Plejehjælper for hustruen
Undskyld, hvad siger du? Det lød for vildt i Dorthes ører. Hvor er det, jeg skal flytte hen? Hvorfor? Hvad foregår der?
Ej, lad nu være med det cirkus der, rynkede Erik på næsen. Du har da ikke nogen at passe på længere. Hvor du tager hen, rager mig virkelig ikke.
Erik, hvad snakker du om? Vi skulle da giftes…?
Det er da kun dig, der har bildt dig det ind. Jeg har ikke lovet noget.
Som 32-årig bestemte Dorthe sig for, at hendes liv havde brug for en total overhaling og at tiden var inde til at forlade barndomsbyen ude på Lolland.
Hvad blev hun egentlig i Nakskov for? Lytte til mors evige bebrejdelser? Hele tiden hakkede hun på Dorthe over den skilsmisse. Hvordan kunne hun dog slippe sådan en mand?
Men hans navn var jo Vagn og Vagn var ærligt talt hverken værd at samle på eller invitere til julefrokost. Levemand og bajerdranker! Hvordan hun havde kunnet sige ja til ham otte år tidligere, var fortsat et af tilværelsens største mysterier.
Skilsmissen havde dårligt nok givet Dorthe et stik i hjertet. Tværtimod, luften blev renere at indånde, og hun var egentlig helt lettet bagefter.
Men hendes mor kunne slet ikke lade emnet ligge, og penge var der aldrig nok af, så Deres snakken blev hurtigt til diskussioner.
Derfor besluttede Dorthe, at det var tid at rykke til Odense og få gang i det gode liv!
Se bare Signe, hendes gamle folkeskoleveninde hun havde knyttet bånd med en enkemand. Jo, jo, han var godt nok 16 år ældre end hende og ligner ikke ligefrem en Calvin Klein-model, men han har lejlighed og tjener udmærket.
Dorthe mente bestemt, at hun sagtens kunne hamle op med Signe.
Sådan, Dorte! Nu sker der noget! Signe klappede i hænderne. Pak tasken, du kan bo hos os til at starte med. Vi fikser noget job til dig i mellemtiden.
Men hvad siger din Søren til det? Dorthe var skeptisk.
Årh, han gør sgu, hvad jeg beder ham om. Slap bare af vi klarer den!
Alligevel blev Dorthe ikke hængende længe i gæsteværelset.
Efter et par uger, hvor hun havde klaret sig på småjob og fået lidt penge ind, fandt hun et humant værelse at leje. Og allerede efter et par måneder indtraf det rene held.
Hvorfor står sådan en kvinde som dig og sælger grøntsager på markedet? spurgte Edvard Møller, stamkunde, medfølende ved boden.
Hun kendte stamkunderne ret godt efterhånden.
Det er koldt, og man bliver aldrig rigtig mæt, og det føles ærlig talt ikke videre glamourøst, svarede Dorthe og trak på skuldrene. Men man skal jo tjene til dagen og vejen.
Med et glimt i øjet spurgte hun: Eller har De et mere spændende tilbud?
Nu lignede Edvard Møller på ingen måde Dorthes drømmemand. I hvert fald 20 år ældre, lettere oppustet, begyndende måne og et stålfast blik.
Han viste aldrig store følelser for grøntsagerne og betalte hver en krone præcist men han var altid nydeligt klædt og kom kørende i en Volvo: ikke nogen bums, det var sikkert.
Dog bar han vielsesring, så Dorthe anså ham ikke ligefrem som potentielt ægtemandsmateriale.
Du virker som en ansvarsfuld og ordentlig pige, Dorthe, gik Edvard hurtigt over til “du”. Har du nogensinde prøvet at passe syge mennesker?
Jo, det har jeg. Min nabo røg ned med et slagtilfælde, og børnene gad ikke have noget ansvar. Så de spurgte mig.
Perfekt! blev han begejstret og kom straks i sørgmodigt humør: Min hustru, Hanne, er også ramt af en blodprop og har det skidt. Lægerne giver ikke meget håb. Jeg har taget hende hjem, men jeg har altså ikke tid til at passe hende. Kan du hjælpe? Jeg betaler selvfølgelig ordentligt.
Dorthe tænkte ikke længe. Hellere bo i en varm lejlighed og tømme et par natbækkener end stå og fryse i ni timer og bære sure kunder.
Edvard tilbød også, hun kunne bo fast hos dem gratis både strøm og varme!
De har hele tre værelser man kunne spille rundbold inde i stuen, pralede Dorthe til Signe. Ingen børn.
Hannes mor Yvonne var desuden 68 og mere optaget af at ligne en, der skulle på Tinder-date, end at tage sig af sin syge datter. Hun havde lige giftet sig igen og hyggede sig med sin nye mand.
Er Hanne virkelig så syg? spurgte Signe.
Ja, det er altså ikke for sjov, hun laver ikke andet end at ligge og ralle. Kommer nok aldrig rigtigt på benene igen.
Du ser da næsten glad ud? Signe lurede på hende.
Nej, selvfølgelig ikke glad men hvis nu Hanne en dag… så bliver Edvard jo en fri mand… Dorthe slog næste blikket ned.
Du er sgu for vild, Dorthe! Ønsker du hende død for en lejlighed?
Øh, nej, men jeg vil da ikke gå glip af min chance! Du har jo allerede dit på det tørre.
De blev mere end bare uenige dengang, og først et halvt år senere fortalte Dorthe veninden, at hun var blevet Edvards elsker.
De kunne slet ikke undvære hinanden, men selvfølgelig ville han aldrig forlade sin syge kone sådan var han jo ikke! Så for nu måtte de nøjes med at være “diskrete”.
Så I hygger jer, mens hans kone ligger dødssyg i den næste stue? rystede Signe på hovedet. Hvordan har du det egentlig med dig selv? Eller er du blevet blind for alle minusser, så længe du tænker på sølvtøjet?
Man får aldrig et godt ord fra dig! blev Dorthe sur.
Kontakten sløjedes igen og Dorthe følte sig kun lidt, lidt skyldig.
Vi er da ikke alle helgener! Folk, der har fået løn hele livet, forstår ikke, hvordan det føles at undvære. Men pyt, hun skulle nok klare sig uden veninder.
Hun passede Hanne med al den pligtopfyldenhed, hun kunne mønstre. Og da det blev hende og Edvard, overtog hun også alt andet husarbejde.
En mand skal jo have det godt både i soveværelse og køkken og at stryge hans skjorter og vaske gulvet, så han ikke skal ånde støv, er da bare ren service.
Det virkede, som om Edvard var ganske tilfreds, og Dorthe nød faktisk at være “kone i praksis”.
Hun opdagede først sent, at Edvard for længst var ophørt med at betale for plejeopgaven. Men hvad betød penge nu, hvor de nærmest var som gift?
Han gav hende kontanter til husholdningen, og hun fik lov til at styre det. Godt nok var det efterhånden svært at få det hele til at løbe rundt, men hun tænkte, når de blev gift, ville det løse sig.
Forholdet blev mere rutinepræget, Edvard kom ikke altid hjem lige hurtigt, men Dorthe tilskrev det udmattelsen fra at leve med syg kone.
Selv om hun egentlig havde forventet det, græd Dorthe alligevel, da Hanne døde.
Hun havde jo brugt halvandet år på at passe hende det løber man ikke fra. Begravelsen arrangerede Dorthe også, for Edvard var “ude af den” af sorg. Pengene var knappe, men hun fik det til at hænge sammen ingen kunne brokke sig.
Selv nabopensionisterne, der havde gloet ondt på hende, fordi hun havde rodet sig ud i affæren med Edvard, nikkede nu anerkendende i kirken. Yvonne, svigermor, var faktisk også tilfreds.
Dorthe havde på ingen måde ventet, at Edvard ville sige sådan noget bagefter.
Som du kan forstå, har jeg ikke mere brug for din hjælp, så du har en uge til at flytte, sagde han køligt tiende dag efter begravelsen.
Hvad mener du? Hvor skal jeg flytte hen? Hvorfor?
Lad nu være med alle de dramaer. Hvem skal du passe nu? Hvis du bliver, er det ikke mit problem.
Edvard, du sagde da, vi skulle giftes…
Sagde jeg det? Det må vist have været en misforståelse.
Næste morgen, efter en søvnløs nat, forsøgte Dorthe at få en ordentlig snak.
Men Edvard gentog ordret det samme og bad hende endda skynde sig med at finde et nyt sted.
Min forlovede vil gerne lave om her, inden vi gifter os, sagde han.
Forlovede?! Hvem er hun?
Det rager ikke dig.
Nå, men så skal du i det mindste betale mig for arbejdet. Helt ærligt! Du lovede 40.000 kroner om måneden, og jeg har kun fået to gange. Så skylder du 640.000 kr.
Du er da hurtig til hovedregning, lo Edvard. Tror du selv på det?
Og hvad med alt det andet rengøring, madlavning? Jeg er sgu flink, så du slipper med en million, så pakker jeg og skrider!
Og ellers? Du har jo intet på skrift.
Så fortæller jeg Yvonne, hvordan det hele hænger sammen. Det var jo hende, der købte lejligheden til jer. Mon ikke hun kan træffe en beslutning, der ikke er til din fordel?
Edvard blev hvid i hovedet, men tog sig hurtigt sammen.
Tror du, hun tror på dig? Ud med dig!
Tre dage, søde ven. Har jeg ikke min million, får du ballade, sagde Dorthe og gik til et hostel. Hun havde da lidt husholdningspenge lagt til side.
På fjerde dagen, uden svar fra Edvard, dukkede hun op i lejligheden tilfældigvis var Yvonne også hjemme.
På Edvards ansigt kunne hun se, at han næppe havde tænkt sig at betale. Så hun fortalte hele eventyret til svigermor.
Hun fabler! Der er slet ikke hold i det! udbrød Edvard.
Jeg hørte lidt til begravelsen nu giver det hele mening, Yvonne stirrede på ham. Jeg regner med, du husker, at lejligheden er min?
Edvard så ud, som om han var blevet ramt af et lyn.
Godt, du er ude af vagten om tre dage. Ikke et sekund senere.
Yvonne gik, men blev et øjeblik ved Dorthe.
Og hvad glor du på, kvinde? Tror du, jeg giver dig en medalje? Ud!
Dorthe forsvandt som en kat fra et badekar. Nu var det i hvert fald slut med de milliondrømme markedet kalder igen… og der er heldigvis altid job nok!
