Dette er ikke dit hjem
Malene så med et tungt hjerte rundt i huset, hvor hun var vokset op fra barndommen af. Hun var atten år, og følte sig allerede dybt skuffet over livet. Hvorfor skulle skæbnen være så hård ved hende? Hendes mormor var død og hun havde ikke kunnet få plads på universitetet, fordi nabopigen til optagelsesprøven havde snydt og kopieret alting fra hende, og ovenikøbet hviskede noget til tilsynsførende, da hun afleverede først. Han blev mørk i blikket, bad Malene vise sine svar og anklagede hende for at have snydt og hun blev bortvist uden mulighed for at bevise sin uskyld. Senere fandt Malene ud af, at denne pige var datter af en rig købmand i byen. Hvordan skulle hun nogensinde kunne stille noget op mod sådan en familie?
Som om det ikke var nok, dukkede hendes mor op igen i hendes liv, sammen med to egne sønner og en ny mand. Hvor havde de mon været alle de år? Malene var opdraget af sin mormor, mens hendes mor kun havde været der de første fire år og selv dér var der ikke megen varme. Mens hendes far var på arbejde, gik moren ud og morede sig og lod Malene være alene hjemme. Selv som gift var hun altid på jagt efter “en rigtig mand”, og det skjulte hun hverken dengang eller da Malenes far pludselig døde.
Som ganske ung enke sørgede Karina ikke længe. Hun pakkede sine ting, efterlod fireårige Malene på mormors trappesten og solgte lejligheden, hun havde arvet fra Malenes far, og rejste væk uden et farvel. Mormor Ragnhild forsøgte forgæves at appellere til hendes samvittighed.
Karina kom sjældent forbi, og Malene havde aldrig indtryk af, at hun egentlig interesserede sig for hende. Da Malene fyldte tolv, dukkede moren dog op med lille Svend, som dengang var syv, og krævede at mormoren skulle skrive huset over på hende.
Nej, Karina! Du får ikke noget som helst! svarede moren bestemt.
Når du dør, bliver det alligevel mit! snerrede Karina koldt, kastede et irriteret blik mod Malene, trak Svend med sig og smækkede døren bag sig.
Hvorfor skændes I altid, når hun kommer, mormor? spurgte Malene forsigtigt.
Fordi din mor tænker kun på sig selv. Jeg har ikke opdraget hende godt nok. Skulle have været strengere, sukkede Ragnhild Nielsen.
Mormor blev syg uden varsel. Hun havde aldrig klaget. Men en dag efter skoletid fandt Malene hende helt bleg, siddende stille i stolen på altanen. Malene havde aldrig set hende uvirksom før.
Er der noget galt? spurgte hun bekymret.
Jeg har det ikke godt ring efter lægevognen, lille Malene sagde mormoren stille.
Så fulgte sygehuset, drop, og døden. De sidste dage lå Ragnhild på intensiv, og Malene måtte ikke besøge hende. I fuldkommen fortvivlelse ringede hun til sin mor, som først nægtede at komme, men da Malene fortalte om intensiven, dukkede hun alligevel op dog først til begravelsen. Tre dage efter stak hun et testamente i hånden på datteren:
Dette hus tilhører nu mig og mine sønner! Ove kommer snart. Jeg ved godt, I ikke kommer ud af det sammen. Så bo hos faster Grethe en tid, ikke?
Man kunne ikke høre den mindste sorg i morens stemme. Det virkede nærmest som lettelse, at Ragnhild var død nu var hun jo arving!
Malene kunne ikke argumentere i sin sorg. Testamentet var klart, og så hun boede det første stykke tid hos faster Grethe farens søster som var en letlevende dame, der stadig mente, hun kunne finde sig en rig mand. Der var altid fremmede, larmende og ofte svært berusede folk på besøg, og Malene kunne slet ikke holde ud at være der. Flere af mændene syntes også at få øje på hende på en ubehagelig måde.
Da hun fortalte sin kæreste, Peter, om det hele, blev han både vred og løsningsorienteret:
Jeg finder mig ikke i, at gamle mænd glor på dig eller prøver på noget! udbrød han, og trods sine bare nitten år erklærede yderst beslutsomt: Jeg taler med min far i dag. Vi har en lille etværelses i udkanten af Århus. Far sagde, at jeg kunne flytte ind, hvis jeg kom på uni. Jeg har holdt mit, nu er det hans tur.
Men hvad har det med mig at gøre? forvirret spurgte Malene.
Hvad mener du? Vi to skal bo sammen der!
Men vil dine forældre virkelig gå med til det?
De har ikke noget valg. Og regn med, at jeg lige nu frier til dig: Vil du gifte dig med mig og dele lejlighed?
Malene kunne næsten græde af lettelse:
Selvfølgelig ja!
Fasteren blev glad, da hun hørte om det kommende bryllup, moren derimod nærmest hvæsede:
Nå, nu skal du giftes? Mon ikke! Gav du op med universitetet og fandt en anden vej! Du får ingen penge af mig, det kan du være sikker på. Og huset er mit! Du får intet!
Sådan ramte moderens ord hårdt. Peter måtte nærmest tyde Malenes gråd for at forstå, hvad der var sket. Han kørte hende hjem til sine forældre, som tog hende til sig og trøstede.
Peters far, Henrik, lyttede roligt til alle de sorger, den unge kommende svigerdatter havde gennemlevet.
Sikke en ulykke, stakkels barn! Hvilken slags mor kan dog sige sådan? udbrød Peters mor.
Jeg undrer mig over noget andet, sagde Henrik. Hvorfor fortsætter din mor med at tvære huset ud i hovedet på dig, hvis testamentet er i orden?
Det ved jeg ikke hikstede Malene Mor og mormor har altid skændtes om huset. Først ville hun sælge, så at huset skulle skrives over på hende. Mormor nægtede, for som hun sagde: hvis hun gjorde det, så stod vi begge på gaden.
Underligt, brummede Henrik. Har du været til notar efter din mormors død?
Nej, hvorfor?
For at gøre krav på arven, selvfølgelig.
Men det hele var jo testamenteret til mor. Jeg er kun barnebarn. Og mor viste mig testamentet.
Tingene er ikke så enkle, sagde Henrik. Vi går til notaren på mandag. Men nu skal du hvile dig.
Malene nåede at støde på sin mor igen. Hun havde medbragt papirer, Malene skulle skrive under men Peter greb ind:
Hun underskriver ikke noget!
Hvem tror du, du er? Hun bestemmer selv! skar moren gennem luften.
Jeg er hendes kommende mand, og jeg mener ikke, hun skal underskrive noget, der kan skade hende.
Karina blev rasende, men måtte opgive og forlade stedet uden de ønskede underskrifter. Henriks mistanke voksede.
Efter weekenden tog han og Malene til notar:
Lyt nøje, og LÆS ALT igennem, inden du skriver under! sagde han.
Notaren var korrekt. Malene udfyldte papirerne, og næste dag fik de besked om, at sagen om arv var rejst. Mormor havde opsparet et mindre beløb på en konto til Malenes uddannelse, som ingen anede eksisterede.
Hvad så med huset? spurgte Henrik.
Huset har længe været overdraget til Malene som gave. Ingen andre dokumenter foreligger.
Hvad mener du?! sagde Malene målløs.
Din mormor kom herind for nogle år siden for at sikre huset gik til dig. Da du nu er atten, er det juridisk dit.
Men testamentet?
Det blev skrevet syv år før og er senere annulleret. Din mor ved det næppe. Huset er dit, du har ret til at bo der.
Henriks mistanke var bekræftet.
Hvad gør vi nu? spurgte Malene rådvild.
Vi siger klart, at hun må flytte.
Hun vil aldrig gå! Hun har allerede pakket alle mine ting for at smide mig ud!
Der er myndigheder til den slags.
Da Karina fik besked, eksploderede hun:
Din utaknemmelige unge! Du vil smide din egen mor på gaden? Pakkede du også dit hoved sammen med dine ting? Tror du, jeg tror på det? Far og søn har vist rottet sig sammen! Jeg har bevis for, at det er mit! Testamentet siger det!
Det kan du tro, stemmede Ove (Karinas mand) i, og truede dem vredt. Henrik svarede roligt:
Trusler og vold kan give dig problemer med politiet, så vær varsom!
Hvem tror du, du er? Kom så ud huset er til salg! Købere kommer snart!
Men i stedet ankom politiet. Efter at have talt alle til ro, blev de beordret til at forlade stedet, ellers ville der blive tale om straffesag. Karina, hendes mand og drenge var rasende, men havde intet valg. Malene vendte hjem. Peter nægtede at lade hende være alene, af frygt for morens mand, og flyttede ind hos hende.
Han fik ret. Karina og Ove blev ved at genere hende længe. Da Karina fandt ud af, at mormor havde efterladt en opsparing, gik hun til notaren for at kræve del af pengene. Inden for lovens rammer fik hun en andel. Men huset forblev hos Malene, uanset hvad Karina prøvede. Først da hun havde rådført sig med alle byens advokater, opgav hun til sidst og tog hjem med familien. Malene så hende aldrig mere.
Hun blev gift med Peter. Næste sommer kom hun ind på universitetet og læste netop det, hun altid havde drømt om, og på tredje år fik hun deres første barn. Hun var evigt taknemmelig for den opbakning, hun havde mødt hos sin mand og svigerfamilie, og hun levede lykkeligt siden.
Odette
—
—
Gåden
Huset var gammelt, men velholdt. Det havde ikke stået tomt længe, så det var hverken forfaldent eller forsømt. “Heldigvis!,” tænkte Lise. “Jeg har ikke nogen mand i øjeblikket. Kommer sikkert heller aldrig til det igen. Og jeg er ikke én af de der seje danske kvinder, der kan alt: slå søm i, stoppe vilde heste, eller løbe gennem flammerne!”
Hun gik op på trappen, fandt nøglen i tasken og låste det store hængelås op.
***
Det var Lise en lidt fjern slægtning, bedstemor Bodil, havde testamenteret huset til. Hun var en ældre kvinde, hvis slægtskab Lise aldrig havde forstået helt. Så vidt Lise kunne regne ud, var Bodil næsten hundrede år, da hun døde. Lise var vist nok grandniece eller noget lignende; i hvert fald både en der kunne sy og lave mad.
Lise havde besøgt Bodil engang som ung. Selv der var Bodil allerede oppe i årene. Men hun insisterede altid på at klare sig selv, aldrig bede om hjælp. Så en dag var hun der bare ikke mere.
Da nogen ringede til Lise og fortalte, at hendes bedstemor var død i landsbyen Gådehøj, gik det først ikke op for hende, at det var Bodil. Og hun kunne ikke forestille sig, at huset og tolv tønder land skulle arves af netop hende.
En gave til din fremtidige pension! lo Lises mand, Michael.
Ikke tale om der er længe til pension. Jeg er kun fireoghalvtreds. Når jeg endelig kan trække mig tilbage, flytter de sikkert alderen igen. Så det er bare en gave fra oven. Jeg kan bare ikke se, hvorfor. Jeg vidste ikke engang, at Bodil stadig levede! Troede, hun for længst var død! Nå ja, jeg er nu ikke i en position, hvor jeg kan tillade mig at være næsvis. Hvis jeg arver, så bruger vi det.
Eller sælger vi det! sagde Michael og gnubbede hænder.
***
Godt, de ikke solgte. For et par måneder efter at have arvet, skete der noget, Lise ikke var forberedt på: hendes elskede Michael var hende utro. Ja, sådan kan det gå. Hår mindst og djævel i hjertet…
