Du, jeg bliver bare nødt til at fortælle dig det her, for det fylder virkelig meget for mig. Sagen er den, at det var mig, der forlod familien dengang jeg stak nemlig af med en anden mand, og så røg ægteskabet jo i svinget på grund af mig. Lars, min eksmand, syntes derfor, at jeg skyldte ham at gøre det godt igen, fordi jeg havde ødelagt hans hjerte. Han nægtede at lade mig tage vores søn med, og drengen ville faktisk også hellere blive hos sin far end hos mig. Det gjorde vildt ondt, men jeg kunne ikke overtale ham og det var heller ikke rigtigt at tvinge ham.
Vi fik egentlig hurtigt styr på det hele: De gav slip på mig, og så begyndte jeg at sende dem penge én eller to gange om måneden. Dengang arbejdede Lars fint og tjente sine egne penge, men da han opdagede, at jeg havde godt med penge, og at min nye kæreste også smed lidt i puljen, så vores dreng ikke manglede noget, ja så droppede Lars arbejdet og begyndte at leve af vores penge i stedet.
Drengen voksede op og blev forkælet helt vildt af Lars take-away næsten hver dag, pjækkedage fra skole når han havde lyst, dyre ferier og lækre elektroniske gadgets i stride strømme. Efterhånden fik min søn sådan en lidt ligeglad holdning og gad nærmest aldrig besøge mig. Lige meget hvad jeg købte eller gjorde for ham, så gjorde far det altid vildere bare med mine penge. Da han var elleve, reflekterede han ikke engang over, hvordan Lars overhovedet kunne have så mange penge, når han altid bare gik hjemme.
Min nuværende mand foreslog på et tidspunkt, om det hele måske var, fordi jeg sendte dem alt for mange penge. Vi begyndte så småt at snakke om, at det måske var klogere at spare op til vores søns universitetsuddannelse fremfor bare at smide penge ud til Lars impulskøb. Jeg tog så en snak direkte med eksmanden, hvor jeg sagde, at jeg havde forsørget dem længe nok, og nu var det hans tur til at tage ansvar for udgifterne og så ville jeg hellere lægge penge til side for vores drengs fremtid. Og så gik han selvfølgelig i gang: Sagde, jeg var en forfærdelig mor, og en endnu værre kone, og truede med at hive mig i retten for børnebidrag, for jeg havde jo faktisk aldrig betalt noget til dem.
Jeg snakkede så med en advokat, og han sagde bare, at jeg sku tage det helt roligt og ikke lade mig kyse af Lars trusler, for Lars har jo ikke haft arbejde i årevis og lever kun af mine penge så han får intet ud af det. Men nu føler jeg alligevel, at det er mig, der taber. Min søn synes bare endnu mindre om mig nu og tror, jeg lader hans far i stikken Det er simpelthen helt vildt svært.
