Kære dagbog,
For nylig mødte jeg en kvinde, som gik tur gennem Odenses gader med sin halvandet år gamle datter, helt opslugt af sine egne tanker og uden at bemærke omgivelserne. Hvis jeg ikke havde kaldt på hende, var hun bare gået forbi mig. Da hun fik øje på mig, så hun først glad ud, men et øjeblik efter gled der en underlig trist distance ind over hendes ansigt. Jeg spurgte hvad der var galt, og hun betroede mig så hele sin historie om problemerne derhjemme.
Hun og Asger, hendes mand, havde giftet sig, fordi de elskede hinanden. Forlovelsestiden havde været vidunderlig, fyldt med forelskelse og romantiske stunder sammen. Efter brylluppet bar han hende nærmest på hænder og de forsøgte at finde ro og forståelse, selv i svære perioder hvor de gled lidt fra hinanden.
Da deres datter, Mille, kom til verden, vendte det hele dog op og ned. Asger kunne i dén grad mærke forældreskabet og det var tydeligvis ikke noget, han brød sig om. Han arbejdede hjemme, og det larmende og utilfredse barn satte hele tiden en stopper for hans koncentration. Kvinden, som jeg mødte, måtte naturligvis tage sig af det meste omkring Mille, men selv han fik sin del af skældud, når det hele kogte over.
Da han blev opmærksom på, at hun gik hjemme på barsel, og familieøkonomien begyndte at blive strammere, brugte Asger det som argument for at overlade alt med Mille til hende. Han bad hende endda om at vende tilbage til arbejdet og lade enten hans mor eller hendes mor passe barnet.
Han troede slet ikke på hendes forklaring om, at bedstemødrene ikke havde kræfter til at passe en lille pige. Han var kun optaget af, at han mente, der skulle flere penge i husholdningen. Han undersøgte alle muligheder, også om Mille kunne være i vuggestue på fuld tid, bare for at slippe for selv at være sammen med hende. Han holdt også op med at give sin kone penge til dagligvarer, og begyndte selv at købe ind, da han mente, hun brugte for mange kroner på unødvendige sager.
Kvinden begyndte derfor at forlade hjemmet oftere, tage Mille med ud på legepladsen eller en tur i Munke Mose, bare for at komme væk fra stemningen derhjemme.
Hun spurgte mig til råds, helt fortvivlet, men jeg kunne ærligt talt ikke give hende noget klogt svar. Skulle hun lade sig skille? Det kunne hun ikke få sig selv til, for trods alt det dårlige, elsker hun stadig Asger dybt, og hun er stærkt knyttet til ham. Samtidig så hun, hvor godt Mille har af at vokse op med begge forældre. Hun var desuden så udmattet af hele tiden at blive anklaget for ikke at bidrage økonomisk selvom det slet ikke var hendes skyld.
Da jeg sagde farvel, kunne jeg kun sige banale ting som “vær stærk”, “alting skal nok gå” og “det løser sig”. Men jeg håber virkelig, at det også vil ske. At lytte til hende fik mig til at indse, hvor vigtigt det er at huske på hinanden i de travleste perioder af livet og at kærlighed, respekt og forståelse er det, der får et forhold til at overleve, også når hverdagen er sværest.
