Da min bror fyldte 18 år sidste måned, kom han med en overraskende nyhed han ville gifte sig med sin kæreste, Mille. Vores forældre var alt andet end begejstrede for denne vending. De havde aldrig været glade for Mille, særligt på grund af hendes mangel på gode manerer og en tilsyneladende ligegyldighed overfor skolen. Hun gik på HF, men dukkede sjældent op til undervisningen, hvilket virkelig gik vores forældre på. De mente, at hun havde en dårlig indflydelse på min bror og trak ham væk fra det, der var vigtigt.
Millies uhøflige opførsel og hendes måde at klæde sig sjusket og upassende på bekræftede kun vores forældres bekymringer endnu mere. Selv hendes egen familie brød sig ikke meget om forholdet og ønskede ikke, at min bror kom for meget i deres hjem. Selvom de havde været sammen under samme tag i to år, havde Mille endnu ikke vist nogen kvaliteter, som kunne få vores forældre til at se anderledes på hende.
Min bror blev rasende over vores forældres indvendinger, men han holdt fast. Han sagde, at han ikke ville opgive sin kærlighed på grund af dem. For mit eget vedkommende var jeg hverken for eller imod Mille, men jeg frygtede, at hendes tilstedeværelse ville skabe splid i vores familie. Min bror boede stadig hjemme, mens Mille boede med sin mor, sin stedfar og sin lille søster. Da de ikke havde råd til at bo for sig selv, foreslog min bror, at Mille skulle flytte ind hos os og tage hans værelse.
Men det hele spidsede til, da vores far kom med nogle hårde bemærkninger han spurgte, hvordan de dog ville klare sig på et værelse, der var næsten tomt for møbler, og han insisterede på, at min bror selv måtte tage alle udgifterne. Det fik min bror til at tage sagen i egen hånd. Han krævede sin del af huset udbetalt og forlod os pludselig med kun en lille rygsæk. I mange uger drev de rundt fra ven til ven, indtil de tilsidst, udmattede men beslutsomme, vendte tilbage sammen fast besluttet på at blive sammen uanset, hvad der skete.
Da min bror så proklamerede, at han havde tænkt sig at sælge sin andel af lejligheden til en anden for at kunne klare sig selv med Mille, blev vores forældre chokerede. Han lod forstå, at han var villig til at tage skridtet fuldt ud, hvis de ikke accepterede Mille. Det endte med en voldsom konfrontation, og igen pakkede han sine ting og forsvandt. Nogen mente, at Milles mor måske havde tilskyndet ham til at gå så vidt, fordi hun havde lidt erfaring fra advokatbranchen og kunne give juridiske råd. Jeg forsøgte at mægle og skabe forståelse mellem parterne, men hverken min bror eller vores forældre ville høre tale om det de bad mig om at passe mine egne sager.
Det var en svær tid for os alle, og jeg håber stadig, at tid, forståelse og ærlig snak en dag kan hele sårene og bringe freden tilbage i vores familie.
