Da jeg var sådan en almindelig lønslave som alle andre knoklede for småpenge var hele familien ellevilde med mig. Jeg blev inviteret til alle fødselsdage, konfirmationer og jul, og kunne altid regne med, at onkler og tanter var klar med både brunkager og gode råd, hvis livet blev surt.
Men jeg fik nok. Jeg besluttede, at nu ville jeg bygge min egen forretning op fra bunden. Problemet var bare jeg havde ikke en klink. Mine forældre døde, da jeg var 19, de kørte galt på vej hjem fra sommerhus, og så stod jeg der på bar bund.
Min tante, Karen, havde været snedig nok til at lande en rig mand så jeg tænkte, hun kunne da kaste en lille håndsrækning min vej. Men nej, så heldig skulle jeg ikke være.
Hun lagde ikke fingrene imellem: Det er alt for usikkert at begynde for sig selv. Jeg smider ikke en eneste krone efter det. Jeg kan egentlig ikke bebrejde hende. Hvis jeg var hende, havde jeg nok også holdt pengene for mig selv. Så, pyt. Jeg droppede hendes lommesmerter og slog banken ud af hovedet (deres renter er jo så høje, at kun lånethajer og vanvittige tør vove sig derind).
Der var ikke andet at gøre end at leve af rugbrød og leverpostej, tage ekstra vagter på tanken og spare hver en femmer sammen til min drøm.
Det gjorde mig egentlig kun mere beslutsom for med tiden blev det hele bare mere klart for mig. Jeg vidste præcis, hvilken slags virksomhed jeg ville lave, hvad jeg havde brug for, hvor mange penge der skulle til, og hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg nægtede at give op havde jo drømt om mit eget eventyr siden jeg som barn solgte hjemmelavede armbånd til naboerne. Ironisk nok var det kun min tantes evindelige kommentarer, der kunne stikke lidt.
Hver gang jeg trådte ind ad døren til et familietamtam, røg det straks ud af hende: Nå, der er han, vores helt store erhvervsmand! Hvilken ære, at du vil sidde til bords med os almindelige dødelige!
Da jeg endelig fik sparet nok op og åbnet mit første lille bureau på Vesterbro, så røg næsten alle familiemedlemmer især tante Karen ud af mit liv hurtigere end man kan sige smørrebrød. Men jeg lod mig ikke slå ud. For første gang nogensinde var jeg topmotiveret. Anderthalvt år senere havde jeg flere filialer rundt omkring i København.
Så ringede tante Karen. Nu havde hendes søn, Lauge, tænkt sig at begynde på universitetet. De manglede penge til både bøger og tag over hovedet, og hun havde måske pr. nød husket mig igen. Altså, Karen var nu skilt og havde svært ved overhovedet at få job på grillbaren.
Mit svar? Nej. Jeg var i gang med at åbne endnu en filial og det kostede så Lauritz junior måtte altså klare sig selv. Fra det øjeblik var det definitivt slut med min tantes kærlige søsterkram.
Nu har jeg butikker over hele Sjælland, forretningen kører i højeste gear, og Lauge sidder stadig og har ondt af sig selv hjemme hos mor. Ingen andre i familien vil røre ham med en ildtang tante Karen fik nemlig også skræmt dem alle væk, dengang det gik så godt. Tja, sådan kan det gå men jeg klager ikke over at være min egen chef.
