Det ser ikke godt ud, at dine børn får en lejlighed, og min søn ikke gør. Skal vi ikke sørge for, at han også får en bolig måske med et realkreditlån?
I den senere tid har min mand, Henrik, bemærket, at mine børn har lejligheder, mens hans søn står uden, og mente, vi burde overveje, hvordan vi kunne hjælpe hans søn til sin egen bolig også. For en god ordens skyld: mine børn er fælles børn med Henrik, mens hans ældste søn er fra hans første ægteskab.
Hvorfor skulle det dog være mit ansvar at bekymre mig om hans søns boligforhold? Jeg har jo hele tiden vidst, at Henrik havde været gift før og havde et barn. Derfor ventede jeg også længe med at gifte mig med ham.
Vi boede sammen i tre år, inden vi sagde ja til hinanden. Jeg iagttog nøje, hvordan han havde det med ekskonen og sønnen fra første ægteskab. Et år senere fik vi vores første søn, og efter to år endnu en dreng.
Jeg er egentlig ganske tilfreds med Henrik både som ægtefælle og far. Han prioriterer både børnene og mig, og han tjener godt. Små skænderier og uenigheder forekommer, men det er jo helt normalt i enhver familie.
Vores bolig har jeg arvet efter min far. Min mor blev skilt fra ham, da jeg gik i børnehave. Nu er hun gift igen, dog uden børn fra det andet ægteskab.
Henrik og hans første kone boede altid i lejede boliger. De forsøgte i mange år at spare op til et realkreditlån, men det lykkedes dem aldrig. Efter bruddet flyttede hans ekskone hjem til sine forældre, og Henrik lejede sig ind et andet sted.
Efter vi blev gift, flyttede han ind til mig. Vi tænkte faktisk aldrig over, hvem der ejede hvad. Vi lavede bare de nødvendige renoveringer og købte nye møbler sammen. Men for halvandet år siden døde begge mine bedstemødre morens og farens mor. De havde begge testamenteret deres lejligheder til mig.
Fordi vores børn stadig er små, har jeg valgt at udleje de to lejligheder. Når de bliver voksne, skal de hver have én lejlighed. Nu får min mor lejeindtægten fra den ene, så hun har lidt ekstra til folkepensionen, og pengene fra den anden lejlighed supplerer min løn. Ekstra penge kan man altid bruge.
Henrik har aldrig blandet sig i, hvad jeg gjorde med arven fra min familie. Han ved, at de ikke har noget med ham at gøre. Jeg har altid været klar om, at vores fælles børn får hver deres lejlighed, når tiden er. Han var helt enig, og så var den ikke længere.
Men for nylig sagde han:
Min søn er snart færdig med gymnasiet. Han bliver voksen, og skal til at tænke på fremtiden!
Jeg forstod ikke umiddelbart, hvor han ville hen, men jeg lyttede.
Dine børn har hver en bolig. Det har min søn ikke! Skal vi ikke købe en lejlighed til ham for et realkreditlån? lød det pludselig fra Henrik.
Jeg var målløs! Spørgsmålene hobede sig op. Først og fremmest hvorfor var vores børn nu kun mine børn? Henrik sagde bare, jeg ikke skulle hænge mig i ord.
Men min søn arver jo aldrig noget. Jeg vil gerne sikre, at han får sit eget hjem!
Det forstår jeg da godt! Men din søn har jo både en mor og en far. Hvorfor tager hans mor sig ikke af det?
Henrik forklarede, at ekskonen havde en lav løn, og at hendes forældre hele tiden måtte støtte hende økonomisk. Han havde ikke råd til at betale hele lånet selv. Men hvis jeg gerne ville hjælpe ham, så skulle det nok lykkes. Tanken var, at vi skulle købe en lejlighed i sønnens navn men det var os, der skulle betale af på realkreditlånet.
Vi har jo begge gode lønninger og indtægter fra boligudlejning! Det kan vi sagtens klare! mente Henrik.
Vi kunne muligvis få det til at hænge sammen, men det ville kræve, at vi sparede op helt vildt. Desuden betaler Henrik stadig børnebidrag til sin søn, og når drengen starter på universitetet, vil Henrik utvivlsomt hjælpe ham igen for ekskonen har jo ingen penge. Det ville betyde, at jeg og vores drenge skulle undvære sommerferie, ingen ture til Vesterhavet, og hele tiden skulle finde besparelser overalt. For hvad? For at Henrik kunne få lov at fremstå som en god far?
Hvis det var sådan, at Henrik havde løsning på boligen til vores børn og så også ønskede at sørge for sin ældste ville jeg forstå det. Men det er mig, der har sikret hjem til vores to sønner. Henrik har intet bidraget med til lejlighederne. Hvorfor skulle jeg betale for et boligkøb til hans søn?
Jeg sagde straks til Henrik, at hvis han er så bekymret for sin drengs fremtid, kan hans ekskone jo tage et realkreditlån, og så kan hun betale af på lånet af børnepengene.
Men jeg vil ikke blandes ind i det!
Nu har han været sur på mig i en uge og nægter at tale sammen. Det gør mig trist, for jeg føler ikke, han forstår min situation.
