Så længe man lever, er det aldrig for sent. Fortælling
Nå, mor, som vi har aftalt, så henter jeg dig i morgen og kører af sted med dig. Jeg er sikker på, du kommer til at elske stedet, sagde Bjarne og rodede rundt i entréen, mens han tog sko og jakke på og lukkede hoveddøren bag sig.
Agnete trængte sig tungt ned i sofaen. Efter megen overtalelse havde hun gået med til at tage af sted. Naboerne sagde smilende:
Hvor er din Bjarne altså omsorgsfuld. Nu giver han dig ferie igen. Tænk, sådan en søn.
Alligevel nagede en tvivl i Agnetes hjerte. Men pyt, i morgen ville alting vise sig.
Næste morgen kom Bjarne tidligt. Han bar hurtigt moderens kufferter ned i bilen, fik hende spændt fast og kørte af sted.
Se, sådan har vi det ikke, hviskede naboerne til hinanden på bænken hendes søn har endda ansat hjemmehjælp til hende, og nu tager han hende på rekreation, mens vi andre må klare os selv.
Højskolen lå lidt uden for byen.
Mor, det er næsten fem stjerner, sagde sønnen med et håbefuldt blik.
Da de ankom og gik ind, hvor der kun sad ældre mennesker og sludrede på bænke, forstod Agnete straks, at hendes bekymringer ikke var ubegrundede.
Hun viste dog ikke noget, for hun havde altid holdt masken. Hun fik kort øjenkontakt med Bjarne, men han kiggede hurtigt væk. Han havde forstået, at hun selvfølgelig havde regnet det ud.
Mor, der er både sygeplejersker og spændende aktiviteter, og du kan snakke med de andre. Prøv det nu, bare i tre uger og hvis nu, sagde han stammende uden at se hende i øjnene. Hun nøjedes med at sige:
Kør nu bare, Bjarne. Og lad være med at kalde mig mor på den der barnlige måde, sig bare mor, som du gjorde før, ikke?
Han nikkede lettet, kyssede hende på kinden og kørte væk.
Agnete blev tilbudt enten et enkeltværelse eller et dobbeltværelse med en roomie. Hun valgte det sidste hun gad ikke sidde alene med sine tanker.
Hej, kære du, lød det fra sofaen, hvor en fornem dame sad endelig er jeg ikke alene længere. Jeg hedder Ilse Holgersen.
De hilste på hinanden.
Værelset var virkelig femstjernet. Sønnen havde ikke sparet på noget. Én fælles stue og to værelser, begge med eget bad og toilet.
Ilse var enke, 91 år gammel, og manglede ikke noget:
Jeg, min ven, har besluttet mig for bare at nyde det. Min lejlighed i indre by lejer jeg ud, og her får jeg det hele pleje og lægehjælp, og jeg behøver ikke løfte en finger. Jeg har skrevet lejligheden over til min nevø, og i efteråret tager han mig med til Sydspanien. Og hvad med dig? Du virker jo ikke så gammel?
Agnete smilede skævt. Men lysten til at få det ud, blev for stor:
Jeg er her ikke helt frivilligt. Min søn og svigerdatter bor for sig selv nu. Vi kunne ikke rigtig sammen.
Jeg har også en stor lejlighed. Men så snart de havde råd, købte de deres egen. Flyttede ud. I starten var det faktisk rart nok svigerdatteren Cecilie og jeg vi kom ikke så godt ud af det. Og alene var det jo fint, Agnete tav et øjeblik bare ærgerligt at helbredet svigtede.
Aha, sagde Ilse mens hun satte håret foran spejlet, der er ellers dans i dag, kommer du med?
Nej, tak, i dag har jeg bare brug for lidt ro, svarede Agnete og trak sig ind på værelset for at lægge sig lidt.
Sådan skulle det vel være. Hendes barnebarn, Frida, studerede i Aarhus. Hun ville komme hjem efter eksamen og få sig sit eget.
Hun skyldte sig selv skylden.
Cecilie og hende var bare for forskellige, og hun indrømmede for sig selv, at hun havde været for dominerende. Bjarne blev fanget i midten, men hun havde egentlig bare villet, at han valgte hende som mor.
Dumt.
Og da de flyttede, var det faktisk fint. Bjarne kom tit med Cecilie og Frida. Men det holdt ikke igen begyndte hun at føle, at intet var, som det skulle være.
Hun havde selv bedt om det.
Det begyndte at føles som om, alle havde glemt hende. Hun begyndte at overdrive sine skavanker, spillede svag. Håbede, at de så ville komme oftere. Men sønnen tænkte anderledes. Måske var han bange for, at hun og Cecilie igen skulle gå i clinch. Eller også havde han bare alt for travlt.
Hun, Agnete, tænkte mest på sig selv.
Hun havde kun sig selv at bebrejde.
Så hyrede han en besøgsveninde til hende, så en anden. Men ingen af dem passede hende. Hun ville bare have mere opmærksomhed fra sine egne, men det gik ikke som hun havde håbet.
Barnebarnet Frida var rejst til Aarhus for at læse. Hun ringede dog ofte:
Mormor, jeg kommer snart hjem, jeg har det godt. Og du?
Jeg har det godt, svarede Agnete.
Mormor, du må ikke savne for meget, jeg er snart hjemme, Frida holdt virkelig af sin mormor.
Alt var hendes egen skyld.
Hun havde sagt til Bjarne, at hun var begyndt at rode med medicinen og glemme ting. Overdrev.
Hun håbede, han ville invitere hende hjem at bo.
Men Bjarne blev nok bare bange og troede, hun var blevet svagelig. De havde jo begge job hvem skulle passe hende? Så nu havde han kørt hende herhen.
Til denne femstjernede højskole for ældre.
Agnete så sig i spejlet:
En ældre kvinde knap firs, og hvad så?
Hovedet fejlede ikke noget. Kroppen kunne endnu.
Nå, måske var det også bedst sådan.
Hun lagde sig og faldt i søvn.
De tre uger sneglede sig af sted.
Bjarne kom hver fredag. Havde lækkerier med, men der manglede ikke noget her.
Alt ville være perfekt, hvis det bare var ferie på et luksushotel. Men tanken om, at dette kunne blive permanent, gjorde hende trist.
Vi har undersøgt din mor. Agnete har faktisk et rigtig fint helbred, kun nerverne driller lidt, men det gælder jo alle, sagde kontaktpersonen til Bjarne, næste gang han besøgte stedet.
Og pludselig så Agnete, at han blev overrasket og virkelig lettet. Hun havde gået og troet, de bare ventede på, hun skulle forsvinde.
En dag kom Frida pludselig stormende:
Mormor, far sagde, du er på ferie? Her er godt nok mærkeligt. Jeg har afleveret speciale, tillyk mig! Skal du snart hjem? Jeg er hjemme nu, og det er koldt uden dig. Vil du bo med mig?
Agnetes hjerte slog et ekstra slag Frida mente det virkelig.
Far kommer i morgen, så du skal bare gøre dig klar, vi henter dig hjem!
Agnete nikkede bare hun kunne næsten ikke lade være med at græde.
Ilse sad og tog frisuren på plads foran spejlet:
Du skal bare hjem, min ven, sagde hun med et blik af skjult misundelse, du er ikke en af os, du er et hjemmemenneske, og så forlod hun stuen med rank ryg.
Agnete fik pakket sammen, stadig i tvivl om hun virkelig kunne komme væk fra dette paradis.
Bjarne kom tidligt. Han trådte ind, smilede og sagde bare:
Mor, og gav hende et stort kram.
I bilen sad Frida og overraskende nok også Cecilie. De så tøvende på hinanden, og pludselig blev Agnete varm indeni:
“Det er min egen skyld. Jeg ville altid have det hele som jeg ville. Glemte at lade de andre leve. Hvorfor dog? Nu ser de spørgende på mig. Det her er jo min familie.”
Tak, hviskede Agnete næsten lydløst, da Bjarne åbnede døren for hende, og hun satte sig ind.
Agnete kørte hjem, og hjertet var fyldt af glæde.
Nu ville det hele blive anderledes. Nu troede hun på det gode.
For det er aldrig for sent bare at leve, at være lykkelig, og gøre andre lykkelige.
