Solgt ven. Morfars fortælling
Og han forstod mig!
Det var bestemt ikke sjovt jeg indså, at det var en temmelig fjollet idé.
Jeg havde solgt ham. Han troede, det var en leg, men så gik det op for ham, at jeg virkelig havde solgt ham.
Tiden er jo altid sin egen for alle. Nogle nøjes med lidt, andre skal have både rugbrød og leverpostej for at være tilfredse.
Vi har altid levet lidt forskelligt, og der har været mange historier.
Dengang var jeg lille, ikke meget højere end dørhåndtaget. Min morbror, Onkel Poul, forærede mig engang en fårehundehvalp, og jeg var ovenud lykkelig. Hvalpen blev hurtigt min skygge, forstod hvad jeg mente næsten før jeg åbnede munden, og så på mig med de der forventningsfulde øjne, der hele tiden spurgte, hvornår jeg mon ville finde på noget.
Dæk! sagde jeg, når jeg havde ventet ekstra længe, og straks lagde han sig, helt klar til at smelte af kærlighed for mig.
Plads! råbte jeg, og straks stod han på sine stumpede ben, med munden fuld af forventningsspyt, klar til at få en belønning.
Men jeg havde ikke noget at forkæle ham med. Vi sultede nærmest selv på det tidspunkt.
Sådan var det altså dengang.
Onkel Poul, mors bror ham der engang gav mig hvalpen sagde en dag til mig:
Du må ikke være ked af det, knægt. Se, hvor trofast han er! Sælg ham, og kald så på ham bagefter, så løber han jo bare hjem til dig igen. Der er ingen, der opdager det. Så får du penge til lidt lækkert til både dig og din mor. Lyt til gamle Onkel Poul, han ved, hvad han taler om.
Idéen syntes meget snedig! Jeg tænkte slet ikke over, at det måske ikke var det rareste at gøre. Det kom jo fra en voksen, og så var det vel kun for sjov? Og så ville jeg få en pose slik måske endda marcipanbrød.
Jeg hviskede den samme plan i det varme, pjuskede øre på Trofast at jeg ville aflevere ham, men så komme og kalde, og han skulle løbe hjem til mig.
Og han forstod mig! Han gøede en gang, som om: Fint, det kører vi med.
Næste dag fandt jeg snoren frem og gik med ham ned til stationen. Der solgte folk alt muligt: blomster, agurker, æbler.
Mens folk strømmede fra toget og begyndte at prutte om prisen, gik jeg lidt frem med Trofast. Men ingen lagde mærke til os.
Til sidst, da det næsten var forbi, kom en mand med alvorligt ansigt hen:
Nå, knægt, står du her og venter på nogen, eller har du måske en hund til salg, hva? Sikke en flot hvalp ham tager jeg! sagde han og stumpede nogle sedler ned i hånden på mig.
Jeg gav ham snoren, og Trofast vrikkede nysgerrigt med hovedet og nøs glad.
Så, Trofast, gå med ham nu, ven. Jeg kalder på dig senere. Så løb du, hvisker jeg til ham. Og Trofast fulgte manden, mens jeg gemte mig og holdt øje for at se, hvor min ven blev af.
Om aftenen kom jeg hjem med et franskbrød under armen, lidt pålægschokolade og et net med bolcher. Mor så på mig med løftede bryn:
Har du nu været fræk, hvad? Hvor har du de ting fra?
Ej, mor, jeg bar bare nogle tasker ved stationen, så gav folk mig lidt penge.
Godt så, min dreng. Spis nu, jeg er træt. Så i seng med os begge.
Hun spurgte ikke engang til Trofast hun havde vist ikke helt vænnet sig til ham endnu.
Onkel Poul dukkede op næste morgen. Jeg skulle til at gå i skole, men jeg tænkte kun på Trofast jeg ville bare af sted efter ham.
Nå, så solgte du din ven! grinede han og daskede mig i nakken. Jeg undveg og svarede ikke. Jeg havde ikke sovet hele natten. Ikke en bid af brødet eller pålægget kunne jeg få ned.
Det var ikke spor sjovt, jeg indså hurtigt, hvor åndsvagt det hele var. Ikke så sært, at mor aldrig brød sig om Onkel Poul.
Han er tosset, lad nu være at lytte til ham, sagde hun tit.
Jeg greb min skoletaske og løb ud tre kvarter til fods uden at trække vejret.
Trofast sad bag et højt hegn, bundet med et tykt tov.
Jeg kaldte på ham, men han så bare på mig helt trist, med hovedet på poterne og halen logrende. Han prøvede at gø, men stemmen knækkede over.
Jeg havde solgt ham. Han troede, det var en leg, men nu forstod han det var alvor.
Så dukkede manden op i gården og rynkede brynene af Trofast. Halen blev stiv som en kost, og jeg forstod, at nu var det for sent at gøre det om.
Samme aften slæbte jeg kufferter for folk på stationen. Man fik ikke meget for møjet, men jeg fik samlet det, jeg manglede. Med hjertet på højkant gik jeg tilbage og bankede på hos manden. Han tog imod mig med et overrasket blik:
Hvad laver du her igen, knægt?
Undskyld, onkel jeg vil gerne købe min hund tilbage, sagde jeg og rakte ham pengene.
Han betragtede dem længe, tog dem så, og løsnede stille tovet:
Tag ham, dreng. Han savner jo dig, han bliver aldrig nogen vagthund. Pas nu på, måske tilgiver han dig ikke sådan lige.
Trofast så på mig med bedrøvede øjne. For første gang havde vores leg føltes som en prøve.
Men så kom han hen, slikkede min hånd, og stødte sin kolde næse ind mod min mave.
Mange år er gået siden dengang, men jeg lærte man sælger aldrig venner, ikke engang for sjov.
Og min mor blev glad: I går var jeg for træt, men så manglede der jo noget. Hvor var Trofast? Nu er han hjemme, vores egen Trofast!
Onkel Poul kom forresten sjældnere på besøg derefter. Hans vittigheder var aldrig rigtig morsomme igen.
