Jeg mindes stadig min bedste veninde, Solveig. Vi havde været veninder i mange år. Flere gange betroede hun mig, hvor hårdt hendes liv egentlig var. Det hele skyldtes, at hun i tyve år havde boet sammen med både sin mand og sin mor.
Solveigs mor, Karen, var præcis den type kvinde, der helst udnyttede andre og ikke lod sig påvirke af, om det var hendes egen datter. For Karen var alt altid forkert. Selvom hun var 85 år, må jeg bemærke, at hun stadig var ret energisk og aktiv på sin vis.
Karen mente altid, at Solveig skyldte hende både tid og liv. Det stammede fra, at Karen var blevet forladt af sin mand, da hun var gravid han fandt en anden kvinde og lod Karen i stikken. Alt sin vrede og bitterhed tømte hun ud over Solveig, der lignede sin far både af udseende og væsensart.
Solveig var aldrig den datter, Karen kunne elske hun var mere assistent og hushjælp end egentlig datter. Solveig knoklede med to jobs. Når hun kom hjem, skurede hun gulvene og lavede mad til familien. Karen nægtede at deltage eller hjælpe til i hjemmet. Ikke nok med det, så lavede hun ofte besvær, hvis Solveig havde lavet mad hun ikke brød sig om. Så meget, at Solveig engang sagde op på arbejdet og tog tværs gennem København for at tilberede præcis det, hendes mor ønskede.
En dag, hvor Solveig havde fødselsdag, samlede vi alle omkring bordet hun havde lavet en fantastisk middag men jeg så, hvor tungt det lå hende. Hun fortalte mig, at hun og hendes mor havde haft et stort skænderi. Det blev derfor til en kortere aften, end vi havde regnet med.
Næste morgen fik jeg at vide, at Solveig var væk. Efter vi andre var gået, havde Karen igen startet en skandale. Solveigs hjerte kunne ikke klare det, og der blev aldrig ringet efter hjælp. Hun døde i løbet af natten. Sådan husker jeg tydeligt, hvordan hendes mor styrede natten og Solveigs liv til det sidste.
