Længe før jeg blev gift, havde jeg ofte hørt veninder sige, at når en mand gifter sig, begynder han straks at opfatte sin kone som sin ejendom og viser sin sande karakter.
Men som de fleste unge og godtroende kvinder troede jeg, at min kommende mand ikke var sådan. Selv før brylluppet viste Søren altid hensyn til mig, talte blidt og forsøgte aldrig at såre mig. Han ønskede blot, at jeg altid skulle være tæt på ham. Jeg tog fejl, som så mange andre kvinder før mig. Det er sandt, at mænd ændrer sig, når de først har vundet en kvindes hjerte.
Et par måneder efter vi var blevet gift, begyndte Søren at tale ilde om min mor. Hvorfor måtte hun ringe så ofte? Hvorfor kom hun på besøg en gang om ugen? Jeg var nervøs for ægteskabet og holdt med ham. Jeg bad min mor holde sig lidt tilbage, og jeg ringede kun til hende, når jeg var alene. Men det var ikke slut med det.
Senere, da jeg ventede vores datter og samtidig havde mistet mit job, blev det hele endnu sværere. Graviditeten var svær, og jeg måtte holde sengen for barnets skyld mit arbejdsforhold blev derfor ikke forlænget. Nu begyndte Søren at bebrejde mig: Du ligger derhjemme hele dagen og får ikke lavet noget.
Igen sagde jeg ikke noget. Jeg frygtede alvorligt, hvad der ville ske med mig og den lille, hvis han forlod mig.
Allerede halvandet år efter vores datter, Astrid, kom til verden, begyndte Søren at forlange, at jeg behandlede ham som en konge. Når han kom hjem fra arbejde, skulle jeg stå i døren, byde ham velkommen, finde hans uldne futter frem og have varm mad parat på bordet i køkkenet.
Det var underforstået, at jeg skulle tage mig af alt, der havde med vores barn at gøre, mens han ikke behøvede at bekymre sig. Jeg var ved at gå helt ned med flaget.
Til sidst pakkede jeg mine ting, tog Astrid i hånden og gik hjem til min mor i Odense. Vi talte ikke sammen i to måneder. Jeg vendte tilbage til mit arbejde, fandt styrken i mig selv igen, og for hver dag der gik, kom jeg mere til live.
En dag jeg husker det så tydeligt bankede det på døren. Der stod Søren, bleg og slidt, i slidte bukser, og han bad på sine bare knæ om min tilgivelse. Jeg sagde til ham, at det ville kræve en ændring. Han måtte tage et madlavningskursus, lære at lave mad og hjælpe til derhjemme, hvis jeg skulle vende tilbage.
Søren lovede det men om han holdt sit løfte, ja, det skulle først vise sig.
