Jeg var klar over min bror Mikkels manglende ansvarlighed, men jeg havde aldrig forestillet mig, at han kunne finde på sådan noget. Han efterlod sin femårige søn, Emil, hos vores ældre forældre, fordi hans nye kone, Sofie, nægtede at acceptere barnet fra hans første ægteskab. Hans forklaring var, at han nu ville starte på en frisk.
Da Mikkels første kone, Katrine, døde, var han kun 25 år gammel. Hele familien holdt af hende; hun var varm og omsorgsfuld og havde en stor betydning for Mikkel og Emil. Efter hendes død stod Mikkel alene med opgaven at passe på Emil, og vi var flere, der støttede ham. Jeg hentede ofte Emil i børnehaven, og vores mor så efter ham i weekenderne. Vi forstod alle, at Mikkel havde behov for at genopbygge sit liv og ikke let kunne klare det hele selv.
Derfor tøvede vi heller ikke med at tilbyde al den hjælp vi kunne. Det første år efter Katrines bortgang brugte Mikkel meget tid sammen med Emil og engagerede sig i hans opdragelse. Min mor og jeg stod for husholdningen og lavede mad, så Mikkel kunne følge med i sit job. Et år senere fortalte han, at han havde mødt en ny kvinde, Sofie, og ville giftes med hende. Han forsikrede os om, at de kendte hinanden godt og ikke ønskede at vente. Desværre blev det hurtigt tydeligt, at Sofie ikke ønskede at tage del i opdragelsen af Emil, og efter brylluppet opholdt Emil sig mere og mere hos os. Vi troede først, det bare var midlertidigt, og lod det passere, så de kunne vænne sig til deres nye hverdag.
Efterhånden stod det klart, at Emil nærmest boede hos os. Mikkel fortalte direkte, nærmest ligegyldigt, at Sofie ikke ville have ham i hjemmet, og derfor mente han, at Emil burde bo permanent hos vores forældre, mens han selv kunne fokusere på sit nye liv. Vores forældre forsøgte stadig at undskylde hans handlinger, men jeg kunne ikke acceptere beslutningen, især med tanke på deres høje alder og helbred. Det er svært at fatte, hvordan en far kan lægge hele ansvaret for sit barn over på sine ældre forældre. Jeg undrede mig over, hvorfor min bror ikke havde været ærlig om Sofies syn på situationen, før han giftede sig.
Da jeg tog samtalen med Mikkel, hævdede han, at det ikke var hans skyld, og påstod, at Sofie ikke kunne finde fælles fodslag med Emil. Han lovede at besøge sin søn oftere, og at alting nok skulle falde på plads med tiden. Men jeg mener, at hans opførsel er uacceptabel. Jeg ønsker ikke længere at opretholde et forhold til ham, og hvis Mikkel fortsætter, vil jeg tage skridt til at fratage ham forældremyndigheden. Jeg overvejer endda at adoptere Emil, for jeg kan ikke bære at se ham lide på grund af sin fars manglende ansvar.
I Danmark lægger vi vægt på fællesskab, omsorg og forpligtelse overfor familien. Det er vigtigt at huske, at det at være forælder ikke bare er en titel, men en livslang opgave, der kræver at man sætter barnet først ikke kun når det er nemt, men også når det er svært. At tage ansvar er ikke kun noget vi gør for os selv, men for dem, vi elsker.
