Som i et drømmende og tåget landskab, hvor gaderne i Aarhus strækker sig i mærkelige cirkler under en himmel af flydende lys, kom tankerne om min fortid drivende til mig som dis over en mark. Jeg, Mads Mikkelsen, indså med en mærkelig blanding af skam og forundring, at jeg havde været alt andet end den ideelle søn for mine forældre, Jørgen og Bodil Mikkelsen. Mit unge jeg dansede ufortrødent gennem livet, kastede gode råd over skulderen og løb ud i natten med en vildhed, der fik mine forældre til at tro, jeg aldrig ville ændre mig måske ville jeg endda drive formålsløst igennem livet som en forfrossen fiskerjolle ude på Skagerrak.
Min mor begyndte for nylig at irettesætte mig for at springe familiesammenkomsterne over men de ord gled af min bevidsthed som regn på et vindue en novembermorgen. Men i dette drømmeagtige vilkårlige landskab forvandledes alt, da ordet arv pludselig svevede ind i samtalen som en uventet gæst ved julebordet. Jeg var rystet til knoglerne, da jeg opdagede, at mine forældre havde bestemt sig for at udelukke mig fra testamentet. Deres logik hoppede rundt i mit hoved: mine gerninger havde overbevist dem om, at jeg ikke var moden eller ansvarlig nok til at tage vare på familiens arv eller selv en underskål med rugbrødsmadder.
Selvom jeg til dels kunne se, hvor de kom fra, stak det koldt i mit bryst, at min egen familie skubbede mig væk på denne måde. I drømmetågerne trådte min søster, den kun-dansk-navngivne Frida Mikkelsen, frem. Jeg søgte råd hos hende, i håbet om, at hun ville være mit anker i dette hav. Men også hun, i sin klare, nordiske tone, stod sammen med dem. Hun remsede op, hvordan mit vilde liv og min stædighed havde spredt gniderier og uro i vores lille familie. Vreden flakkede op i mig, så stærk at jeg i drømmen næsten kunne mærke den på min tunge; jeg overvejede i min sovende logik at lægge sag an for at få min retmæssige del af arven en tanke så absurd, at den vaklede af sig selv, mens jeg forsøgte at råbe op til himlen over Limfjorden.
Efterhånden som natten blev dybere og tankerne mere flydende, indså jeg, at det ville gøre kløften imellem os dybere end Kattegat. Så vendte billedet: Jeg valgte den modsatte vej, som var oplyst af den sære, blålige glans fra gadelamperne i Odense. Jeg overgav stolthed og stædighed, og jeg gik til mine forældre deres ansigter utydelige, som om de hele tiden befandt sig bag tåge og bad dem, stille og med ord, der gled over hinanden, om tilgivelse for alt det bøvlede, jeg havde trukket dem igennem. De kiggede blot på mig, længe, og tiden strakte sig drømmeagtigt men i deres blik, som reflekterede lyset fra en gammel standerlampe, så jeg et svagt glimt af forståelse.
For at bygge bro over det, der var blevet ødelagt, begyndte jeg, stadig i den underlige drøms logik, at ringe til dem hver uge først tirsdag, så lørdag, så begge dage, spurgte til deres ve og vel, som om det var den naturligste ting at gøre. Næsten hver weekend dukkede jeg op i barndomshjemmets køkken og hjalp min far med at lappe haven eller slibe den gamle robåd, og min mor serverede kaffe med kardemomme og blødt brød. Alt føltes lidt for skarpt og lidt for sløret på samme tid, som drømme nu gør det.
Langsomt, meget langsomt, gled mistilliden væk som sneen over markerne i marts. Samtalerne blev lysere, latteren hjerteligere, og som familie fandt vi atter hinanden i denne surreelle genforening. Glæden over at høre til, over at finde hjem igen i et landskab, der både var nyt og velkendt, fik mig til at ville vokse for deres skyld og min egen. For at sige tak sendte jeg dem på weekendophold på Skagen, hvor sand og himmel mødes og alt føles muligt.
Da de vendte hjem, strakte drømmen sig mod ende; de overraskede mig måske blev rummet større, måske blev deres stemmer blødere. De sagde, at mine anstrengelser havde vist dem noget andet, noget mere modent og værdigt end før. Derfor traf de beslutningen om at ændre testamentet. Nu, i det mærkelige morgenlys, fik jeg min retfærdige del af familieformuen ikke i euro, men i danske kroner, naturligvis og måske, vigtigere endnu, fandt jeg kærlighed, nærhed og tilgivelse påny.
I denne mærkelige, vidunderlige drøm lærte jeg, at tager man ansvar og ændrer sig, kan den største arv være noget helt andet end penge nemlig kærlighed og forsoning, genfundet på en tåget morgen ved Vesterhavet.
