Min kones families vaner gør mig decideret utilpas jeg kan simpelthen ikke tage på besøg hos dem.
Det vender sig i mig, bare jeg tænker på at skulle sidde ved bordet derhjemme hos hendes forældre. Jeg bliver nærmest dårlig af det, og jeg kan ikke lade være det føles bare alt for grænseoverskridende for mig. Jeg kan sagtens tale med dem, men at spise sammen med dem? Nej, det er for meget forlangt. Min kone forstår det ikke, og hendes mor synes tydeligvis, at jeg bare er sart og en forkælet prins, der altid finder fejl.
Heldigvis bor jeg og min kone, Gud ske tak og lov, for os selv. Dog bor vi desværre ikke langt nok væk fra hendes forældre i Odense, til at jeg kan nøjes med telefonopkald. Vi er nødt til at tage på familiebesøg, og hver gang er det en stressfaktor for mig. Jeg prøver altid at finde en undskyldning for at blive væk. Ellers er hendes familie faktisk ret almindelig far og mor, begge arbejder, begge veluddannede. Deres hjem er pænt, hyggeligt og ordentligt, men når bordet dækkes, får jeg det helt skidt. For at være helt ærlig, jeg har nogle grænser jeg spiser aldrig rester fra min kones tallerken, hvis hun allerede har haft munden på noget. Jeg kan bare ikke få mig selv til det, uanset hvad.
Med tiden er jeg blevet mere tryg ved min kone, men jeg vænner mig aldrig til hendes forældre og deres madvaner. Det begynder ofte med noget så enkelt som, at hendes mor rører en fællessalat i en stor skål. Hun smager til, slikker skeen ren og sætter den så ned i salaten igen. Det giver mig seriøst kvalme.
Eller når der skal drikkes snaps og øl jeg tager altid selv et glas vin med. Men min svigermor kan uden problemer tage mit vinglas, smage på det og give det tilbage. Jeg forstår det ikke det er da ikke særlig hygiejnisk? Vi er jo ikke familie på den måde. Jeg prøver diskret at bytte mit glas ud, men det lykkes ikke altid. Og svigerfar kan drille mig hele aftenen, nogle gange endda ret perfidt. Min kone forsøger at stoppe ham, men det ændrer ikke meget.
Min svigermor har desuden for vane at hælde mad tilbage i gryder og skåle. For eksempel, hun varmer suppe op, spiser lidt, men får ikke det hele så hælder hun resten tilbage i gryden og smider den i køleskabet, hvis ikke der er cremefraiche i. Det gør hun med al mad. Selv salatrester efter gæster ryger i fællesskålen. Derfor spiser jeg aldrig noget hjemme hos dem, som ikke lige er lavet for øjnene af mig. For hvor stor er chancen for, at det ikke bare er rester fra nogens tallerken?
Og så har min svigermor den der, lidt klamme, vane med at spytte på panden, før hun steger noget bare for at teste varmen. Der findes tusind andre måder at gøre det på, men hun mener, at ved høj temperatur bliver alt alligevel rent. Jeg kan bare ikke slippe billedet fra mit hoved.
Dråben faldt, da jeg så deres hund, Balder, slikke tallerkenerne rene. Efter en middag havde de en stor skål med kartofler og frikadeller stående Balder fik lov at slikke skålen, og bagefter blev den stillet i opvasken sammen med resten. Det var for meget for mig. Jeg udbrød, at jeg altså ikke ville spise fra samme skål som hunden. De kiggede bare mærkeligt på mig og sagde, at alt jo bliver vasket grundigt og det havde de da ret i, men sådan gør man bare ikke i mit hoved. Jeg foreslog, lidt for spydigt, at hvis det ikke betød noget, kunne jeg vel bare vaske hundeskålen og spise af den. Min svigermor blev voldsomt fornærmet. Og hvad havde jeg egentlig sagt? Alt ifølge hendes egen logik for skålen bliver jo vasket. Min kone syntes efterfølgende, jeg gik for langt, men jeg føler virkelig, at jeg har ret.
Jeg har oprigtigt ikke lyst til at besøge mine svigerforældre. Måske burde jeg bare tage min egen mad med, men så kommer der dårlig stemning, og svigermor bliver dybt såret. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg vil ikke stille min kone i et svært dilemma hun vil jo gerne være der, men jeg har mest af alt lyst til at blive væk.
Nogle gange drømmer jeg om, at vi flytter til Aarhus, bare så jeg slipper for flere besøg hos svigermor. På telefonen kan jeg sagtens tale med hende, men at være på besøg og spise dér det orker jeg ikke.
Jeg har lært, at vi alle har vores grænser og mine bliver tydeligvis udfordret af svigerfamiliens vaner. Måske handler det i sidste ende om at stå ved sig selv uden at fornærme andre mere end nødvendigt.
