Ida stod foran det åbne køleskab og holdt sig til hovedet. Igen havde hendes mand spist alt maden. Hun kunne ikke fatte, hvor al maden forsvandt hen. Hun havde lige lavet aftensmad og nu var det hele væk.
At tale med hendes mand om det førte aldrig til noget det endte altid i et skænderi. Hun var også irriteret over, at han gik hjemme og havde gjort det i to måneder, mens han ledte efter et arbejde. Ida knoklede på jobbet, men pengene gik kun til dagligvarer, som forsvandt som dug for solen. Hun var blevet vant til at tygge på rugbrød og drikke tynd kaffe. Efter arbejde havde hun ikke energi til at lave mad, og hendes mand opførte sig, som om hun kom hjem mæt og tilfreds.
I morgen tager jeg hjem. Vi skal hjælpe Mikkel, råbte hendes mand fra stuen.
Ida tog sig ikke synderligt af det hun havde det dårligt og besluttede at blive hjemme dagen efter. Hun vågnede med feber, tog noget medicin og lagde sig igen.
Hun blev vækket af lyde fra køkkenet. Nogle rumsterede med gryder og blev ved med at åbne køleskabet. Larmen stoppede ikke nu blev der også nynnet sang. Ida rejste sig stønnende og gik ud. Det var hendes mands søster, som Ida ellers dårligt havde kontakt med.
Søsteren mente, at hendes bror skulle hjælpe ikke kun sin egen familie, men også hende. Husstandens økonomi blev ofte presset, når han skulle støtte sin søster. Søsteren inspicerede køleskabet og pakkede varer i nogle beholdere.
Nå, hej Ida! sagde søsteren.
Hvorfor er du ikke på arbejde? spurgte hun forbløffet.
Jeg er syg. Ved min mand, at du er her?
Det var ham, der gav mig nøglerne.
Så det er altså ikke hans appetit, men dine lange fingre, der har ryddet op i køleskabet.
Han er min bror, jeg har helt ret til at hente mad til mine børn.
Din bror har ikke engang et arbejde og bidrager ikke til husholdningen. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at jeg skal forsøge at brødføde to familier uden at vide det.
Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg har svært ved at få enderne til at mødes. Skal jeg undskylde for en pakke spegepølse?
Giv mig nøglerne, ellers ringer jeg til politiet. Du har vel glemt, at din bror faktisk ikke har nogen rettigheder til denne lejlighed.
Vil du ringe til politiet over lidt spegepølse? Jamen for pokker! Her, tag dine nøgler, du er sgu nærig! Jeg skal nok fortælle ham, hvilken kone han har fundet sig.
Det må du selv om. Snart finder han nok en ny alligevel.
Ida begyndte at græde hele tiden havde de gjort grin med hende. Ingen ville tro, at det var svigerindens skyld, at køleskabet hele tiden var tomt. Det værste var, at hendes mand vidste det og dækkede over det med sin påståede ulveappetit.
Hun var ikke overrasket hendes svigermor var præcis den slags, og sådan blev børnene også. Familien kom og gik, tog hvad de ville uden at spørge. Ida tænkte længe over det og ringede til sidst til sin mand og sagde, at hun ville skilles.
Lad mig komme hjem og tale med dig. Skær mig ikke væk, bad han.
Jeg har ikke mere at sige nu forstår jeg det hele.
Sådanne mennesker ændrer sig ikke, og det eneste hun fortrød, var den spildte ungdom. Hendes mand var blevet en fremmed for hende, og hun vidste nu, at man nogle gange skal turde sige stop for respekt for sig selv og sin fremtid.
