Da jeg kom til verden, forlod min far vores familie. Min mor stod alene med mig. Når jeg ser tilbage, må jeg erkende, at hun aldrig rigtig var det, man kan kalde en forælder. Så langt jeg husker, var hun enten altid påvirket af et eller andet, væk i flere dage, eller hun slæbte sine skiftende venner med hjem.
Indtil jeg var omkring ti år gammel, troede jeg faktisk, at det var sådan, fleste børn havde det at det var almindeligt.
I folkeskolen begyndte jeg selv at arbejde. Jeg var sulten, og i landsbyen var der hele tiden noget at lave for en mønt eller et måltid. Jeg tog hvad jeg kunne få, penge eller mad, hver gang jeg arbejdede.
Efter niende klasse drømte jeg om ærligt arbejde, men når man stammer fra en fattig familie uden forbindelser og uden noget på lommen, var der ikke meget at vælge mellem. Så jeg måtte klare mig, som jeg nu kunne, ligesom min mor.
Hvordan hun altid fik skrabet penge sammen, aner jeg ikke. De små kroner, jeg bragte hjem, blev brugt på mad. Måske var det sådan, hun ville have det, for hun ønskede i hvert fald aldrig at lave noget om.
Så, for omkring tre år siden, begyndte en mand at komme oftere og oftere i mit barndomshjem.
Han var ikke velstående, men han lignede ikke en drukkenbolt. Normalt var han venlig overfor mig, men for det meste eksisterede jeg ikke i hans øjne. Jeg begyndte at håbe på, han måske kunne påvirke min mor, måske få os til at flytte sammen og dermed tage hul på et andet liv et liv væk fra det elendige, vi kendte.
Mine forhåbninger gik faktisk i opfyldelse. Efter et par måneders daglige besøg flyttede han ind. Der var ingen fjendtlighed dog følte jeg konstant, han forsøgte at overse mig. Ulykken ramte, da jeg mindst ventede det.
Efter ca. et halvt år sammen kom jeg en aften hjem, med de penge jeg havde tjent ved hårdt slid. Jeg håbede endda, at det måske kunne gøre min mor en smule glad hun havde været i dårligt humør længe.
Men så snart jeg trådte ind ad døren, begyndte hun at råbe, at jeg ikke længere måtte bo hjemme, og at jeg skulle gå. Jeg forstod ikke, hvorfor. Jeg havde aldrig givet min mor grund til sådan en reaktion. Men jeg så med det samme, det ikke kunne nytte at tale med hende lige dér og da, så jeg gik hjem til en ven og sov der. Jeg håbede det, som så mange gange før, ville gå over efter et døgn eller to.
Men nej næste dag blev jeg smidt ud igen. Det viste sig, at manden aldrig havde kunnet fordrage mig. Han havde overtalt min mor til at skille sig af med mig, og hun havde valgt ham.
Sådan mistede jeg mit hjem som 21-årig. Jeg bor nu skiftevis hos venner, der heldigvis rækker mig en hjælpende hånd og tager mig ind som deres egen. Jeg arbejder fortsat tager hvad jeg kan få, hvor jeg kan. Derfor, når jeg ser folk, der bebrejder unge for ikke at have respekt for deres forældre, får jeg lyst til at sige nogle har altså deres grunde.
