Efter hun var fyldt halvfjerds, var der ingen, der havde brug for hende længere, ikke engang hendes søn eller datter ringede for at ønske hende tillykke på fødselsdagen.
Margit sad på en bænk i sygehusets lille park, stille tårer løb ned ad kinderne. I dag fyldte hun halvfjerds år, men ikke én eneste hilsen havde hun fået fra sine børn. Kun hendes værelseskammerat havde ønsket hende tillykke og overrakt hende en lille gave. Sygeplejersken Birthe gav hende æble for at markere dagen. Ellers var sygehuset udmærket men personalet var kølige og fjerne.
Man kunne fornemme, at alle her vidste, hvorfor de ældre blev bragt børnene afleverer dem for at slippe for besværlige forældre. Margit var kørt hertil af sin søn, der havde påstået, hun havde behov for ro og hvile, men sandheden var, at hun var blevet til en pine for svigerdatteren.
Margit ejede sin lejlighed, men sønnen havde presset hende til at skrive under på en gaveaftale, så han kunne overtage det hele. Før hun fik set sig om, havde hun sat signaturen, men han havde forsikret, hun kunne blive boende som hidtil. I stedet rykkede hele hans familie ind, og så begyndte kampene med svigerdatteren.
Svigerdatteren fandt altid noget at klage over: silden smagte ikke som den skulle, der var vand på badeværelsesgulvet og meget andet. Første gang havde sønnen forsvaret sin mor, men siden hævede også han stemmen imod Margit. Hun lagde mærke til, hvordan de hviskede sammen i krogene.
Så begyndte sønnen med hentydningerne om, at hun burde på rekreation og få det bedre. Margit spurgte ham lige ud, mens hun så ham i øjnene:
Har du besluttet at sende mig på plejehjem, søn?
Sønnen rødmede, stirrede ned i gulvet og svarede:
Mor, hvorfor begynder du det er bare et rekreationshjem, tag derhen en måneds tid, så kan du komme hjem igen senere.
Han kørte hende derhen, underskrev nogle papirer, lovede at besøge hende snart, og forsvandt. Nu havde hun boet der i to år.
Hun havde prøvet at ringe til sønnen, men en fremmed var taget telefonen og havde tørt fortalt, at hendes søn havde solgt lejligheden. Hun anede ikke længere, hvor han var. De første nætter græd hun meget, for hun vidste allerede, da hun blev kørt derud, at hun aldrig kom hjem igen. Smerten var særlig stor, fordi hun for mange år siden havde svigtet sin datter for sønnens skyld.
Margit var vokset op på landet, i en stor gård med marker og heste. En dag kom naboen forbi og fortalte hendes mand, at i København gik det bedre der var fast arbejde og gode lejligheder.
Hendes mand tændte på idéen, overtale Margit, de solgte alt og flyttede til hovedstaden. Naboen havde haft ret; de fik hurtigt deres egen lejlighed, kunne efterhånden købe møbler, og selv en gammel Folkevogn, som hendes mand dog kom ud for et uheld i.
Hendes mand døde dagen efter ulykken. Hun stod alene tilbage med to børn. For at få enderne til at mødes, vaskede hun trapper om aftenen. Margit håbede altid, at børnene, når de blev store, ville hjælpe hende, men sådan gik det ikke.
Først kom sønnen i problemer, og Margit måtte låne penge for at redde ham fra fængsel. Senere blev datteren gift og fik en søn. Til at begynde med gik det godt, men barnebarnet blev snart syg. Datteren sagde arbejdet op for at passe ham, men lægerne kunne ikke stille en sikker diagnose.
Efter nogen tid blev barnebarnet undersøgt grundigt, og endelig fandt lægerne en sjælden sygdom, som kun kunne behandles på et bestemt hospital. Ventelisten var lang. Mens datteren var ved at få sønnen behandlet, gik hendes mand fra dem. På hospitalet mødte datteren en enkemand, hvis datter havde den samme sygdom.
De begyndte at bo sammen, og fire år efter skulle den nye mand opereres en dyr operation. Margit havde sparet penge op til udbetaling på en lejlighed til sønnen, penge som datteren nu bad om at låne. Margit nægtede, hun ønskede ikke at ofre sine opsparinger for en mand, der ikke var hendes familie. Datteren blev såret og sagde, at hun ikke længere havde nogen mor. De har ikke talt sammen i elleve år.
Margit rejste sig langsomt fra bænken og bevægede sig tilbage til opholdsstuen. Da hørte hun pludselig noget:
Mor!
Hendes hjerte sprang et slag over. Hun vendte sig og der så hun sin datter stå. Benene ville næsten ikke bære hende, og hun var nær ved at falde, men datteren greb hende.
Jeg har ledt efter dig i så mange år. Bror nægtede at give mig adressen. Først da jeg truede ham med en advokat over salget af din lejlighed, gav han mig navnet på stedet.
Mor, undskyld, at jeg ikke har besøgt dig før. Først var jeg vred, og så ventede jeg for længe og jeg skammede mig. For nogle uger siden drømte jeg, at du gik ensom rundt i skoven og græd.
Jeg vågnede med en knude i maven og fortalte min mand om drømmen. Han sagde: ‘Du må finde din mor og forsone dig.’ Da jeg kom til din gamle adresse, boede der fremmede folk, som aldrig havde set dig. Jeg måtte lede længe efter bror. Vi har fået et skønt gammelt hus ved havet. Min mand synes, du skal flytte over til os.
Margit omfavnede datteren. Denne gang græd hun men det var glædens tårer, der løb ned over hendes rynkede kinder.
