Kære dagbog,
Jeg tager mig nogle gange i at spille rollen som den interesserede kommende svigerdatter, men sandheden er, at jeg aldrig rigtigt har haft lyst til at møde Thomas forældre. Hvad skulle jeg med dem? Jeg skal jo trods alt ikke bo sammen med dem, og Thomas far, Bjarne, som alle siger er rimelig velstående, er nok mere kilde til besvær end til gavn.
Men man må jo følge spillets regler, når man har besluttet sig for at blive gift.
Jeg gjorde mig naturligvis lidt pæn, men ikke for prangende, for jeg ville fremstå som den søde pige fra Odense.
At møde sin kommende svigerfamilie føles altid som at træde ud på tynd is, men at møde begavede forældre er nu noget helt andet det føles som om, det er selve éns karakter, der stilles til skue.
Thomas mente, jeg havde brug for opmuntring:
Du behøver altså ikke være nervøs, Lærke. Far virker mut, men han er faktisk reel nok. De vil ikke sige noget ubehageligt, og de kommer helt sikkert til at synes om dig. Far er lidt sær, bevares, men mor er varm som solen, sagde han, lige før vi trådte ind i forældrenes villa nord for København.
Jeg smilede og lod håret falde blidt over skuldrene. Så: mut far og selskabelig mor? Sikke et sammenrend. Jeg grinede indvendigt.
Deres hus var luksuriøst, men ikke noget, jeg ikke havde set før.
Vi blev modtaget med det samme.
Egentlig var jeg ikke nervøs. Hvorfor skulle jeg være det? Folk er jo folk. Helene Thomas mor havde jeg allerede hørt om: hjemmegående gennem mange år, rejser tit med veninderne, men ellers ikke noget særligt. Bjarne, faderen, sagdes at være lidt dyster, men mest indadvendt. Hans navn virkede underligt bekendt…
Da vi trådte ind, gik det op for mig, hvorfor. Jeg frøs på dørtrinet. Slut med leg… Svigermor kendte jeg ikke, men svigerfar? Ham genkendte jeg på et splitsekund. Vi havde set hinanden før. Tre år tilbage, ikke tit, men begge fik, hvad vi ønskede. Møder på barer, hoteller, restauranter. Det var selvfølgelig en viden, Helene og Thomas aldrig havde fået.
For fanden.
Bjarne genkendte mig også. Hans blik afslørede overraskelse, måske uro, eller begyndelsen på en list, men han sagde ikke noget.
Thomas, lykkeligt uvidende, præsenterede mig stolt:
Mor, far, det her er Lærke. Min forlovede. Jeg ville have introduceret hende tidligere, hvis hun ikke var så genert.
Av…
Bjarne rakte hånden frem.
Hans håndtryk var fast, nærmest brysk.
Hyggeligt at møde dig, Lærke, sagde han, og hans stemme havde den der antydning… Noget jeg ikke straks kunne tolke. Måske vrede. Måske en advarsel. Eller…
Jeg vurderede, hvordan jeg skulle sno mig udenom, hvis han pludselig afslørede mig.
I lige måde, Bjarne, svarede jeg og forsøgte at spille naturligt. Min puls bankede vildt. Hvad mon han finder på nu?
Men… intet.
Bjarne, nu med noget, der mindede om et smil, trak selv stolen ud for mig ved bordet.
Måske venter han bare på det rigtige øjeblik til at ydmyge mig…
Men der skete ingenting.
Og pludselig forstod jeg hvorfor han ville jo selv være fanget, hvis han afslørede mig. Hans kone ville aldrig tilgive den historie.
Efterhånden som samtalen flød, blev det hele mere afslappet. Helene fortalte nu historier fra Thomas barndom, og Bjarne spurgte nysgerrigt ind til mit arbejde. Sjovt, for han vidste allerede alt for meget. Hans ironi gled af på mig. Flere gange jokede han, og til min overraskelse endte jeg med at le. Men hans stikpiller forstod kun han og jeg.
For eksempel, da han sagde:
Du minder mig om en tidligere… kollega, Lærke. Hun var også utroligt dygtig til at omgås folk. Alle slags folk.
Jeg smilede køligt:
Talenter kommer i mange former, Bjarne.
Thomas sad og sukkede forelsket. Han så kun kærlighed, og det var både skønt og frygteligt på én gang. Især for ham.
Da snakken drejede sig om rejser, kiggede Bjarne længe på mig:
Jeg har nu altid sat pris på stille steder. Sådan et sted, hvor man kan sidde med en god bog og samle tankerne. Hvad med dig, Lærke?
Der var den.
Jeg elsker liv og glade dage. Lidt uro inspirerer, selvom for mange ører kan være farligt, svarede jeg uden at lade mig gå på.
Helene så lidt spørgende på mig. Jeg noterede mig hendes undren, men hun skubbede mistanken væk.
Bjarne forstod så udmærket, at jeg ikke var til stilheden. Han vidste udmærket hvorfor.
Senere på aftenen, da vi skulle i seng, gav Bjarne sin søn et kram og sagde:
Pas godt på hende, Thomas. Hun… er noget særligt.
Det kunne tolkes både som ros og hån. Kun jeg forstod betydningen.
Luften blev kold, ordet særlig rungede i rummet.
***
Natten var lang, og jeg lå vågen, tankerne kværnede over mødet og de forviklinger, der nu ventede. Ét var sikkert: Bjarne var sikkert lige så søvnløs som jeg.
Jeg listede ud af soveværelset med en hættetrøje over nattøjet og gik ned ad trappen. Jeg trampede med vilje, ikke alt for højt, men nok til at vække opmærksomhed. Ude på terrassen, som jeg havde regnet med, dukkede Bjarne op.
Han kom bagfra:
Svært at falde i søvn?
Tankerne holder mig vågen, svarede jeg.
En kølig brise fejede forbi. Jeg indåndede duften af hans parfume velkendt og på én gang nostalgisk og truende.
Han så undersøgende på mig.
Hvad vil du med min søn, Lærke? Jeg kender dine evner. Jeg ved, der har været andre som mig. Alt hvad du altid har ønsket dig, er penge. Du lagde ikke skjul på det dengang. Hvad vil du med Thomas?
Når han nu ikke ønskede at mindes fortiden, så ville jeg heller ikke være godhjertet. Jeg løftede hagen arrogant:
Jeg elsker ham, Bjarne. Må jeg ikke det?
Han troede ikke på det.
Elske? Dig? Det er komisk. Jeg fortæller Thomas alt. Hvem du egentlig er, og hvad du har lavet. Tror du virkelig, han vil gifte sig med dig bagefter?
Jeg trådte tættere på, så vi næsten stod næse mod næse. Jeg så ham lige ind i øjnene.
Fortæl det du vil, Bjarne, sagde jeg langsomt, Men så ryger hele historien ud. Til Helene også.
Det der…
Det er ikke afpresning. Det er retfærdighed. Hvis du fortæller om min “grådighed”, som du kalder det, så kommer sandheden om dig med. Helene sætter pris på troskab, ikke?
En gang, da Bjarne var fuld, havde han bekendt for mig, hvor dårlig en ægtemand han reelt var. Helene ville aldrig tilgive. Slet ikke. Så valget var svært.
Han vidste også, jeg ikke bluffede.
Fint, pressede han frem, Jeg holder min mund. Det gør du også. Vi glemmer alt.
Derfor kunne jeg være rolig. Han havde mere at miste.
Som du vil, Bjarne.
Næste morgen forlod Thomas og jeg huset. Under Bjarnes isnende blik tog jeg afsked med Helene, som omfavnede mig og hviskede kære pige. Bjarnes øje træk ukontrolleret.
For ham var det værre at tabe konen end at advare sin søn. For uden Helene var formuen også væk. Hun ville aldrig gå blankt ud af ægteskabet slet ikke i Danmark.
Senere, da Thomas og jeg besøgte dem igen i to uger, søgte Bjarne at undgå mig altid optaget af forretninger. Men hans nysgerrighed fik til sidst overtaget.
En dag, alene i huset, rodede han i min taske makeup, kalender… og der fandt han det: en graviditetstest med to tydelige streger.
Jeg troede, katastrofen var, at min søn gifter sig med… Nej, det her er katastrofen, hvis noget er! mumlede han og nåede knap at smide testen tilbage, før jeg stod bag ham.
Uha, Bjarne. At rode i andres private sager er ikke kønt, sagde jeg sarkastisk.
Han så mig direkte i øjnene.
Er du gravid med Thomas barn?
Jeg tog tasken ud af hænderne på ham, så ham alvorligt i øjnene:
Jeg tror, du har ødelagt overraskelsen, Bjarne.
Hans raseri var umiskendeligt. Nu vidste han, at han aldrig ville slippe for mig. Hvis han nu sladrede, ville han selv ryge ned. Endnu en grund til evig tavshed. Men let var det ikke for ham at tie stille.
***
Ni måneder gik… og et halvt år til.
Thomas og jeg opdragede vores datter, Astrid.
Bjarne undgik os. Han kom næsten aldrig. Astrid betragtes som fremmed, og jeg skræmte ham. Hans skyldfølelse og frygten for afsløring plagede ham.
Så kom dagen.
Helene ville besøge os.
Skal du med, Bjarne?
Nej, har ondt i hovedet.
Igen? Det begynder at lyde alvorligt.
Bare træt. Tag bare af sted uden mig.
Bjarne spillede den gamle plade med migræne og dårlige ben. Alt for ikke at skulle se mig. Han tog endda et par hovedpinetabletter for troværdighedens skyld.
Timerne sneglede sig af sted for ham; han læste lidt, forsøgte at slappe af, men tankerne kværnede.
Da klokken blev 23, var Helene stadig ikke kommet hjem. Telefonen svarede ikke.
Thomas, er alt okay? Er mor taget hjem?
Far, jeg gider ikke tale med dig nu, sagde Thomas og lagde på.
I det samme drejede min bil ind foran huset. Da Bjarne så mig gå ind, blev han nærmest bleg.
Hvad laver du her? Hvad er der sket? spurgte han, greb fat i mig.
Jeg hældte mig et glas vin, satte mig og smilede overlegent.
Det hele er faldet fra hinanden.
Hvad mener du?
Thomas fandt nogle gamle billeder fra Café Paradis hjemmeside. Fire år gamle. Fra dét arrangement, kan du huske? Nu er Thomas rasende, Helene vil skilles, og… jeg pakker nok også snart.
Bjarne så knust ud og satte sig tungt ned.
Hvorfor er du kommet her?
Jeg skulle bare væk en stund, svarede jeg. Astrid er med barnepigen. Skal du have vin?
Vi sad på terrassen og hørte kun cikaderne i natten.
Det er din skyld, alt sammen, sagde Bjarne.
Jeg nikkede.
Ja.
Du er uudholdelig.
Så sandt.
Du har ikke ondt af Thomas.
Jo, men mere af mig selv.
Du elsker kun dig selv.
Det skal jeg ikke modsige dig.
Han tog pludselig min hage i hånden.
Du ved godt, jeg aldrig har elsket dig, ikke? hviskede han.
Det tror jeg gerne.
***
Næste morgen, da Helene kom hjem for at forsone sig, uanset om det ville koste hende halvdelen af hendes nerver, fandt hun mig sammen med Bjarne, endnu sovende.
Hvem er der? mumlede jeg.
Det er mig… svarede Helene og så på det kaos, vi havde skabt.
Jeg smilede blot og løftede hovedet. Bjarne vågnede lidt efter men han gik hverken efter sin kone eller sin samvittighed.
