Længe ventet barnebarn
Karen Jensen trykkede gentagne gange sin søns nummer ind på mobilen. Han var endnu engang taget ud på havet, men forbindelsen lod vente på sig.
Åh, hvad har du dog rodet dig ud i, min dreng! sukkede hun, mens hun atter ringede op. Men uanset hvor mange gange hun forsøgte, ville hun ikke komme igennem, før han lagde til i nærmeste havn. Og det kunne vare længe endnu. Dét her havde god timing!
Karen havde ligget søvnløs i to nætter sådan havde hendes søn forstyrret hendes liv!
* * *
Egentlig begyndte det hele flere år tidligere, dengang Jacob endnu ikke havde tanker om at sejle langt væk. Sønnen var blevet mand, men hans forhold til kvinder endte altid med sammenbrud hver gang var der noget galt med den ene eller den anden, syntes han! Karen fulgte smerteligt med, mens han kasserede den ene søde, ordentlige pige efter den anden.
Du har altså et umuligt sind, Jacob! irettesatte hun. Ingenting passer dig! Hvem skulle dog kunne leve op til dine krav?
Jeg forstår slet ikke dine anklager, mor. Du vil bare så gerne have en svigerdatter, men er det ligegyldigt, hvem hun er?
Nej, selvfølgelig er det ikke det! Det vigtigste er, at hun elsker dig og er et fornuftigt menneske!
Jacob svarede blot tavst, og dét gav Karen både uro og irritation. Hvorfor opførte hendes egen søn sig pludselig, som om han forstod livet bedre end hende selv? Hvem af dem var ældst?
Hvad var der i vejen med Sofie?! udbrød hun frustreret.
Jeg har sagt det før.
Nå, ja Sofie var nu et dårligt eksempel, men Karen gav ikke op. Hvis hun, som du siger, havde noget uærligt for, så kan jeg ikke rigtig forstå det
Mor! Jeg synes ikke, vi behøver diskutere detaljer. Sofie var ikke den, jeg ville dele mit liv med.
Og hvad med Liv?
Heller ikke Liv, svarede han roligt.
Og Mette? Hun var da en sød pige. Rolig, hjemlig, altid hjælpsom. Var hun ikke god nok?
Jo, du har ret, mor. Hun var sød. Men det viste sig bare, at hun aldrig rigtigt elskede mig.
Og du hende?
Nok heller ikke.
Og så Astrid?
Mor!
Hvad, mor? Man kan jo aldrig stille dig tilfreds! Du ser stadig ud, som om du skal på Tinder! Du burde skabe dig et liv, få nogle børn!
Lad os nu ikke ende i det her åndssvage skænderi! Jacob rejste sig altid og gik sin vej, når han ikke orkede mere.
Tænk, hvor ligner han bare sin far med al sin stædighed! tænkte Karen med både irritation og sorg.
Tiden gik, pigerne kom og gik men Karens store ønske om at se sønnen lykkelig og en dag forkæle et barnebarn gik aldrig i opfyldelse. Så skiftede Jacob spor og mødte en gammel ven, som fik ham med på containerskibe. Karen var utrøstelig.
Hvad tænker du på? Det er da farligt! Hvorfor kan du ikke bare finde en god familie?
Mor, det er en fantastisk mulighed! Ved du, hvor meget vi får for at sejle? Vi skal aldrig mangle noget.
Jeg har da rigeligt, bare jeg har dig i nærheden! Det ville jeg da hellere end penge! Få dig en familie i stedet!
Familie koster altså også penge. Når jeg engang stifter den, bliver jeg hjemme, og så får du det barnebarn. Men nu vil jeg tjene, mens jeg kan!
Jacob tjente virkelig godt. Efter første togt lavede han en totalrenovering af lejligheden. Efter andet sejlas åbnede han en konto i Danske Bank og gav moren dankortet.
Så du ikke skal mangle noget!
Jeg mangler jo ikke noget! Det er barnebarnet, jeg savner. Jeg bliver ældre, tiden går!
Sludder, du mangler mange år til pensionen! lo Jacob.
Karen brugte ikke pengene. Hun havde sin egen beskedne løn fra apoteket på Østerbro og klarede sig fint. Lad stå på kortet han tjekker det jo aldrig. Han skal bare se, hvor sparsommelig hans mor egentlig er! grinede hun for sig selv.
Sådan levede de i flere år. Når Jacob endelig kom hjem, gik det stærkt med venner, øl, byture og nye piger, og Karen så dem aldrig. Da hun gav ham skylden for dét, sagde han tørt:
Så behøver du ikke være ked af, jeg ikke friede til dem. Dem skal jeg ikke giftes med.
Karen blev stødt og mere endnu, da sønnen kaldte hende for naiv:
Du tænker altid det bedste om folk, mor. Du kendte dem ikke rigtigt. Hvis du vidste
Den bemærkning blev hun ved at tænke over. Naiv betyder det dum? Kaldte han lige sin egen mor dum?
Men da hun en aften så ham med en ny pige på caféen, tændtes håbet igen. Nu ville hun tage sagen i egen hånd. Hun gik direkte over Jacob blev ildrød i hovedet og måtte præsentere hende.
Stine hed hun. Karen kunne godt lide hende. Høj, spinkel, mørk krøllet hår og et smil, der kunne lyse et rum op. Karen glemte gamle skuffelser og turde tro, sønnen endelig havde fundet en.
Måske var det meningen måske skulle han vente helt til Stine! tænkte hun.
Eventyret mellem Jacob og Stine varede hele hans orlov. Med Karens pres kom Stine flere gange på besøg. Karen nød det Stine kunne snakke med alle, hun var livlig og klog. Men så nærmede Jacobs næste togt sig, og Stine forsvandt ud af billedet.
Vi ses ikke mere – og du skal heller ikke snakke med hende, mor, sagde Jacob kort og forsvandt.
Karen spekulerede i månedsvis over, hvad der kunne være sket, men fik aldrig en forklaring.
* * *
Et år gik. Jacob var hjemme et par gange, men blev kold og kort, hver gang hun nævnte Stine.
For pokker, hvad var der nu galt med hende? udbrød Karen til sidst.
Mor, det rager ikke dig. Hvis jeg er gået, er det, fordi det skulle være sådan. Bland dig venligst udenom!
Karen blev såret, tårerne prikkede.
Men Jacob! Jeg bekymrer mig jo bare for dig!
Lad være! råbte han. Og snak ikke med Stine! Og stop så de evindelige forhør!
Jacob drog til søs igen, og Karen forsøgte at leve sit stille hverdagsliv men nu med hjertekvaler.
Så en dag, mens hun stod bag kassen på apoteket, kom Stine ind for at købe babymad. Med sig havde hun en lille pige i barnevogn.
Stine! Hvor det glæder mig at se dig! Jacob sagde jo ingenting, bare stak af på havet. Hvad skete der? Karen snublede over ordene af overraskelse.
Sådan er det, sagde Stine stille.
Karen blev nervøs.
Fortæl mig dog, min pige, hvad gik galt? Jeg kender jo Jacob han kan være besværlig. Har han såret dig?
Det betyder ikke så meget længere Jeg er ikke vred. Vi må videre, jeg skal nå at handle ind.
Du må altså komme forbi! Jeg har vagter på skift, så kig bare ind. Lad os snakke sammen!
Stine dukkede op næste gang Karen havde vagt endnu engang for at købe babymad. Langsomt kom det frem: Stine havde ventet barn med Jacob, men han sagde, han ikke ville have et barn at han jo sejlede og ikke kunne tage ansvar for en familie. Så forsvandt han bare.
Han tog sikkert på togt igen, sukkede Stine. Men fred være med det! Vi klarer os selv.
Karen satte sig næsten på knæ foran barnevognen:
Så det er min barnebarn?
Ja, det er det vel, svarede Stine dæmpet. Hun hedder Amalie.
Amalie
***
Karen kunne ikke finde ro. Stine forklarede, at de næsten ikke havde noget sted at bo Stine kom fra Jylland, lejede et værelse, men det blev svært med en baby og ingen fast indkomst. Hun overvejede at flytte hjem til sine forældre. Da det gik op for Karen, at hendes barnebarn var på nippet til at flytte væk til provinsen, blev hun syg af bekymring.
Flyt ind hos mig! Tag Amalie med. Det er jo min barnebarn! Jeg skal nok hjælpe, og du kan finde dig et arbejde her i byen. Jacob sender altid penge jeg bruger dem aldrig. Amalie skal ikke mangle noget!
Hvad siger Jacob?
Hvem spørger ham? Han har svigtet sit ansvar! Jeg må gøre det godt igen! Når han vender hjem, får han sandheden at vide, og så skal der tales klarsprog! Karen knyttede næven.
Sådan blev det. Karen sparede hverken på kærlighed, tid eller penge til Amalie. Hun tog færre vagter for at kunne passe på lillepigen. Stine fandt et arbejde og kunne trygt lade Amalie blive hos Karen, mens hun knoklede og ofte kom sent hjem.
Hele dagen på benene, og folk var umulige i dag!
Sæt dig bare, jeg bader og putter Amalie!
Jacobs næste orlov nærmede sig. Karen forestillede sig, hvordan hun ville møde sin søn i døren, måske med knyttet næve, for at sætte ham på plads. Stine blev mere og mere nervøs, men Karens kampgejst steg kun.
Jacob kommer snart og smider os ud jeg fortryder, jeg flyttede ind! I morgen går jeg i gang med at søge bolig.
Hør nu! Ingen smider nogen ud! Jeg siger det til ham, når han kommer! Det er MIG, der bestemmer her!
Jamen, Karen, jeg kan ikke forlade mig på andres venlighed. Jacob tror sikkert, jeg kun vil have hans penge. Men jeg har ikke bedt om noget! Du har gjort alting men jeg må klare mig selv. Vi besøger dig gerne, men jeg flytter hjem til mine forældre
Det behøver du ikke! Karen satte sig for Stine og Amalie skulle ingen steder. Hun blev stadig mere sikker.
Jeg tænker på at skrive lejligheden over på Amalie, sagde Karen en aften over middagsbordet. Så der aldrig bliver nogen tvivl. Jacob bliver jo aldrig gift, så der skal være noget til barnebarnet. Han er jo ikke engang officielt faren, Karen sendte Stine et blik.
Undskyld, mumlede Stine. Jeg troede bare
Jeg forstår, men vi må få styr på papirerne. I morgen går vi på kommunen!
Det er ikke nødvendigt, Karen mine forældre har også en lejlighed
Lad nu det ligge! Jeg har besluttet det!
Men banken og kommunen sagde nej: For at skrive over på Amalie, skulle Jacob først skrives ud. Karen var irriteret, men besluttede at vente de få dage, til Jacob kom hjem. Stine blev mere fraværende.
En dag bemærkede Karen efter sin vagt, at Stines ting var pakket i en stor taske bag sengen.
Hvad er det nu? Skal du flytte?
Jeg bliver nødt til det! Når Jacob kommer
Nej! Du og Amalie bliver her! slog Karen fast. Lidt efter, lettere opblødt: Og stop nu det overarbejde! Du ved, hvor kortet ligger, og du kender koden. Brug nogle af pengene du behøver ikke knokle hele tiden. Amalie savner allerede dig. Hvis Jacob skal være med, skal du vise ham, du kan klare hjemmet.
Stine var tavs. Jacob kom om to dage.
* * *
I daggryet den dag, Jacob skulle komme hjem, sneg Karen sig ind på værelset for at beundre de to sovende. Men Stine var væk, Amalie sov trygt alene.
Hvad nu? Hvor kan hun være klokken seks? Stine er aldrig taget på job så tidligt!
Karen gik i køkkenet for at blive færdig med maden til sønnens hjemkomst, og for at trøste sig selv: Hun ville møde ham i døren med Amalie på armen og få ham til at bede Stine om undskyldning, når hun kom hjem.
Endelig lød dørklokken.
Jacob stod forbløffet i døren, da han så sin mor med et lille barn på armen.
Hej, mor. Hvem er det barn? Hvad er der sket, mens jeg har været væk?
Du ved det udmærket selv!
Jeg forstår ingenting, sagde Jacob, og gik ind for at tage skoene af. Fortæl mig dog, hvilken mærkelig historie du har rodet dig ud i denne gang.
Mærkelig? Ja, jeg har fundet mit barnebarn, Amalie! Sådan én historie!
Mit barnebarn? Har jeg fået søskende uden at vide det? spurgte Jacob.
Stop nu det der, Jacob! Stine har fortalt mig alt! Jeg har ikke opdraget dig til dét her!
Stine? Jeg forstår ikke. For det første bad jeg dig holde dig væk fra hende. Hvad har hun og det barn til fælles?
I vrede fortalte Karen nu hele historien, uden at skåne ham. Jacob rystede på hovedet.
Du er da umulig, mor! udbrød han.
Skal du kalde mig naiv igen? Gør det bare! Jeg
Det er ikke mit barn! Stine har narret dig, mor! Du er alt for godtroende. Hun er bare ude på penge! Hvad har hun taget?
Ingenting! Du er urimelig!
Mor! Tjek dine indeståender! Hun har sikkert sneget sig væk med det hele!
Hun er på arbejde! fastholdt Karen.
Skænderiet bølgede frem og tilbage, indtil Jacob endelig opgav og gik med til at vente på, at Stine kom hjem og forklarede sig.
De ventede til sent ud på natten. Karen fortalte i detaljer om sit møde med Stine, hvordan de havde boet sammen, hvor meget hun ville gøre for Amalie, og hvordan hun havde forsøgt at overdrage lejligheden til barnet. Jacob gentog igen og igen, at hans mor var blevet taget ved næsen, men
Jeg tror dig ikke! Stine er en god pige
Hun er en svindler, og du faldt for det nemt!
Hold nu op! Når hun kommer, skal du se! Jeg leger med mit barnebarn imens!
Det er ikke dit barnebarn!
Karen sendte ham et vredt blik.
Vi kan jo tage en DNA-test, påpegede Jacob.
Ja, det gør vi og punktum! sagde Karen og gik ind på værelset.
Aftenen blev til nat. Stine dukkede ikke op. Heller ikke dagen efter. Hendes telefon var slukket. Karen opsøgte arbejdspladsen, hvor Stine sagde, hun var ansat men ingen havde hørt om hende. Selv billederne kendte de ikke.
Fortvivlet skyndte hun sig hjem pengene og kortet var væk. Ingen spor af Stines ejendele bare Amalies. Først dér ramte sandheden Karen.
Nej, jeg kan ikke tro det! Hun kunne da ikke bare efterlade Amalie og forsvinde?
Jo, hun kunne alt muligt, sagde Jacob dystert. Hvorfor har jeg blandet mig med hende Mine venner advarede mig, hun var fejt. Og da min ven Thomas fortalte hun snød ham også. Da jeg fandt ud af, at hun ventede barn vidste jeg ikke hvad jeg skulle tro.
Hvor er jeg dog dum og naiv! græd Karen. Hvorfor fortalte du mig ikke, hvad hun var for en?
Jeg ville ikke såre dig, mor. Du tror altid det bedste om folk
Hvad nu?
Vi må anmelde det til politiet! Godt du ikke nåede at skrive lejligheden over! Så havde du stået på gaden!
De anmeldte det. Men Stine var forsvundet fra landet, som dug for solen. Måneder gik, uden nyt. Hun havde ikke nået at hæve ret meget Jacob spærrede kontoen i tide. Dankortet blev siden fundet på Hovedbanegården i København.
Imens lod myndighederne Karen passe Amalie. Hun måtte dog stoppe med arbejdet et stykke tid heldigvis havde Jacobs opsparing kunnet klare det. DNA-testen beviste, at Jacob ikke var faren, men Karen havde knyttet sig så stærkt til Amalie, at hun slet ikke kunne give slip. Efter samtale med Jacob besluttede de sammen at opfostre Amalie som deres egen. Der gik måneder med papirarbejde for at skabe plejetilladelse, for Jacob fik afslag, men Karen måtte tilbage på apoteket og fik Amalie i en god vuggestue. Arbejdet truede med at vælte alt, men rutiner fandt sin form. De fandt ro.
Et år senere, da Jacob igen vendte hjem efter et togt, førte han en kvinde med sig:
Mød min kone, mor hun hedder Trine. Vi skal alle bo sammen nu.
Jamen Karen kastede et blik mod børneværelset, usikker på, om Jacob havde fortalt konen alt.
Men Trine smilede varmt:
Hvor er det dejligt at møde dig, Karen! Jacob har fortalt mig alt, og jeg beundrer virkelig det, du har gjort! Hvis jeg må være med i Amalies liv, ville jeg være lykkelig hun så på sin mand.
Og jeg stopper med at sejle og så adopterer Trine og jeg Amalie officielt. Nu kan det lade sig gøre!
Karen strålede af glæde:
Åh, hvor er jeg lykkelig! Kom, kom ned og sæt jer! Jeg har lavet rigeligt mad til alle! Nu bliver vi én stor familie nu er jeg lykkelig! Og hun tørrede en glad tåre væk fra kinden.
