besluttede at ringe til hende. Hvis hun ikke selv kunne gøre noget, kunne hun i det mindste vise mig, hvor jeg skulle henvende mig.
Gitte forsikrede mig, at hun kunne hjælpe og lovede at tage sagen i egen hånd. Der var dog lidt papirarbejde, der skulle ordnes, og jeg måtte rundt med nogle papirer. Men efter et par uger blev jeg drengens officielle værge. Han kunne næsten ikke tro sit eget held, og hans mor svarede ikke engang på beskeder om sin søn.
Nu lever vi sammen, som en mormor og barnebarn; om vinteren i en lejlighed i Aarhus, resten af året på landet. Snart skal han starte i skole, og jeg er sikker på, at han vil klare sig godt, for han læser allerede, kan regne og tegner utroligt smukt! Og hvordan han tegner! En sand kunstnerVi sidder sammen på terrassen, og solen går ned bag skoven, mens han rækker mig sine seneste tegninger én af en kat, én af gamle træer ved huset og én af os, hånd i hånd. Han smiler for første gang uden skyhed, og jeg kan mærke, hvordan hans nærvær har vækket en ny glæde i mit liv. Måske er det sådan lykke føles: at åbne sin dør og sit hjerte, når man egentlig troede, man var færdig med nye begyndelser. Han læner sig trygt ind til mig og spørger:
Er det her vores hjem nu?
Jeg kigger ud over markerne og nikker, rørstrømsk. Ja, det blev vores. Som dagene går, blomstrer både haven og det liv, vi deler, med rod i tillid og kærlighed. I den mennesketomme landsby fandt vi hinanden og opdagede, at ingen er virkelig alene, så længe hjertet er åbent.
