Det er allerede aften. Min svigersøn har netop fulgt sin svigermor hjem. Han sætter hendes to tasker på gulvet ude i gangen og går ind for at finde Stine. Da kvinden ser sin mor, bliver hun helt overmandet af skuffelse. “Så nu skal jeg tage mig af dig resten af mit liv? Du vil vel heller ikke flytte tilbage til din landsby senere”
For ikke så længe siden hørte jeg historien om en gammel veninde fra min barndom, som havde en trist indstilling overfor sin ældre mors skæbne. Det endte heldigvis godt svigermoren blev taget hånd om af svigersønnen, der fik hende indlagt på en god, privat plejeklinik, hvor han dækkede alle omkostningerne. Men dengang vidste Stine intet om det, og hun fik først det hele at vide, da hendes mor blev udskrevet fra klinikken.
Stines mand kommer hjem med sin svigermor, stiller taskerne og siger til sin kone: “Din mor har det bedre nu, jeg har sørget for alt, også de ting hun har brug for. Men hun skal stadig være under lidt opsyn i noget tid. Derfor bor hun hos os nu. Er det i orden for dig?”
Egentlig ville det have været mere naturligt, hvis Stine selv havde spurgt sin mand. Det handler jo trods alt om hendes egen mor. Men i stedet for at takke sin mand for at tage ansvar, bryder hun ud i et mærkeligt og uforståeligt udbrud: “Mor, jeg er lige flyttet til København for at begynde et nyt liv, og så står du her! Og nu vil du bo sammen med mig i min lejlighed! Skal jeg virkelig tage mig af dig resten af mit liv? Vil du aldrig tilbage til landsbyen?”
Den pensionerede mor bliver naturligvis rystet over sin datters reaktion. Men den, der bliver mest overrasket, er Stines mand.
Pludselig viser hans kone sig fra en helt ny side en side, han aldrig havde oplevet, da han faldt for hende. Den ældre mor begynder forsigtigt at pakke sine ting for at vende hjem, mens Stine, vred og fornærmet, smækker døren og går hjem til en veninde. Sent på natten vender Stine tilbage og finder sine kufferter pakket og ligger et togbillet på bordet. Forvirret ser hun på sin mand og spørger:
“Skal mor ikke flytte? Eller rejser du et sted hen?”
“Nej, det er dine ting og din billet. Måske skulle vi bo hver for sig et stykke tid. Jeg har længe ønsket mig børn, men i dag har jeg indset, at jeg ikke vil have, mine børn har sådan en mor. Tænk over, hvad du gør. Bo i landsbyen hos din mor lidt, og hun bliver hos mig imens. Hvis du får tænkt dig om, kan du komme hjem,” forklarer han roligt. Stine havde aldrig forestillet sig, at hendes mand ville tage sådan en beslutning.
