Det var en tid for længe siden, i det stille vintermorgenlys over København, at denne historie udspillede sig. Ude i gården skrabede viceværten energisk sneen væk med sin skovl, så det knasede i den ellers stille gade. Hoveddøren i opgangen smækkede hele tiden bag folk, der hastede af sted mod arbejde i byen.
Oppe på sjette sal sad katten Felix på vindueskarmen og fulgte nysgerrigt menneskemylderet nede på gaden. I sit tidligere liv sværgede Felix til regneark og budgetter; han havde arbejdet som revisor, og pengenes dans fyldte hans tanker fra morgen til aften. Alt andet virkede ubetydeligt dengang.
Men de dage var forbi. Nu forstod Felix, at der fandtes større værdier end kolde tal og kroner; intet kunne måle sig med et kærligt blik, lidt varme i hjertet og et tag over hovedet. Resten måtte komme, hvis det ville.
Han vendte sig for at kigge ind i stuen, hvor den gamle sofa stod. På puderne lå farmor Asta og sov roligt – hans redningskvinde. Felix smuttede fra vindueskarmen og lagde sig varsomt ved hendes hovedgærde, så hans bløde pels varmede hendes tinding.
Felix vidste, at farmor Astas hoved hver morgen var tungt af smerte, så i det små gjorde han, hvad han kunne for at lindre hende.
Nu, Felix, du er vel nok lidt af en doktor, sagde Asta, da hun vågnede og mærkede hans bløde, varme krop. Endnu engang har du taget hovedpinen; det er jo næsten magi, min ven. Hvordan gør du det dog?
Felix viftede nonchalant med poten, næsten som om han ville sige, at det var såmænd småting han kunne meget mere end det!
Men inde fra entréen lød et lavmælt brum. Det var Tjalfe, gårdhunden, som igen blev jaloux. Tjalfe havde været Astas tro følgesvend i mange år. Når fremmede nærmede sig døren, bød han straks med bjæffen besked om, at her var nogen hjemme, og at farmor Asta var i gode hænder.
Af denne grund mente Tjalfe sig naturligvis som den egentlige herre i huset.
“Hvad han mon var i sit forrige liv? Måske en politimand eller en formand på byggepladsen,” tænkte Felix, idet han betragtede Tjalfe. “Den energi, han lægger for dagen! Nå, men det er hans job måske er det meget godt, han passer på.”
Åh, I mine kære, hvad skulle jeg dog stille op uden jer to, sukkede farmor Asta, mens hun rejste sig stønnende. Nu får I lidt morgenmad, og så går vi en tur ned til søen.
Og hvis der kommer folkepension i den her uge, så køber vi en stor kylling.
Ordet “kylling” fik straks begejstret stemning i stuen. Felix æltede sofaens stof med sine poter, spandt og nussede nænsomt farmors slanke, gigtplagede hånd, mens Tjalfe logrede, peb og puffede sin våde snude op på hendes knæ.
Sikke dog en forkælet knold, sagde Asta grinende og klappede Felix. Han forstår jo hvert ord, den kat. Og du, Tjalfe, du er heller ikke dum.
“Ak, hvilke levende sjæle mine dyr er, og hvor huset dog føles varmere med dem så føles ensomheden ikke så tung,” tænkte Asta og smilede for sig selv.
“Hvordan mon det ender, når jeg en dag ikke er her mere? Nogen siger ét, andre noget andet; prøv at blive klog på alt det Men hvis jeg kunne vælge, ville jeg gerne være kat næste gang hvis bare nogen gode mennesker tog mig ind. Hund ville jeg nok ikke klare jeg er for stille af mig. Men som kat, bare blid og kælen det måtte være min vej. Bare det var et hjem fyldt med godhed.”
Nå, nu rabler det for gamle Asta, lo hun sagte for sig selv. Hvad man ikke kan få ind i hovedet med alderen.
Hun så slet ikke Felix smil gennem knurhårene, da han stolt sendte Tjalfe et blik, for nu vidste han, at farmor Asta meget hellere ville være kat end hund.
Felix kunne efterhånden læse folks tanker, og det var da ikke så dårligt endda.
Sådan gik livet dengang mærkeligt og vidunderligt, på én og samme gang.
