Mikkel havde netop hældt friskbrygget kaffe op, og duften bredte sig i den lyse lejlighed på Frederiksberg. Vi havde set hinanden i seks måneder nu det var den tid, hvor små skævheder i hans opførsel virkede charmerende, og fremtiden lå som et åbent, solbeskinnet felt forude. Mikkel syntes næsten perfekt: klog, stabil, belæst, altid pæn i tøjet. Vi tilbragte weekenderne på hyggelige caféer langs Gammel Kongevej, gik ture gennem Søndermarken, diskuterede film fra Cinemateket og talte om alting og ingenting.
Men så begyndte sprækkerne at vise sig, stille og roligt. Mine tanker om et ligeværdigt forhold stod i skarp kontrast til den bekvemmelighed, han ledte efter.
Aftenen begyndte som altid, men over aftensmaden lagde han pludselig bestikket fra sig og sagde:
Alma, skal vi ikke snart flytte sammen? Det er tosset at betale for to lejligheder, når vi alligevel er halvdelen af tiden hos hinanden. Vi kunne finde en god toværelses tættere på centrum og spare lidt på huslejen.
Jeg smilede havde jo antydet det flere uger. Men straks faldt hans stemme over i et næsten forretningsagtigt tonefald.
Men vi må lige få aftalerne på plads fra start, sagde han, som om det var en kontrakt om deleøkonomi og ikke om kærlighed.
Vi gør det sådan, at økonomien er helt adskilt. Alt deles: husleje, el, mad alt 50/50, selvfølgelig.
Jeg nikkede. Fair nok.
Og hvad så med det praktiske? spurgte jeg og forventede at høre det samme: lige fordeling.
Han trak på smilebåndet, lagde hovedet lidt på skrå.
Nu er det jo sådan, at du er kvinde, så det der med hygge og hjem, det falder dig nok mere naturligt. Så du står for madlavning, rengøring, vasketøj hele molevitten. Jeg skal nok tage skraldet ud eller hænge en hylde op, hvis den falder ned, men du kan jo bedst li at have styr på hjemmet.
Der opstod en pause, tavsheden hang tungt over bordet. Jeg kiggede længe på ham, prøvede at få brikkerne til at passe.
Hvorfor hyre en rengøringshjælp, når man kan få det hele hos den kæreste?
Jeg besluttede mig for at svare med hans egne kort på hånden.
Mikkel, jeg forstår dig, sagde jeg roligt. Du vil have ligeværdighed økonomisk, fair. Du vil have et hjem med god mad, nystrøgne skjorter og rene gulve. Men jeg arbejder fuldtid ligesom dig. Jeg har hverken overskud eller lyst til at bruge mine aftener på at holde hus.
Han bed sig i læben og sagde ikke noget.
Derfor har jeg et modforslag, fortsatte jeg. Hvis vi flytter sammen og deler udgifterne, så lad os hyre en rengøringshjælp to gange om ugen: til rengøring, strygning og mad til flere dage. Vi deler udgiften ligeligt. Så er der ingen, der udbrændes, og vi har et rent hjem. Hyggen klarer jeg vælger stearinlys og gardiner.
Hans ansigt forvred sig: først overraskelse, så anspændthed, til sidst kulde. Jeg kunne næsten høre tallene rulle i hans hoved dét regnestykke brød han sig ikke om.
Hvorfor skulle vi betale en fremmed for dét? spurgte han og rynkede på næsen. Det er jo bare ekstra udgifter. Det ville da glæde mig, hvis du lavede aftensmad det er jo ikke arbejde, det er omsorg.
Så snart det handlede om den virkelige pris for kvinders arbejde i hjemmet, handlede det om kærlighed og ikke om alt det andet.
Mikkel, sagde jeg stille, hvis jeg står og laver mad efter otte timers arbejde, mens du ser serier eller spiller PlayStation, så er det ikke omsorg, men udnyttelse. Hvis vi skal have hver vores økonomi, skal vi dele både omkostninger og opgaver lige. Ellers hyrer vi hjælp, og betaler begge. Jeg har ikke lyst til at betale det samme som dig, og så arbejde dobbelt så meget.
Han svarede ikke, og resten af aftenen gik med stikkende tavshed. Til sidst sagde han, at han havde brug for at tænke over det.
Næste dag kom der ikke nogen morgenhilsen. Om aftenen dumpede en kølig besked ind om overarbejde. Tre dage senere forsvandt han fuldstændigt. Ikke et ord, ikke ét svar på beskeder eller opkald.
Ugen efter sagde en fælles bekendt, at vi slog op, fordi jeg både var smålig og ikke kunne finde ud af at være kvinde. At jeg kun gik op i penge, og slet ikke var til at stole på, hvis man drømte om familie.
Det gjorde ondt. Seks måneder, fyldt med planer og drømme, nu splintret. Men til gengæld kom lettelsen langsomt snigende.
At han forsvandt, svarede på alt. Han ledte ikke efter mig, han ville have et bekvemt hjem uden selv at skulle bidrage.
Mikkel blev væk og tak for det. Jeg har hyret en rengøringshjælp til mig selv. Nu træder jeg ind ad døren til et rent hjem, brygger en kop te og mærker roen brede sig: Der er intet mere befriende end ikke at skulle servicere én, der ikke sætter pris på det.
