Forelsket i en andens kone
Ved fælles samliv viste Mads Krog sig hurtigt som en mand uden særlig rygrad og beslutsomhed.
Hele hans humør afhang af, hvordan han vågnede om morgenen. Af og til sprang han op, fuld af energi og latter, og dagen var fyldt med små vittigheder og grin.
Men det meste af tiden gik han rundt som en tung sky, drak kaffe i litervis, og var indelukket i sine egne dystre tanker lige som man kunne forvente af en person med kunstneriske interesser. Og det var han jo, Mads Krog underviser på landsbyskolen lidt uden for Roskilde, hvor han havde billedkunst, sløjd og, når musiklæreren var syg, også musik.
Han havde behov for at udleve sin kunstneriske side, men skolen levede ikke op til hans forventninger. Det gik ud over hjemmet, hvor han indrettede atelieret i husets største og lyseste rum. Den plads havde Astrid, hans hustru, ellers forestillet sig som børneværelse til de børn, hun håbede på.
Men huset tilhørte Mads, og Astrid valgte ikke at blande sig.
Kunstnerrummet blev fyldt op med staffelier, ler og olietuber, og snart var væggene i huset dækket af malerier, som Astrid dog ikke brød sig om, mens reoler og skabe bugnede af klodset formede lerfigurer og statuetter.
Havde det nu bare været ægte kunst, men det var det ikke.
De få venner fra kunstakademiet, som en sjælden gang kom forbi, endte altid med at kigge væk og sukke stille, når de betragtede værkerne.
Ikke én havde givet et oprigtigt kompliment.
Kun Henning Birk, den ældste af dem alle, udbryder efter at have drukket en flaske kirsebærlikør:
For pokker, Mads! Hvilket meningsløst pladder! Hvad er det her? Ikke én eneste af dine ting kan bruges til noget herhjemme! Bortset fra selvfølgelig den skønne frue.
Mads tog kritikken ilde op. Han råbte op, stampede i gulvet og beordrede Astrid til at smide Henning ud.
Ud med dig! råbte han højt Du ved jo ikke en dyt om kunst! Det er bare fordi du er misundelig, fordi du ikke længere kan holde en pensel med dine rystende hænder! Ren og skær misundelse derfor taler du alt ned!
Henning Birk forsvandt forfjamsket ud ad døren, mens Astrid løb efter ham og undskyldte sin mands opførsel.
Tag dig ikke af ham, Hr. Birk. Jeg skulle have advaret, han tåler slet ikke kritik.
Kære barn, du behøver ikke undskylde for ham sagde han vemodigt men du har min medfølelse. Sikken et smukt hus men det hele ødelægges af Mads malerier og de hæslige lerfigurer! De burde gemmes væk men han er stolt af dem. Jeg tror heller ikke, det er let at bo sammen med ham. Du forstår, som kunstnere spejler vores sjæl sig i de ting, vi skaber. Og Mads? Hans lærreder og figurer er lige så tomme som hans indre.
Han kyssede Astrids hånd og forlod huset uden at se sig tilbage.
I lang tid kom Mads sig ikke over fornærmelsen. Han råbte, smadrede nogle figurer, rev malerier i stykker og hærgede i en måned, før han faldt til ro.
***
Men trods alt sagde Astrid aldrig ham imod.
Hun sagde til sig selv, at tiden nok ville komme, børn ville blive født, og så ville hendes mand nok drosle ned med fantasierne og gøre atelieret til børneværelse.
I starten efter brylluppet lagde Mads sig også i selen for at være familiemand hjembragte friske æbler, afleverede hele sin løn, og var kærlig ved sin unge hustru.
Men det gik over. Hans engagement i Astrid kølnede, og penge så hun ikke mere. Hun måtte tage sig af det hele, både hus, mand, have, hønsehus og svigermor.
Da nyheden om en kommende familieforøgelse kom, blev Mads oprigtigt glad. Men glæden var kortvarig, for efter en uge blev Astrid syg, og hun mistede barnet.
Som han hørte det, ændrede han sig dramatisk blev grådlabil, aggressiv mod Astrid, og låste sig inde.
Astrids tilstand efter udskrivning kan nærmest ikke beskrives hun lignede en skygge af sig selv. Udmattet kom hun slæbende hjem.
Ingen bød hende velkommen men det værste ventede endnu: Mads havde låst døren og nægtede hende adgang.
Luk op, Mads!
Nej! lød det snøvlende fra den anden side. Hvorfor er du her? Du skulle have gennemført graviditeten! Nu kom min mor på hospitalet med et hjerteanfald, og det er din skyld!
Hvorfor giftede jeg mig overhovedet med dig? Du har kun bragt ulykke! Træd væk jeg vil ikke bo sammen med dig længere!
Alt blev sort for Astrid, og hun sank sammen på trappen.
Hvorfor, Mads Det gør også ondt på mig, jeg lider jo også, kom nu!
Han svarede ikke på hendes tårer, og Astrid blev siddende til det blev mørkt.
Til sidst knirkede døren, Mads kom ud magert, blegt fra sorgen. Han låste døren men kunne ikke finde nøglen, for han vidste aldrig, hvor tingene var, det var altid Astrid, der styrede det hele.
Han gik mod lågen uden at se på hende. Da han rundede hjørnet, listede hun ind og faldt udmattet i sengen.
Hun ventede forgæves på Mads hele natten. Næste morgen kom naboen og fortalte det forfærdelige: Astrids svigermor døde efter sit hjerteanfald.
Det knækkede Mads, der sagde op og lagde sig i sengen, hvor han indrømmede for Astrid:
Jeg har aldrig elsket dig. Det var kun min mors ønske at vi giftede os, fordi hun ville have børnebørn. Men du ødelagde alt, og jeg vil aldrig tilgive dig.
Det gjorde ondt i Astrid, men hun nægtede at opgive manden.
Tiden gik men det blev kun værre. Mads nægtede at rejse sig, nægtede mad, levede på vand.
Han havde fået et slem tilbagefald af mavesår, sagde han.
Da det blev klart, han havde indgivet skilsmisse, græd Astrid i dagevis.
Hun forsøgte at omfavne eller kysse ham, men han afviste hende og hviskede, at når han blev rask, ville han smide hende på porten. Hun havde ødelagt hans liv.
***
Astrid kunne ikke forlade ham ikke fordi kærligheden bandt hende, men fordi hun ingen steder kunne gå hen.
Hendes mor, som havde giftet hende bort nærmest fra skolebænken, flyttede straks efter, hun blev alene og fandt sammen med en enkemand langt borte, på Fyn. Nu var huset solgt, pengene brugt, og Astrid havde ikke noget hjem at vende tilbage til.
Sådan blev hun fanget af omstændighederne.
***
En dag var alt i huset brugt op. Astrid skrabede de sidste rester fra skabet, kogte det sidste æg fra hønsegården og lavede en tynd grød, hun fodrede Mads med.
Hun tænkte, at hun burde sidde og made en lille baby nu en, hun for længst havde født, hvis ikke hun havde slæbt på tunge vandspande til køkkenhaven og båret brænde alene men i stedet skulle hun passe en mand, der ikke satte hende højt.
Jeg tager på markedet i nabobyen måske jeg kan sælge hønen eller bytte den til lidt mad.
Mads, der lå med glasset blik mod loftet:
Hvorfor sælge hende? Kog en god suppe, jeg er træt af grød.
Astrid pillede ved kanten af sin gamle, lyse sommerkjole den samme hun var konfirmeret i, giftede sig i, og nu stadig gik i hver varm dag, fordi hun ejede intet andet.
Du ved, jeg nænner det ikke Jeg kan bytte eller sælge. Jeg kunne tidligere give høns til naboerne, men Plet er for knyttet til mig hun vil komme tilbage.
Plet? fnøs Mads har du givet alle dine høns navne? Tsk, hvad kan man forvente af dig
Astrid sank og så ned.
På markedet siger du? lød det mildere fra Mads Tag nogle af mine figurer og malerier med. Måske køber nogen dem.
Astrid forsøgte at slippe væk:
Kære, du holder jo så meget af dem
Tag dem nu bare! kommanderede han.
Astrid samlet lidt mod og greb to fløjter formet som fugle og en stor sparegris af ler hendes mands stolthed.
Hun forlod hurtigt huset, bange for at Mads skulle forlange, hun også skulle tage malerierne med.
Hvis hun kunne slippe af med figurerne, var det én ting billederne var pinlige, grimt malede og ingen ville købe dem.
***
Det var hedebølge. Astrid, i sin lette kjole, var gennemvædet af sved. Hendes pande klæbede. Hun var ikke vant til at være ude blandet folk, og genså med undren det festlige mylder, de lokale markedstelte, duften af grill, boder med honning, tørklæder og søde sager.
Hun standsede ved den sidste bod, holdt hønen tæt og aede dens fjer.
Hun havde selv købt sine kyllinger år tilbage, passet dem, og Plet, som én med skadet ben, havde hun passet ekstra på. De blev uadskillelige.
Da nu pludselig træder en ældre dame frem: Skal du have smykker, søde pige? Vi har kæder i stål, sølv og forgyldt.
Nej, tak jeg vil gerne sælge min høne. En rigtig god æglægger.
En høne? Hm, hvad skal jeg med hende
En ung mand i nærheden vender sig undrende:
Må jeg se hønen?
Ja, øh
Astrid rakte forsigtigt Plet frem.
Hvad vil du have for hende? Så billig? Er der en hage?
Hun blev genert under hans blik.
Hun halter lidt, men ellers er hun sund.
Fint, jeg køber hende. Hvad har du ellers?
Han pegede på hendes lerfigurer.
Det er fløjter og en sparegris.
Han smilede til hendes amatørarbejde.
Håndlavet det kan jeg lide. Jeg tager det hele.
Den ældre kvinde ved smykkeboden fnyste:
Hvad skal du med det, Daniel? Skal du ikke hjælpe din bror med grillen?
Astrid rakte pengene tilbage:
Sælger du grill, må du ikke købe min høne! Hun er ingen stegehøne!
Hun prøvede få Plet tilbage, men Daniel smilede roligt:
Jeg skal ikke stege hende, bare rolig. Hun får plads på min mors lille hønsebrug. Du kan komme og besøge hende.
Lyver du ikke?
Nej, sagde han venligt. Du må gerne besøge Plet. Jeg vidste slet ikke, man gav høns navne.
***
Astrid var næsten hjemme, da en bil bremsede op ved siden af. Daniel rullede vinduet ned:
Du! Har du flere lerfigurer derhjemme? Jeg vil gerne købe dem til gaver.
Astrid kneb øjnene sammen mod solen og smilede:
Ja, der er masser i kælderen!
***
Mads, liggende i sengen, stønner, da han hører stemmer.
Er det dig, Astrid? Bring noget vand!
Daniel så ind ad døren og studerer malerierne.
Utroligt Hvem har lavet det her? Spurgte han Astrid, der kom forbi med et glas vand.
Det har jeg! råbte Mads fornærmet. Det er ikke at tegne, det er at male!
Mads satte sig op og nikkede mod Daniel:
Hvorfor spørger du?
Jeg kan godt lide dem. Vil gerne købe. Hvad med lerfigurerne?
Også mine! udbrød Mads, skubbede Astrid væk og hinkede over mod Daniel.
Du har spændende billeder, sagde Daniel og kiggede på Astrid.
Mens Mads fortalte stolte historier til Daniel, havde sidstnævnte kun øje for Astrid bemærkede hendes røde kinder og bløde væremåde.
Epilog
Astrid undrede sig over det mirakuløse ved, at Mads pludselig var rask, da nogen interesserede sig for hans kunst.
Daniel kom dagligt, købte et billede eller en figur og Mads malede på livet løs.
Men Mads forstod aldrig, at Daniel ikke kom for kunstens skyld, men for Astrid. Hans ekskone.
Efter hver handel blev Daniel lidt længere og talte med Astrid. Følelserne voksede.
Sådan endte det med, at Daniel fik det, han ville have fra huset: Astrid.
Han kom der udelukkende for hende.
Når Daniel tog hjem til sig selv, smed han de indkøbte malerier direkte i brændeovnen, og samlede de kiksede lerfigurer i en pose til senere.
For ham var det Astrid, der var den ægte skat.
Daniel havde set hende første gang på markedet, i sin lyse kjole, og vidste straks at her var lykken. Han fandt hurtigt ud af, hvor svært Astrid havde det hos den egocentrerede Mads. Og at hun ikke havde et sted at tage hen.
Derfor dukkede Daniel op hver dag, købte endnu et maleri, for at kunne se hende igen. Til sidst forstod Astrid det hele.
***
Mads havde aldrig regnet med, at det ville ende således.
Efter Daniel tog Astrid væk, kom han aldrig tilbage.
Mads hørte, at de blev gift og følte kun bitterhed og selvmedlidenhed over, hvor nemt han var blevet snydt.
Det gik først langsomt op for ham, hvilken skat han havde mistet en kærlig kvinde, der tålmodigt havde sørget for ham, været hans støtte og trøst.
Hvor finder man sådan én igen? Astrid havde båret det hele og elsket ham trods alt.
Nu sad han alene, uden nogen der ville made ham med æg eller bringe ham et glas vand. Og alt ansvar for hus og gård hvilede på ham aleneEn aften, da mørket sænkede sig og huset lå øde hen, satte Mads sig ved vinduet og stirrede ud. Ingen Astrid i køkkenet, ingen høne i haven, ingen velkendte trin på trappen. For første gang hørte han stilheden ikke bare som en pause mellem egne suk, men som noget uudholdeligt. Det skar i ham da han så det tomme atelier; farverne stod urørt, lærrederne endnu hvide. Han forstod pludselig, at alt han havde skabt, manglede liv at den varme og glæde, han havde søgt på lærredet, kun fandtes i den kvinde, han havde drevet væk.
Et sted langt borte, i et lille hus med solstribe over gulvet, sad Astrid og Daniel over en kop kaffe, mens aftenen blev blød og stille. En hånd strøg hendes kind, der var blevet rundere, blikket var åbent og let. Hun lo sagte da Plet baskede ind gennem døren, hinkende men lykkelig, og lagde sig ved hendes fødder.
Den nat sov Mads for første gang alene. Ingen vrede, ingen klager kun den præcise smerte, der følger, når et menneske for sent indser, hvad kærlighed er. Han blev siddende med blikket mod månen, og vidste, nu med sikkerhed, at nogle tab er uoprettelige, og nogle gode hjerter kun gæster ens liv én gang.
Sådan gik der år. Mads navn blev glemt andre steder end blandt støvede figurer i kælderen. Men på egnen talte folk endnu om hende, der ikke evnede at elske kunstbut forstod at elske et menneske, til sidst også sig selv.
