Da jeg og William blev gift for 15 år siden, lagde min svigermor straks ud med at give mig forståelsen af, at vi aldrig ville blive veninder. Vi blev gift, men jeg og William fik ingen børn. Vi ventede i ti lange år. Og så, endelig, blev vores tålmodighed belønnet med en søn og en datter.
I de år vi boede sammen, klarede William sig rigtig godt. Han var direktør i en stor virksomhed, så jeg havde mulighed for at passe børnene, mens jeg var på barsel. Det passede mig virkelig godt.
Min egen mor boede langt væk fra os og kunne ikke hjælpe, og min svigermor ændrede aldrig sin holdning til mig i alle de 15 år. I hendes øjne var jeg ingenting en bondepige, der havde skruet hendes søn fra hende. Hun havde håbet, at han ville finde en “bedre” pige, men han valgte mig.
Mit lykkelige liv smuldrede på et øjeblik.
En dag kommer jeg hjem med børnene efter en gåtur og ser et stykke papir ligge på natbordet. Da jeg går igennem entréen, opdager jeg, at Williams ting er væk. Han havde forladt mig, og på papiret havde han skrevet med dårlig håndskrift: “Undskyld, men jeg er blevet forelsket i en anden. Du skal ikke lede efter mig, jeg ved du er stærk, og du skal nok klare dig… Tro mig, det er bedst sådan.”
Jeg ringer straks til min mand, men får kun stilhed. Han tager ikke telefonen. William er forsvundet ud af vores liv, har efterladt mig og børnene til at klare os selv. Jeg ved ingenting: hverken hvor han er, eller hvem han er hos. Med tunge tanker ringer jeg til min svigermor.
Det var kun din egen skyld, sagde hun triumferende. Jeg sagde jo, at det ville ende sådan. Hvad forventede du?
Jeg var allerede helt væk hvorfor var det min skyld? Havde jeg gjort noget forkert? Det var svært at forstå og endnu sværere at tænke over fremtiden. William efterlod os ikke en eneste krone, så jeg havde næsten ingen midler til at klare os.
Jeg kunne heller ikke tage arbejde på det tidspunkt, for jeg havde ikke nogen at efterlade børnene hos. Så kom jeg i tanke om, at jeg tidligere havde haft et godt deltidsjob med at skrive akademiske opgaver. Måske kunne jeg akkurat få det hele til at løbe rundt i et halvt år. I al den tid hørte jeg ikke fra min mand.
***
En sen efterårsaften banker det pludselig på døren jeg troede, det bare var en nabo. Men da jeg åbnede, stod min svigermor der på måtten. Hun brød ud i gråd, så snart hun kom ind. Det viser sig, at den unge kvinde, William var løbet væk med, havde snydt ham og gjort dem begge nærmest pengeløse. Nu kan de knap nok få hverdagen til at hænge sammen. Min svigermor tryglede mig om at lade hende bo hos os. Og nu står jeg tilbage skal jeg tilgive hende, eller skal jeg gøre som de gjorde imod mig for nylig og holde hende ude af mit liv?
