Jeg var 10 år, da min far forlod min mor.
Hun bar det overraskende let, og pludselig forstod jeg, at jeg ønskede at være lige så stærk som hende. Min mor sagde aldrig et ondt ord om min far, selvom han havde været hende utro, og enkelte gange lod sin vrede gå ud over hende. Hun talte kun om ham som min far, altid med rare bemærkninger. Senere belønnede skæbnen hendes godhed og førte hende sammen med min stedfar, Mads.
Det var også hans andet ægteskab. Fortiden havde ikke været venlig mod Mads. Hans første kone mindede ham hele tiden om, at han ikke slog til, at han aldrig tjente nok penge. En dag blev det for meget, og han forlod hende. Den eneste grund til, at han holdt kontakt med sin ekskone, var deres fælles søn.
Efter skilsmissen begyndte Mads’ liv at blomstre. Først og fremmest mødte han min mor, som elskede ham dybt og støttede ham i alt. Så fik han forfremmelse på arbejdet, og pludselig steg hans løn flere gange. På bare to år havde han råd til et smukt hus og begyndte at spare op til en bil. Snart hørte hans ekskone om det og stod pludselig i døren for at genoptage forbindelsen, men det var for sent. Da han afviste hende, forbød hun straks deres søn at se sin far.
Mads blev for os en sand far. Han viste os mere omsorg og kærlighed end vores biologiske far nogensinde havde gjort. Han brugte tid med os, spurgte ind til vores liv og hjalp os med at finde vores interesser. For første gang var familien glad, og det bedste var at se min mors smil.
Årene gled forbi som søvn under regnvejr. Min søster og jeg blev voksne, giftede os, mens mor og far for sådan begyndte jeg at kalde Mads gik på pension og nød livets sene sol. Det virkede som om intet kunne gå galt…
Men en dag ringede mor til mig og bad mig straks komme. Vinden udenfor lød som vislende stemmer. Jeg vidste øjeblikkeligt, at noget var sket med Mads, for ellers ville min mor aldrig ringe sådan.
Noget underligt var hændt min stedfar. Han havde besluttet at lade hele sin formue gå til sin søn, som han ikke havde haft kontakt med i 30 år… Min søster og jeg havde aldrig regnet med at få noget, men vi havde håbet, at huset, hvor vores mor havde lagt sit hjerte, i det mindste ville blive hos hende. Skulle noget overgå ham Gud forbyde ville hun nu stå uden hjem.
Mor græd stille mellem væggene, der svævede som papirskibe på havet, og jeg sad ved hendes side og aede hendes hånd, der føltes som kold porcelæn. Jeg forstod ikke, hvorfor Mads havde gjort det mod hende.
