Jeg har venner, som jeg kalder for sparsomme. De sparer på stort set alt mad, tøj og meget mere. Det er ikke fordi de mangler penge, faktisk er de ret velhavende. Der er altid penge på kontoen, så de kunne sagtens tillade sig lidt ekstra.
Jeg besøger dem kun, når der er en særlig anledning. Ellers nøjes vi med at ringe sammen. For en måned siden inviterede de mig til min fødselsdag. Jeg tog af sted og kom hjem sulten.
Den morgen havde jeg pakket gaven, jeg havde købt tidligere, og taget den med på arbejde. Klokken fire inviterede mine venner mig til fødselsdagsfest. Derfor nøjedes jeg med kaffe og to småkager til frokost jeg skulle jo til fest senere, så jeg gemte appetitten.
Jeg kom lidt før tid hjem til mine venner. Jeg overrakte min gave, ønskede dem held og helbred. Jeg sagde for sjov, at jeg var sulten som en ulv, da jeg virkelig ikke havde spist med vilje. Min ven smilede og sagde selvsagt, at alt var klar.
Vi var seks personer plus værterne. Da vi kom ind i stuen, var der ingen spisebord det gik op for mig, at de havde valgt en slags buffet. Ingen stole, kun en lille sofa, vi måtte klemme os sammen på. Det kunne have været rart med et almindeligt middagsselskab efter en lang arbejdsdag, men sådan blev det ikke. Nå, en buffet er jo heller ikke så dårligt, tænkte jeg, indtil jeg så, hvad der var på bordet.
Midt på stuegulvet stod et lille, rundt bord. På tallerknerne var der præcis otte tynde skiver spegepølse (mine yndlings), otte skiver oksekød, otte skiver ost. Otte skiver tomat og otte agurkeskiver, alt sammen skåret nærmest gennemsigtigt, men pænt arrangeret. Der stod også to bittesmå skåle salat. Selv frugten var nøjagtigt doseret til otte personer. Hele det velassorterede borde blev toppet med en enkelt flaske vin. Det var altså bare at tage for sig, kære gæster.
Jeg sad og tyggede på min lille skive pølse med ost og blev bare mere sulten. Jeg havde ikke engang lyst til at drikke vin jeg turde ikke uden noget ordentligt at spise dertil. Min ven sagde: Jeg henter lige noget varmt. Jeg tænkte: Endelig, lidt rigtig mad. Hans kone kom ind med den varme ret.
På en lille tallerken lå der én stegt kartoffel og ét kyllingelår pr. person! Jeg kunne slet ikke lade være med at grine. Dog var kagen af almindelig størrelse. Ellers hyggede vi os egentlig meget. Efter halvanden time tog jeg hjem sulten som aldrig før.
På vejen hjem stak jeg ind i supermarkedet og købte lidt mad, og derhjemme kunne jeg endelig spise et ordentligt måltid. På den måde fik mine venner i hvert fald sparet på gæsterne.
Og det fik mig til at tænke: Hvorfor invitere folk til fødselsdag, hvis man alligevel ikke vil give dem rigtig dansk gæstfrihed? Det vigtigste er ikke mængden af mad, men at man åbner sit hjem og sit hjerte for glæden ved samværet vejer tit tungere end sparede kroner.
