Sommerhusets sten i skoen datteren fik sit eget tilbage
Signe, du må forstå, situationen er temmelig træls, sagde Bent Mikkelsen, mens han gned sig træt over næseryggen og sukkede dybt. Mette plager mig uafbrudt nu i to måneder.
Hun har fået øje på et eller andet smart kursus på Cypern til Rasmus. Altså vores søn.
Hun siger, drengen skal have en god start, have styr på engelsk. Men hvor skal vi finde pengene?
Du ved jo, jeg er sat ud af spillet for tiden.
Signe så op på sin far med rolige øjne.
Så du har tænkt dig at sælge sommerhuset som den bedste løsning? spurgte hun roligt.
Hvilken mulighed er der ellers? faderen opildnet, lænede sig længere frem over bordet. Sommerhuset står bare og samler støv. Mette gider ikke tage derud, hun dør af kedsomhed og hader myggene.
Hun aner end ikke, at huset officielt ikke har været mit i årevis. Tror bare, vi sætter det til salg og så kører det for os.
Signe, du er jo klog. Hør her: Du sælger det nu officielt. Du får de penge tilbage, som du gav mig for ti år siden til sidste øre!
Resten, altså det der er kommet oveni på markedsprisen, giver du mig. Rent familiemæssigt.
Du taber jo ikke noget. Du får dine penge igen, og hjælper din far i samme omgang.
Faderen kom uden invitation. De havde næsten ikke haft kontakt de seneste år han havde for længst en ny familie og egne bekymringer, som den ældste datter aldrig helt havde passet ind i.
Signe anede, at han ikke havde valgt at kigge forbi tilfældigt. Hun havde regnet med, at han ville bede om penge igen, men denne gang var hans forslag mærkeligt nok.
Far, lad os lige huske, hvad der skete for ti år siden, sagde Signe efter at have lyttet på ham. Da du kom og fortalte, du skulle opereres og havde brug for penge til genoptræning.
Kan du huske det?
Bent Mikkelsen så utilpas ud.
Hvorfor skal vi nu grave i fortiden? Jeg blev jo rask, heldigvis.
Fortiden? Signe trak på smilebåndet og rystede let på hovedet. Jeg havde dengang på min opsparing penge, jeg havde sparet op i fem år krone for krone. De penge skulle have været mit indskud til en lejlighed.
Jeg arbejdede i weekender, sprang ferier over, sparede på alt. Og så kom du uden job, uden opsparing, men med Mette og Rasmus.
Du tog alle mine penge!
Signe, jeg var desperat! Hvad skulle jeg gøre? Gå ud og lægge mig på gaden og dø?
Jeg tilbød at hjælpe, fortsatte Signe uden at høre på hans undskyldninger. Men jeg sagde ærligt: jeg var bange for at stå uden penge og bolig, hvis du gik bort.
Du har jo en kone, Mette, som naturligt ville arve dig. Hun ville ikke lukke mig ind i sommerhuset.
Vi diskuterede i ugevis kan du huske det? Du ville ikke skrive nogen gældsbrev, du blev fornærmet.
»Hvordan kan du ikke stole på din egen far!«
Jeg ville bare have sikkerhed.
Og det fik du jo! afbrød Bent hende. Vi skrev slutseddel, sommerhuset blev dit.
Jeg solgte dig det næsten for ingenting, for det beløb som gik til min behandling.
Men vi aftalte jo også, at jeg brugte stedet, og når jeg fik råd, købte jeg det tilbage.
Der er gået ti år, far. Ti år. Har du på noget tidspunkt forsøgt at købe det tilbage? Bare nævnt det? Nej.
Du har boet der hver sommer, dyrket dine tomater, fyret med træ, som jeg har betalt for.
Ejendomsskatten har jeg klaret, det samme med at få taget ordnet for tre år siden.
Du har levet der som konge, uden at mangle noget, mens jeg samtidig betalte af på mit boliglån.
Bent fandt et lommetørklæde frem og tørrede sig over panden.
Jeg har jo ikke haft arbejde, Signe… Kemobehandlingen tog lang tid at komme over, og nu er jeg gammel, der er ingen der vil have mig.
Mette er også… Hun er et følsomt gemyt, hendes kontorarbejde tager livet af hende.
Vi lever af hendes handel på nettet, men det er småt med penge.
Følsomt gemyt? Signe rejste sig og begyndte at vandre rundt i køkkenet. Og jeg er så den hårdhudede?
Det er i orden at jeg knokler på to jobs for at kunne betale lånet på min lejlighed og for at holde sommerhuset kørende?
Og nu har Mette besluttet, at huset skal sælges, så Rasmus kan komme på kursus på Cypern?
Mit sommerhus, far! Mit!
Ja, jo formelt dit. Men du forstår forhåbentligt, det var en midlertidig løsning.
Jeg er jo din far. Jeg gav dig livet! Kan du virkelig klamre dig til et par kvadratmeter, når din bror har brug for hjælp til en god start?
Bror? Signe stivnede. Jeg har mødt ham to gange. Ikke en gang har han ønsket mig tillykke med fødselsdagen. Og Mette hun har aldrig spurgt, hvordan jeg har klaret mig?
Hun tror stadig, du ejer virksomheder og har bjerge af penge bare lige nu er kassen tom.
Du har løjet for hende i ti år, far.
Bent Mikkelsen så væk.
Jeg ville bare skåne hende… Hun ville havde gået helt ned, hvis hun havde vidst at huset ikke var vores mere.
Skåne?
Signe, lad nu være! råbte faderen pludselig. Jeg tilbyder dig en god handel! Sommerhuset er fem gange mere værd nu. Markedet er stukket af.
Du får dine 400.000 kroner, som gik til operationen. Det er da fair? Resten, de 900.000, får jeg.
Jeg skal sende Rasmus på kursus, Mette skal til tandlæge, og bilen er ved at falde fra hinanden.
Du har din lejlighed her i København, du mangler intet.
Giv en hånd til familien!
Signe så på ham og genkendte ham ikke længere. Hvor var manden, der havde læst godnathistorier for hende engang?
Nej, sagde Signe kort.
Hvad mener du? Bent måbede.
Jeg vil ikke sælge sommerhuset. Og jeg skal i hvert fald ikke give dig nogen penge »oveni«.
Sommerhuset tilhører mig, både lovligt og moralsk.
Du har haft ti års ophold der, har restitueret og nydt naturen. Betragt det som mit børnebidrag til dig.
Men nu er det nok.
Er det alvor? Bent blev rød i hovedet. Vil du tage det sidste fra din far?
Hvis ikke for mig, havde huset slet ikke været der! Min far byggede det!
Præcis, din far. Og han ville vende sig i graven, hvis han vidste, du ville sælge familiens arvestykke for at betale for et tvivlsomt kursusophold på Cypern til en dreng, der knap nok har løftet en finger.
Signe, kom nu til fornuft! råbte han, mens han rejste sig. Du skylder mig! Jeg har opdraget dig! Hvis du ikke giver dig, så skal jeg fortælle alle hvor nærig du er.
Jeg fortæller Mette alt, og hun vil skabe et ramaskrig, du ikke fatter!
Vi går i retten! Får handelen kendt ugyldig! Byttehandel under pres, bam! Du udnyttede min sygdom!
Signe smilede bittert.
Gør endelig forsøget, far. Jeg har alle kvitteringer på hospitalsregningerne. Alle overførsler til din konto.
Og slutsedlen du skrev under hos notaren. Du var rask og ved din fornufts fulde brug.
Mette vil sikkert blive meget overrasket, når hun hører, huset blev solgt længe før Rasmus startede i skole.
Har du fortalt hende, det stadig var dit arv?
Signe… faderens stemme blev pludselig blid og tryglende. Pigebarn, vær nu sød. Mettes humør er skrøbeligt for tiden…
Finder hun ud af sandheden, sætter hun mig ud. Hun er jo 15 år yngre, hun er her for trygheden.
Hvis huset forsvinder, og pengene er væk, så er jeg intet for hende. Skal din egen far leve på gaden?
Var det ikke værd at tænke over tidligere? Signe mærkede sin vrede koge op. Da du i årevis ikke arbejdede? Da du lod Mette stifte gæld? Da du lovede hende guld og grønne skove for mine penge?
Så du vil ikke hjælpe? Bent rankede sig. Min egen datter Jeg skulle aldrig have opdraget dig.
Tag hjem, far. Fortæl Mette sandheden. Det er den eneste måde, du beholder lidt værdighed på.
Kvæl dig selv i det sommerhus! snerrede Bent og stormede forbi hende. Men hør her, du har ikke længere nogen far. Slet mit nummer!
Han gik. Signe kunne ikke lade være med at smile for sig selv så meget forskel var det heller ikke.
Han havde forladt hende, da hun var syv.
***
Om lørdagen ringede mobilen. Ukendt nummer.
Hallo?
Er det Signe? hun genkendte straks Mettes stemme. Tror du, du ejer verden, din kælling?
Tror du ikke, vi ved, hvordan du har narret Bent? Han fortalte alt!
Du fik ham til at skrive under på papirer, mens han stadig var bedøvet!
Godmorgen, Mette, svarede Signe roligt. Hvis vi skal tale sammen, så lad os gøre det sagligt.
Hvilket godmorgen?! Vi har allerede gjort klar til retssag!
Min advokat siger, den slags handler bliver hurtigt omstødt. Du udnyttede hans sygdom og tog slægtsgården for næsten ingen penge.
Vi skal nok sørge for, du ender på gaden!
Lyt nu, Mette.
Jeg ved Bent har fortalt dig sin version. Men jeg har dokumentation for, at alle pengene gik direkte til hans behandling.
Derudover har jeg udskrifter af hans beskeder til mig gennem ti år, hvor han takker fordi jeg holder huset og lader ham bo der.
Det står sort på hvidt: »Tak, fordi du ikke svigtede mig, Signe, og fordi huset nu er i sikre hænder.«
Hvad tror du, retten siger?
I den anden ende blev der tavst Mette havde ikke ventet, Signe var så forberedt.
Du er bare en led en, hvæsede hun. Har du ikke nok i din egen lejlighed? Nu skal du tage det sidste fra din bror? Rasmus skal bruge det her!
Rasmus må komme i gang med at arbejde, svarede Signe kontant. Som jeg selv gjorde.
Det er på tide, du får sandheden at vide. De der »aktier«, husker du? Ham, der talte om dem?
Hvilke aktier? Mettes stemme skælvede.
Dem, der aldrig fandtes. Han brugte de penge, jeg sendte i god tro for at hjælpe, og bildte dig ind det var hans investeringers afkast.
Tjek hans konto, hvis du ikke tror mig. Din mand løj brugte sygdommen som undskyldning.
Og jeg sad i gæld, for at redde hans liv. Det er først for nylig, jeg har opdaget det hele.
Mette smækkede røret på. Senere fik Signe en besked fra sin far.
Bare tre ord: »Du ødelagde alt.«
***
Hun svarede ikke. Et par dage efter hørte hun fra naboerne til sommerhuset.
Mette havde lavet skandale, råbt og smidt Bents ting ud af vinduet, til politiet kom forbi.
Mette havde sat sig så meget i gæld, fordi hun var sikker på at huset hurtigt ville blive solgt.
Bent måtte flytte. Mette søgte om skilsmisse, da hun fandt ud af omfanget af hans løgne.
Sønnen Rasmus, vant til at få det hele forærende, havde intet medfølelse for sin far og flyttede bare hjem til kæresten, mens han mumlede, at »det var oldings egen skyld«.
Hvor Bent er nu, ved Signe ikke. Og hun har ingen planer om at finde ud af det.
En ting lærte jeg dog: Familie er ikke altid det, blodet siger. Der går grænser også for dem, der elsker dybt.
