Nå, det er altså sådan, at mor blev gift for 11 år siden. Hendes nye mand, Philip, havde en datter, Katrine, fra et tidligere ægteskab hun var 14 dengang. Philip gik faktisk så langt som at give det gamle hus til sin tidligere familie og opgav helt rettighederne til lejligheden dér. Så flyttede han ind hos min mor og mig, i den lejlighed vi arvede efter min far. Han havde overhovedet ikke kontakt med sin egen datter hun ville ikke se ham, og han nøjedes med at betale børnepenge. Det var det.
Jeg kan ikke sige, at Philip og jeg nogensinde kom særligt tæt på hinanden eller fik et far-datter-forhold. Han råbte ikke, han slog ikke, han prøvede faktisk ikke rigtig at opdrage på mig (hvilket nok også var lidt sent, nu hvor jeg var 16 år og temmelig egetrådig). Vi boede sammen i tre år, så blev jeg selv gift og fik en datter. Men jeg kunne ikke blive boende hjemme jeg måtte flytte, fordi mor og Philip nægtede at lade min mand flytte ind. Det var åbenbart utopi at forestille sig, vi alle kunne bo sammen.
Forholdet mellem min mand og min mor var i øvrigt håbløst fra starten af. Philip var fuldstændig ligeglad og blandede sig ikke, men mor og jeg havde et anstrengt forhold hun plejede nu at hjælpe med barnebarnet, hun sagde aldrig nej, når hun skulle hente hende fra børnehaven. Men for nylig ringede jeg og spurgte, om hun kunne hente min datter, og så sagde hun bare, at hun ikke kunne hun havde travlt med at passe Philips barnebarn.
Der gik det op for mig, at Philip jo havde en datter et eller andet sted. Hun må jo have fået et barn så der kom altså et ekstra barnebarn i billedet. Jeg slugte afvisningen, men det var faktisk ikke den eneste. Blev mistænksom og besluttede mig for at tage forbi uanmeldt.
Ingen var hjemme, men hele lejligheden vidnede om en baby tremmeseng, babytøj overalt, og det tæppe, jeg havde på min seng, var rodet. Jeg ringede til mor for at få svar på, hvad der foregik.
Katrine bor her nu. Det var Philips og min beslutning. Hun er i en svær periode og står alene med det hele, forklarede mor, hvorefter hun lige med det samme gik over i bebrejdende tone: Man ringer altså, før man kommer på uanmeldt besøg!
Sådan er det altså nu er jeg åbenbart gæst. I min egen lejlighed. Ikke nok med at min mors mand bor på min ejendom, mens jeg og min mand bor til leje, og betaler boliglån nu lader Philip så også sin datter og barnebarn flytte ind. Er det virkelig meningen, at jeg bare skal knokle og bekymre mig om at betale til banken, fordi de kan sidde og hygge sig og tage det roligt?
Jeg blev ærligt talt rasende. Da de så kom hjem, sagde mor straks til Katrine, at hun skulle gå ind på sit værelse og lukke døren, og slæbte mig ud i køkkenet for at snakke om, hvor urimelig jeg var. Jeg var helt paf.
Katrine bor altså her, så længe hun har brug for det. Det er slet ikke til diskussion.
Jeg spurgte ind til den lejlighed, Philip engang forærede sin første familie.
Det kommer ikke dig ved, smækkede mor i røret.
Det slog mig som dybt usympatisk det ville jo ikke bekymre mig, hvis ikke det var MIN stue, hvor en fremmed nu bor med sit barn!
Vi røg virkelig i totterne på hinanden, mig og min mor. Jeg sagde ligeud, at enten flytter Katrine, eller også skriver jeg min mand på lejekontrakten, og så flytter vi altså hjem. Mor truede straks med, at hun da bare kunne overdrage sin halvdel til Philip, og at jeg burde tage mig sammen og lade være med at flippe ud over situationen. På vejen hjem ringede jeg til Philip, men han sagde også bare, at det ikke angår mig, hvem der bor hvor, og at han inviterer hvem han vil ind i sit eget hjem.
Min mand mente, jeg skulle lade det passere. Vi har jo tag over hovedet, vores datter skal snart i skole, og det hele løser sig. Men jeg kan simpelthen ikke slippe tanken om, at mor bare lukker en halvfremmed ind uden at spørge om noget, og at det er mig, der hænger på huslejen. Mor havde dog lige anstændighed nok til at ringe og spørge, om hun måtte se barnebarnet, men jeg sagde nej og foreslog, at hun skulle bruge tid sammen med sin anden barnebarn i stedet. Det blev hun selvfølgelig bred over, og sagde at hun altså forventede en undskyldning fra mig.
Undskyldning?! For hvad? For at hun er eneste administrator af vores fælles hjem? For at Philips datter bor i mit værelse? Jeg har faktisk overvejet at dele lejligheden op, og så gik der ikke lang tid, før Katrine selv ringede. Hun sagde, hun gerne ville flytte, hvis jeg følte mig utilpas ved, at hun var der hun ville ikke skabe splid i familien.
Jeg tror ikke et øjeblik på det. Virker for belejligt. Hvorfor kommer det så pludselig frem, at mor vil give sin del af lejligheden videre til Philip? Det er dét, Katrine i virkeligheden venter på! Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op kan vitterligt ikke lide situationen. Jeg er ret sikker på, at Philip og hans datter sammensvor sig for at bo gratis i min lejlighed sammen med mor og måske snyde min mor?
Hvordan beskytter jeg hende? Er det en idé at få tingene skrevet ned? Måske sælge og dele pengene, så mor kan købe sig en lille andelslejlighed? Eller skal jeg bare flytte frækt ind i min halvdel og tvinge Katrine ud, og Philip på plads igen? Jeg ved det virkelig ikke.
