13. marts
I dag sad jeg sammen med min veninde Kirstine over en kop kaffe på caféen i Indre By, og hun spurgte, nærmest forundret: “Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor Mark ikke fik noget fra sine forældre? Og deres børnebørn kunne da også have brugt lidt hjælp!”
Jeg sukkede og svarede: “Hvem kan dog forstå sådan noget? Den yngste søn står stadig alene og han har allerede en treværelses lejlighed i Vanløse samt to mindre lejligheder på Nørrebro. Derudover har han et sommerhus i Hornbæk på tre etager! Men tydeligvis er det ikke nok for ham. Og det hele har han fået af sine forældre! Samtidig har Mark ikke fået så meget som én krone.”
Mark og jeg har nu været gift i tolv år, og sammen har vi to børn på 6 og 10 år. Jeg har aldrig rigtigt kommet overens med mine svigerforældre. De blandede sig altid i vores liv, ville holde styr på, hvad vi gjorde og ikke gjorde. Allerede fra starten kunne min svigermor ikke lade være med at kritisere mig, og hun insisterede ligefrem på, at jeg skulle kalde hende “mor”.
“Jeg har altså kun én mor, og jeg behøver ikke en til,” sagde jeg ret direkte til hende.
Men de virkelige problemer begyndte først, efter vi fik vores ældste datter. Min svigermor, Victoria, begyndte at komme uanmeldt forbi vores lejlighed, men jeg ville ikke lukke hende ind og ignorerede både opkald og bank på døren. Til sidst forstod hun åbenbart, at hun gik over stregen, og hun holdt op med at blande sig.
Jeg har kunnet klare hverdagen med børnene, især fordi min egen mor hjalp indimellem. Efterhånden som børnene voksede op, flyttede vi længere væk fra Marks mor og hendes indflydelse.
Marks forældre havde altid haft penge og var meget veluddannede. De elskede at tage på rejser, gik ofte til teater og spiste ude med vennerne. Kontakten til os var begrænset, og ofte, selv i højtider, fandt vi ud af i sidste øjeblik, at de var rejst ud af byen.
Pludselig fik vi så at vide, at de havde besluttet, at alt skulle gå til Marks lillebror. Jeg kunne ikke bare lade det ligge, så jeg tog telefonen og ringede til min svigermor for en forklaring.
“Hvad havde du regnet med?” svarede hun koldt. “Du nægtede mig kontakt med mine børnebørn og vendte Mark mod os. Men vores yngste søn har aldrig glemt os! Han ringer og kommer forbi så selvfølgelig er det ham, der skal have det hele.”
Jeg sidder tilbage med den bitre smag og overvejer, om det virkelig er retfærdigt. Er det sådan, man gør i familier i Danmark?
