Jeg er ret sikker på, at denne situation kommer til at skabe ballade blandt mine følgere. Ja, jeg skammer mig over at tænke sådan. Men jeg kan simpelthen ikke lade være. Når jeg forestiller mig, hvordan fremtiden ser ud for vores lille familie, får jeg lyst til at tude… Jeg tror altså, jeg er ved at blive vinterdeprimeret. Vi har været gift i over tolv år, vi arbejder begge to og har to børn.
Min svigermor har været syg i evigheder. Hun kæmper både med gigt og diabetes. Oven i det er hun ret overvægtig, så det er virkelig bøvlet for hende bare at bevæge sig rundt i lejligheden. Hun bor alene, og det giver bare en masse praktiske udfordringer i hverdagen. Det er svært for hende at klare sig selv, lave mad og holde hjemmet nogenlunde rent. Hver uge tager jeg og min mand hen til hende med indkøb, jeg gør rent, laver mad til hele ugen, og hjælper hende med at komme i bad. Vi har efterhånden vænnet os til de ugentlige udflugter. Bevares, engang imellem får vi det ikke lige presset ind mellem jobbet og dét hele, men det sker heldigvis sjældent.
Jeg elsker virkelig min svigermor. Hun har alene opfostret min mand, kæmpet for ham og sat sin egen lykke til side (hun blev enke som 45-årig og giftede sig aldrig igen). Hun har også hjulpet os økonomisk. Takket være hende fik vi endelig betalt banklånet til vores andelsbolig ud. Jeg vil aldrig nægte hende min hjælp eller omsorgdet skylder jeg hende. Men nu har min mand så meldt ud, at efter nytår, så flytter hans mor ind hos os. Så slipper vi for turene frem og tilbage, og det bliver meget nemmere at tage sig af hende. Det betyder også, at han kan tage det lidt mere med ro.
Jeg forstår jo godt min mand, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan hele vores familieliv bliver vendt på hovedet. Vi har tre værelser i vores lejlighed i København. Vi voksne har et, og børnene har hver deres. Når svigermor flytter ind, får hun selvfølgelig sit eget værelse, så må børnene pludselig dele. Jeg kan allerede høre dem skændes selv dansk børnelatter lyder mindre munter, når der er uenighed om gulvplads. Jeg skammer mig altså over at indrømme det, men jeg frygter, hun bliver lidt af en byrde for os alle. Hvad ville I have gjort i samme situation? Kom gerne med jeres mening jeg har brug for dansk hverdagsvisdom (og måske en snaps)!
