Min far er ikke ringere end min mor
Mit minde om hvordan Katrine fandt sin anden mand, står stadig klart for mig. Det var for mange år siden, på et frivillig-lejr i Vadehavet, hvor man beskyttede sjældne fugles reder mod krybskytteri. Katrine havde taget sin tiårige søn, Kasper, med sig derud.
Morten, biologen, var hjertet og motoren i hele projektet en ildsjæl, med glødende øjne og umættelig nysgerrighed. Han arrangerede disse helt særlige ture sammen med en gammel barndomsven, både for sjov og for lidt ekstra indkomst.
Efter tre dage gled Katrine på nogle våde sten og forstuvede sin fod. Morten viste sig ikke kun at være entusiast, men også uddannet læge. Han lagde forbinding, bar hende til teltet og passede hende som et barn hele ugen.
Imens Kasper begejstret hjalp forskerne, kunne de voksne mærke de første gnister imellem sig. Dog holdt de sig tilbage hver havde gamle sår fra tidligere forhold, og turde ikke kaste sig hovedløst ud i forelskelsen.
Efter hjemkomsten fordybede Katrine sig i arbejdet hun prøvede at glemme det romantiske eventyr. Morten tænkte også, det kun var en ferieflirt, men efter to uger ledte han allerede efter hendes adresse…
Et halvt år senere flyttede de sammen, og året efter blev de gift.
Morten kastede sig ind i faderrollen med hele sin sjæl han havde altid drømt om børn, men arbejdet og hans projekter havde holdt ham tilbage. Kasper, som kun havde kendt sin mor og mormor, elskede sin stedfar, og begyndte hurtigt at kalde ham far. De købte en rummelig lejlighed med udsigt til Frederiksberg Have, og begyndte at planlægge deres eget barn. Katrine havde længe drømt om en datter, og det ønske delte Morten. De havde endda valgt navnet på forhånd Alma. Alt så perfekt ud.
Men alt forandrede sig med tvillingernes fødsel Alma kom til verden sammen med broren, som de kaldte Emil. Katrine fandt sig pludselig i et virvar af bleer, grød og søvnløse nætter, og hendes mor hjalp så meget hun kunne. Morten tog job i et stort medicinalfirma for at brødføde den voksende familie, hvilket betød lange forretningsrejser og mange rapporter. Han opdagede hurtigt, at lysten til at komme hjem til en lejlighed fyldt med grædende børn og en udmattet hustru var væk; han foretrak lidt ro og alene-tid.
Hans tanke var: Den, der tjener, har ret til eget rum og ordentlig hvile. Katrine mente, at børn er et fælles ansvar, og ægtefællen bør tage del i de daglige forpligtelser. Skænderier blev hyppigere, samtaler endte oftere i strid om familiens rollefordeling.
Børnehaven blev redningen. Tvillingerne var knap tre år, da Katrine kunne vende tilbage til sit arbejde som designer. Kasper blev den bedste hjælper i huset. Stemningen blev bedre. Men det varede ikke længe.
To år senere forelskede Morten sig i sin nye kollega lige så passioneret og fri som ham selv engang. Efter utroskaben tilstod han straks over for Katrine og foreslog, at de skulle skilles:
Jeg lover altid at hjælpe dig og børnene, sagde han. Vi løser det med boligen det kommende år. Men nu beder jeg dig tage børnene og flytte hjem til din mor. Jeg søger selv om skilsmisse.
Er det ikke lidt skørt? Vi har trods alt købt lejligheden sammen netop for at få en stor familie, svarede Katrine roligt.
Gør det nu ikke mere kompliceret! Jeg tilbyder dig en civiliseret løsning! udbrød han.
Jeg har brug for at tænke over det, sagde hun lige så stille.
Hun tænkte i en uge, før hun tog sin beslutning:
Du har fundet en anden. Sådan sker det for mange. Men børnene er ikke kun mine, de er dine og de forbliver vores resten af livet, ikke sandt? Jeg vil ikke dele lejligheden med dig, selvom jeg retmæssigt kunne du kan bo i den med din nye kone. Vi deler forældreansvaret. Jeg tager Kasper og Alma med. Og Emil bliver hos dig.
Morten stivnede.
Er du rigtig klog? Jeg kan da ikke alene tage mig af en børnehavebarn! Jeg har jo arbejde! Barnet har brug for sin mor!
Virkelig? Katrines blik var forbløffet. Du har jo altid sagt, du ville have egne børn, den rigtige familie. Her er din chance. Jeg har også arbejde, du ved det godt. Vil du starte på ny, men lade mig tage mig af alle tre? Nej, min ven. Tag i det mindste ansvar for én. Det er fair.
Der startede en larmende konflikt.
Morten smækkede vredt døren og fortalte historien til venner, familie og kolleger. Alle var chokerede. De ringede til Katrine, pressede hende, kaldte hendes beslutning barsk og umenneskelig. Selv hendes mor sagde, hun aldrig ville tilgive hende. Men Katrine stod fast: Hvorfor skulle faren være dårligere end moren? Han elsker dem jo! Og Emil er ikke spædbarn længere, han er helt selvstændig.
Morten, fortumlet og trængt op i krogen, sagde til sidst ja. Hans egen mor kunne ikke passe barnebarnet helbredet rakte ikke til det. Den nye kærlighed forsvandt fra hans liv efter tre uger med hverdag som alenefar; det passede ikke ind i hendes planer at tage sig af et barn.
***
Tre måneder gik.
En aften kom Katrine for at hente Kasper, der havde været på besøg hos faren. Morten åbnede døren. Lejligheden var ryddelig, duftede af grød, og Emil sad på gulvet og byggede med LEGO.
Morten så træt ud, men rolig.
Kom ind, sagde han lavmælt.
Kasper gik hen for at samle sine ting, mens de voksne blev i køkkenet.
Ved du Morten startede, mens han stirrede ned. De første uger hadede jeg dig. Jeg troede, det var den mest grusomme hævn. Men så Så lærte jeg bare Emil at kende. Han elsker tomater og appelsiner. Han er bange for støvsugeren. Han eeeelsker LEGO. Han snorker sjovt om natten. Og han kan kun falde i søvn hvis jeg klør ham på ryggen.
Han kiggede op.
Jeg blev hans far. Rigtigt. Ikke kun i weekenderne, men hver dag.
Katrine lyttede uden at sige noget.
Jeg beder dig ikke om tilgivelse for det hele. Men jeg er dig taknemmelig for det her, han nikkede mod sin søn. Tak for det mellem os.
Jeg vidste det, sagde Katrine omsider.
Vidste hvad? At jeg ville klare det?
Selvfølgelig det. Men vigtigst jeg tvivlede aldrig på, at du ville komme til at elske ham. Rigtigt. Det var bare det. Vi har altid været kompromisløse, Morten i kærlighed, i arbejde, og i forældreskab, som du ser.
Så det var hævn alligevel?
Katrine smilede, og på vej ud af køkkenet svarede hun:
Nej. Det var den eneste chance for at se dig igen som den mand, jeg engang giftede mig med. Og jeg tror, det lykkedes.
Hun gik, og efterlod ham i det stille hjem med deres fælles søn. For første gang i lang tid forstod de begge, at selv om ægteskabet var brudt, så havde familien på en mærkelig, smertelig måde overlevet.
