Et barn til veninden
Da Lykke gik de sidste uger af sin graviditet, flyttede hendes lillebror hjemmefra, og faren begyndte at drikke igen. Siden da blev Lykkes liv hevet ned i et vaskeægte dansk hverdagsdrama.
Hver morgen startede med at lufte grundigt ud, rydde tomme øldåser væk fra stuebordet og vente på, at farmand skulle vågne fra sine tømmermænd.
Far, du burde ikke drikke. Du var lige ved at stå af på grund af hjerteproblemer sidst, husker du? sagde Lykke.
Jeg drikker, når jeg vil. Ingen kan stoppe mig. Det hjælper på smerten.
Hvilken smerte, far?
Smerte ved at vide, jeg ikke betyder noget for nogen. Ikke engang for dig. Jeg er bare en byrde, Lykke. Født til fiasko. Jeg skulle aldrig have giftet mig, aldrig have fået alle de børn, der kun har arvet min svaghed og ludfattigdom. Det hele har været spild. Så kan man lige så godt drikke.
Lykke, som i forvejen var tilpas træt af det hele, skar ansigt.
Alt er ikke spildt, far. Der er mange, der har det værre.
Værre, hvordan, Lykke? Du voksede op uden mor. Og nu vil du bringe et barn til verden uden far og til et liv i armod.
Verden er ikke så sort, far. Tingene ændrer sig hele tiden.
Lykke kom til at tænke på, hvor lykkelig hun for kun et år siden havde været engageret og klar til at gifte sig med Emil. Ja ja, livet gik videre, uanset hvor meget det vaklede.
Senere den dag var faren stiv igen, og Lykke råbte frustreret:
Far, har du drukket de penge, jeg lagde til side? Hvordan fandt du dem? Har du gennemrodet mit værelse?
Alt i det her hus er mit! sagde han så. Selv min pension, som du prøver at gemme for mig!
Så du har drukket det hele væk? Hvad skal vi så leve af?
Hvorfor skal jeg tænke på det? Jeg er jo syg. Du er voksen nu så må du tage dig af mig!
Hun tjekkede alle skabe.
Jeg er sikker på, at jeg havde to pakker pasta og lidt smør i går. Nu er der ikke engang det til aftensmad
Lykke satte sig ned, helt forbløffet, og skjulte ansigtet i hænderne.
Hvordan skulle hun kunne vide, at Tante Karen var begyndt at komme, når Lykke var væk hun så både at gøre hendes far mere beruset og tømme skabe og køleskab hver gang?
Karen var listig som en hugorm, og nu luskede hun rundt i huset med kun ét mål: at gøre familien til ruiner.
Den nat græd Lykke sig i søvn, mæt af sorg og sult.
Næste morgen bankede det på døren, og ind kom Karen knalddygtig i moderne frakke og støvler, lige fra Magasin. Hun sparkede skoene af, men gik direkte ind ad døren som om hun ejede stedet.
Hej! En veninde fra kommunen har fortalt mig, at I er bagud med regningerne, og at strømmen snart bliver lukket. Hvad sker der her, Lykke? Giver du ikke en kop te?
Uden at vente på svar snusede Karen rundt i skabe og køleskab.
Jeg laver selv teen du skal ikke rejse dig sådan som du går rundt og ver gravid, ligesom min datter Signe. Men altså, der er jo ikke så meget som en tepose eller sukkerterning her. Skal vi ikke gå til bageren?
Lykke undveg at kigge på sin gæst.
Tante Karen, du må nok gå nu. Jeg har ikke noget te at byde på.
Karen var ligeglad.
Du har problemer jeg kan se det. Kan du huske, at jeg tilbød dig at flytte ind hos mig? Nu insisterer jeg. Der er ingen forhold her til et lille barn. Din far drikker, og du har jo dårligt mad selv! Saml dine ting sammen jeg har plads til jer begge.
Lykke satte sig ned. Hun blev svimmel, tårerne løb af sig selv. Karen omfavnede hende:
Hør nu, min pige Jeg ved, du ikke er glad for mig efter hele den historie med Signe og Emil. Det var forkert, ja, men jeg kan ikke holde ud at se dig have det dårligt mere. Om du vil eller ej nu tager jeg ansvaret.
Resten føltes som et mareridt: Karen hjalp Lykke med at pakke og bestilte en taxa.
***
Da Lykke fik veer, var Karen ikke mange meter væk.
Hør nu her, Lykke, jeg har allerede snakket med personalet: du ønsker at give barnet bort. Når du føder, så tag ikke barnet op, giv hende ikke bryst kig slet ikke.
Lykke svedte af smerte:
Åh tante Karen jeg er ligeglad. Bare det snart er overstået.
Glem ikke, hvad vi har aftalt du kan ikke selv tage dig af barnet. Jeg har allerede fundet en sød familie, som står klar til at adoptere lige nu.
Få timer efter kom en lille pige til verden.
3,3 kilo, sund og rask, lød det.
Sygeplejersken lagde straks det lille barn i en vugge uden at vise hende til Lykke.
Men børnelægen så alvorligt på Lykke:
Hvad er meningen? Du har fået en sund, smuk pige og du vil slet ikke se på hende? Eva, kom med barnet tilbage, hun skal have bryst.
Lykke sukkede, rystede på hovedet:
Nej tak, jeg ønsker hende ikke. Jeg har ingenting at tilbyde, jeg ville slet ikke have noget barn Der er andre, der har mere brug for hende jeg skriver under på adoptionen
Hold nu op, bare kig på hende.
Lykke kneb øjnene sammen, men mærkede pludselig noget blødt røre hendes hud.
Sygeplejersken lagde den lille tæt op ad hende barnet gispede, snusede, fumlede efter brystet, og Lykke kastede for første gang et blik på sin lille datter.
En lille, forsvarsløs baby så på hende med knebne øjne. Hun søgte mod sin mor, famlede uroligt.
Nå, mor tid til at amme, sagde lægen opmuntrende. Hun smilede, da hun så, hvordan Lykke sitrede af overraskelse over sin nyfødte datter.
Sikke en fin pige hun har brug for dig, ikke fremmede adoptivforældre, forstår du?
Lykke græd, omfavnede sit barn og nikkede.
De næste to timer lå Lykke tæt på sin datter og kunne slet ikke stoppe med at kigge på hende.
Så vågnede hendes moderinstinkt.
Der er det meningen med mit liv: min datter.
Emil er ligegyldig, far opfører sig som han gør Jeg er alt for min datter, det er nok.
***
Lykke vågnede til lyden af Karen.
Karen i slåbrok trådte ind og stirrede strengt på hende:
Har du glemt, hvad vi aftalte? Du lovede at give barnet fra dig! Jeg har en familie klar de kan tage pigen nu med det samme.
Karen, jeg har ombestemt mig. Jeg vil ikke give min datter væk.
Men du har jo ikke penge, du er nærmest hjemløs hvor vil du gå hen?
Jeg skal bare hjem. Du behøver ikke føle dig forpligtet. Jeg klarer det selv.
Lykkes besøg blev til et djævelsk fjæs.
Du må være sindssyg! Skal du så bare tigge om penge på Strøget?
Den lille pige vågnede af Karens råben, og Lykke gik straks hen og tog datteren op.
Lad være! Jeg fodrer hende med flaske og siger bare, at du ikke har mælk, sagde Karen.
Lykke rystede på hovedet:
Det skal du ikke bestemme det er mit barn! Jeg har sagt det: jeg beholder hende!
Du kan ikke! Du lovede! råbte Karen forarget.
Ud med dig, Karen.
Karen forsvandt. Lykkes værelses-nabo, en stille kvinde, vinkede:
Hvem var det?
Min tante.
Sikke en skrækkelig type. Godt, du fik hende sendt ud. Det skal du ikke høre på. Jeg hedder Freja. Hvis du får brug for hjælp, si bare til. Verden er stadig fuld af rare mennesker.
Jeg er Lykke.
Godt at møde dig. Hamrende mærkelig kvinde, din tante jeg troede, hun ville stjæle dit barn og løbe sin vej.
***
Inden udskrivelsen kom en besøgende. Lykkes tidligere veninde, Signe, stod i gangen og så ud som om hun gerne ville være usynlig. Også hun gik med stor mave.
Hej.
Lykke satte sig forsigtigt:
Jeg hørte, du fødte.
Ja. En pige.
Signe var ikke nem at tolke. Så sagde hun lavt:
Sagen er den, at min mor har fundet nogen, der gerne vil adoptere din datter.
Og?
De folk er virkelig rare og har masser af penge. De vil give dig en million for din datter. En hel million kroner du kan købe en lille andelslejlighed eller betale udbetalingen til en større.
En million? Lykke nikkede. Hvis de er så rare, kan du gi dem dit eget barn.
Signe rynkede på næsen, men holdt krampagtigt fast i Lykkes arm.
Vent nu lidt, Lykke. Giv pigen til mig! Jeg vil tage mig af hende hun er jo Emils datter.
Tror du, du kan klare to små børn?
Du forstår ingenting, Lykke! Mit ægteskab falder fra hinanden!
Lykke ville gå, men Signe greb fat i hendes ærme, og hendes øjne så nærmest vanvittige ud:
Jeg må have det barn, Lykke!
Giv slip.
Senere på dagen kom Emil ind på stuen. Lykke blev stiv, da hun så ham.
Har du født? Må jeg se hende?
Nej, dét må du ikke. Nu har du din Signe vent på hendes barn.
Vi skal snakke, Lykke. Siden du fødte, er jeg ikke mig selv. Jeg vil have min datter. Giv hende op til adoption, og jeg lover at adoptere hende straks bagefter.
Lykke rystede på hovedet:
Jeg er ikke som dig. Jeg overlader ikke min datter til nogen, der ikke vil hende. Du kan godt gå igen!
Emil blev mærkeligt stædig.
Giv mig barnet! Du skulle slet ikke have født hende! Men jeg vil have det, der er mit!
Du? Mor-drenge! Du må hellere spørge din mor om lov først!
Lykke skubbede Emil væk, tog sin datter og gik hen til sygeplejekontoret.
Kan jeg be om, at ingen slippes ind til mig mere? Nu vil jeg bare have fred! Der er jo rend af folk her!
Epilog
På udskrivningsdagen trådte Lykke ud af hospitalet med datteren i favnen.
Hun var ikke alene. Også Freja, hendes værelseskammerat, blev udskrevet og hun blev mødt af sin mand og sin mor.
Udenfor på trappen blev Lykke lidt stiv, da hun så Signes familie trække op foran sygehuset.
Ud af bilen kom Emils mor, Vera Jacobsen, narrestreget og med et blik som en sulten ulv, der er klar til spring.
Freja lagde mærke til Lykkes ansigt og gik over.
Hvem er det?
Det er Emils forældre.
De står der bare stirrer på dig. Lykke, det er for uhyggeligt, de plager dig alt for meget. Du, min mor har gjort børneværelset klar til dig. Kom med os.
Lykke nikkede. Hun følte sig også lidt utryg.
***
Efter lidt tid hos de nye venner fandt Lykke uventet lykken Frejas fætter, Ivan, en vaskeægte bachelor, begyndte at bejle til hende.
Ivan var en god mand varm og rummelig. Han giftede sig med Lykke, adopterede hendes datter og tog sig endda af den fordrukne svigerfar.
Hvad så med Signe og Emil? Deres ægteskab eksploderede.
Det viste sig, at Signe havde forfalsket sin graviditet med en pude på maven og narret hele familien Jacobsen.
Karen indrømmede, at Signe havde aborteret tidligt men mente, hun havde fundet et godt kompromis: Ivan, svigersøn, lad være med at blive vred. Signe kan ikke få flere børn, men du får jo alligevel et barn med Lykke. Hvorfor så ikke tage Lykkes barn ind som jeres? Så lader vi bare, som om Signe havde født barnet og siger til familien, at det er jeres.
Emil syntes, det lød som verdens idé.
Det gik helt, som Karen havde tænkt det lige indtil Lykke besluttede at beholde sin datter og smækkede med døren til Jacobsens plan.
Emils mor, Vera, blev så skuffet over at være blevet snydt, at hun straks smed Signe på porten og skilsmissen blev en realitet.
Og Lykke? Hun havde endelig fundet hjem hos sin datter og i en rigtig dansk familie.
