Mor var allerede blevet sur på mig, da hun fandt ud af, at min mands familie havde inviteret os til at tilbringe sommeren hos dem. De bor tæt på Vesterhavet og ville med glæde have både mig og min datter boende hele sommeren. Naturligvis ville jeg gerne tage af sted lægen havde trods alt anbefalet, at vi tog barnet med til havet om sommeren, så hun ikke bliver syg så ofte resten af året.
Men min mor fældede straks tårer og påstod, at det var helt uacceptabelt, for haven ville jo ikke luge sig selv. Hun regner altid med min hjælp, især om sommeren, hvor kartoflerne nærmest formerer sig natten over og ukrudtet står på spring. Og hun brokker sig stadig over, at jeg ikke hjalp hende nok sidste år. Det er da også rigtigt sidste år var min datter kun et par måneder gammel, og tid til at rode i mors kartofler havde jeg ikke.
Allerede i gymnasiet var jeg mere end træt af hendes have. Mens alle andre havde sommerferie, strandture og hedebølge-liv, blev jeg sendt ud med en lang liste af gøremål: luge, vande og plukke. Mine forældre arbejdede og var kun i haven i weekenden, men jeg jeg havde jo oceaner af fritid, syntes de, så hvorfor ikke slå sig løs i roerne?
Mens de andre unge cyklede til stranden, svømmede i fjorden og nød livet med is og luftige kjoler, gik jeg rundt med jord under neglene og blev irettesat for at luge forkert. Alt det så mor kunne sætte hænderne i sine elskede stikkelsbær og så ellers brokke sig hele weekenden over, at jeg alligevel gjorde det forkert.
Senere på uni ville jeg gerne tjene lidt penge om sommeren. Men hver gang kom der bare nye bebrejdelser: Først haven, så dårlig samvittighed.
Da jeg blev gift, prøvede min mor såmænd også at rekruttere min mand til hendes grønne korps. Han tog med i haven to gange, fandt ud af, at det føltes som Sisyfos-arbejde uden ende, og nægtede pure. Hun blev frygteligt forarget og mente, det jo ikke bare var for hende selv, men også for os. Min mand konstaterede nøgternt, at det var nemmere og billigere at købe grøntsagerne i Netto end at grave dem op i mors bagehave uge efter uge.
Jeg begyndte heller ikke at komme så tit, selvom mine ører blev lange af mors telefonopkald. Så blev jeg gravid, og problemet forsvandt nærmest af sig selv jeg kunne slet ikke holde ud at være i solen.
Efter barnet kom, blev hele havesæsonen sprunget elegant over. Mor antydede godt nok, at det vel altid kunne kombineres men hun indså vist, at det ville være ris til egen r*v med sådan et lille barn hængende på mig. Men selvfølgelig havde hun allerede lagt planer for næste år.
Logikken var, at når barnet blev lidt større, kunne vi sagtens deles om pasningen, og så kunne jeg endelig få afleveret min sjæl til kartoflerne igen.
Og barnet vil have det fantastisk! inde i byen er luften tyk af bilos og støv, men på landet der er der frisk luft og solskin. Vi kan købe et lille badebassin, sætte en parasol op og så kan hun plaske rundt, sukkede mor drømmende.
Disse udsigter fik mig ikke ligefrem til at juble, men jeg holdt pænt mund for husfredens skyld. Jeg havde mine egne planer.
Til nytårsaften var min svigermors søster min mands yndlingsmoster og også hans gudmor på besøg. Hun og hendes mand bor ved Vesterhavet, har hus og have og deres søn arbejder nu i udlandet. Det vil sige, at de bare er to gamle nydertyper tilbage derhjemme.
De inviterede os til at komme og bo hele sommeren helt gratis ovenikøbet. De sagde, de ville blive knageme glade, hvis vi slog lejr hos dem.
Først troede jeg, det bare var høflig dansk smalltalk, men mosteren ringede faktisk flere gange til min mand for at minde ham om, at de nu altså regnede med os. Min mand kan jo ikke bare holde fri hele sommeren, men han kan nemt tage en uge i starten for at køre os derop og så hente os hjem igen til september.
Vi ville SÅ gerne til havet! Lægen havde jo sagt, at det ville være sundt for vores datter, så hun ikke bliver så forkølet om vinteren. Jeg var selvfølgelig med på idéen. Men så trådte min mor til og smadrede den gode stemning.
Pludselig var solen livsfarlig, og hvordan kunne jeg overveje at flytte ind hos fremmede? Desuden, sagde hun stædigt, kan hendes have da også kurere alle børnesygdomme, hvis det absolut skulle være! Hun mindede mig om, at hun havde bakset rundt alene med det hele sidste år. At jeg stadig insisterer på at rejse, irriterer hende vanvittigt.
Men altså, hvem med bare et gran af fornuft vælger jordbærbede over strand og bølger? Især når man faktisk ikke mangler noget fra haven. Vi køber alligevel alle vores grøntsager i SuperBrugsen, og mors sylteglas og hjemmelavede marmelader står stadig og støver i kælderen i uindtagelige mængder. Ingen herhjemme er ligefrem fan af hendes gurkemeje-eksperimenterSå jeg pakkede vores badetøj, solhatte og en ekstra stor bøtte solcreme. Da jeg sagde farvel til min mor, klemte hun mine hænder lidt for hårdt, men jeg smilede og for første gang føltes det hele ikke som et forræderi.
På togturen ud mod vandet så min datter verden flyve forbi. Hun pegede ud ad vinduet og råbte begejstret, da hun så den første glimt af blåt hav i horisonten. Luftmadrasser og bøger klemt sammen med sandaler og skjulte chokolader. Ingen kartofler.
Om aftenen skrev jeg til min mor: Barnebarnet har allerede kastet sig i bølgerne, og jeg har ikke savnet ukrudtet ét sekund. Selvom jeg vidste, det sviende stik ville komme, mærkede jeg ingen dårlig samvittighed længere. Mens vinden rusker i marehalmen og mågerne skriger deres latter over klitterne, ruller tankerne ikke længere derhjem kun med tidevandet.
Mosteren serverer rabarbergrød og fortæller historier om blæsevejrsdage, og min datter griner, så hun får sand i munden. Hun lugter af salt og sol og frihed. Og jeg? Jeg sværger, jeg kan mærke kartoffeljord under neglene løsne sig, dag for dag. Det bliver ikke i år, mor måske aldrig igen. Herude vokser noget, som ikke kan graves op og pakkes i glas. Herude vokser vi.
