Farmor, jeg har virkelig brug for din hjælp. Det drejer sig om penge. Rigtig mange penge.
Mit barnebarn, Mikkel, kom forbi en aften det var tydeligt, han var nervøs. Normalt plejer han at kigge ind to gange om ugen. Så hjælper han mig med at handle, tager skraldet ud eller ordner småting i lejligheden. Engang satte han endda mit gamle sofabord i stand. Han er altid så stille og rolig, men nu var han helt ude af den.
Jeg har altid været lidt på vagt der sker så meget mærkeligt i verden nu til dags!
Mikkel, må jeg spørge, hvorfor du skal bruge så mange penge? Og hvor meget drejer det sig om?
Mikkel er min ældste en god og ordentlig dreng. Han blev student sidste år, arbejder ved siden af sit studie. Hans forældre har da heller aldrig haft uro med ham. Men hvad skulle han dog bruge så mange penge til?
Jeg kan altså ikke fortælle dig det endnu, men du får dem tilbage, det lover jeg. Bare ikke på én gang jeg betaler dig i rater.
Du ved jo godt, jeg lever af folkepensionen, sagde jeg, lidt tøvende Hvor mange penge snakker vi om?
Et hundrede tusind kroner.
Hvorfor spørger du ikke bare dine forældre? Jeg kunne næsten høre, hvad han ville svare. Hans far, min svigersøn, har altid været lidt streng. Han mener, Mikkel skal lære at klare sig selv og løse sine problemer i takt med, han bliver ældre.
De vil ikke hjælpe mig, sagde Mikkel, præcis som jeg havde regnet med.
Tænk, hvis han er havnet i noget? Hvis jeg giver ham pengene, måske gør det bare det hele værre? Eller måske får han endnu større problemer, hvis jeg ikke hjælper? Jeg kiggede spørgende på ham.
Farmor, tænk nu ikke noget dumt, sagde han hurtigt, da han så mit blik Jeg lover, du får det tilbage om tre måneder! Tror du ikke på mig?
Måske burde jeg hjælpe ham. Også hvis han ender med ikke at kunne tilbagebetale det hele. Der må være én i verden, man kan regne med, ikke? Jeg har de penge liggende til nødstilfælde, og måske er det lige netop nu, ulykken er ude. Mikkel kommer jo til mig. Jeg skal ikke tænke på det med min begravelse endnu, og hvis det blev nødvendigt, skulle jeg nok blive ordentligt begravet. Men man skal altså huske at tage sig af de levende. Og have tillid til sine nærmeste!
Man siger jo, man skal regne med, at man ikke ser pengene igen, når man låner ud. De unge er lidt svære at læse nu om dage. Men Mikkel har altså aldrig snydt mig!
Okay, Mikkel, du får pengene. For tre måneder, som du sagde. Men havde det ikke været nemmere, hvis dine forældre kendte til det?
Farmor, du ved, hvor meget jeg holder af dig. Jeg lover at holde mit ord. Hvis du ikke kan, så prøver jeg at tage et lån jeg har jo arbejde.
Næste morgen gik jeg i banken og hævede beløbet. Mikkel strålede op, kyssede mig på panden og sagde:
Tak, farmor. Du er det bedste, jeg har. Jeg lover, du får det tilbage, og så ilede han afsted.
Da jeg kom hjem, lavede jeg mig en kop te og satte mig i ro. Mange gange i mit liv har jeg selv haft brug for et mirakel, og der var altid nogen, der hjalp. Tiden har ændret sig, nu går alle mere op i deres eget. Det gør det hele lidt sværere åh, sikke nogle tider!
Allerede ugen efter kiggede Mikkel forbi med det største smil:
Farmor, her er første afdrag jeg har fået forskud på lønnen. Kan jeg tage en veninde med i morgen?
Selvfølgelig, det glæder jeg mig til. Så bager jeg din yndlingskage med birkes, svarede jeg. Jeg var nysgerrig, måske kunne jeg regne ud, hvad han havde rodet sig ud i. Jeg håbede bare, alt var okay.
Mikkel kom dagen efter, og han var ikke alene. Ved hans side stod en spinkel pige.
Farmor, det her er Solveig, min kæreste. Solveig, det her er min dejlige farmor, Ingrid Sørensen.
Solveig smilede forsigtigt og sagde:
Hej Ingrid, tusind, tusind tak!
Kom indenfor, hvor er det hyggeligt at møde dig, svarede jeg, og jeg følte straks, jeg kunne lide hende.
Vi satte os sammen over en kop te og friskbagt kage.
Farmor, jeg kunne ikke fortælle dig det før. Solveig var så nervøs, hendes mor blev pludselig syg, og der var ikke andre, hun kunne få hjælp af. Solveig er lidt overtroisk hun ville helst have, vi ikke sagde noget om pengene, før det var overstået. Men nu gik operationen heldigvis godt, og lægerne siger, det ser lyst ud, Mikkel kiggede på hende og tog hendes hånd.
Tak, jeg er virkelig, virkelig taknemmelig, svarede Solveig stille, mens hun tørrede øjnene.
Nå, Solveig, ingen tårer nu, det skal nok gå alt sammen, sagde Mikkel og rejste sig, vi smutter nu, farmor det er blevet sent.
Sov godt, børn, og pas nu godt på hinanden, sagde jeg blidt, mens jeg vinkede.
Han er blevet voksen, min Mikkel. God og retskaffen. Det var godt, jeg havde tillid til ham. Det handler jo ikke kun om penge, men om at være der for hinanden. Og jeg tror, vi er kommet endnu tættere på hinanden af det her.
To måneder senere betalte Mikkel det sidste tilbage. Så satte han sig ved siden af mig og sagde:
Forestil dig, farmor lægen sagde, at vi lige præcis nåede det. Hvis du ikke havde hjulpet, kunne det være gået helt galt. Jeg anede ikke, hvordan jeg ellers skulle hjælpe Solveig. Nu stoler jeg på, at der altid er nogen, der griber én, når livet er svært. Farmor, jeg gør alt for dig du betyder alt!
Jeg ruskede ham i håret, ligesom jeg plejede, da han var lille:
Afsted med dig og tag Solveig med næste gang, jeg bliver altid glad for at se jer!
Det lover jeg, farmor! svarede han, og krammede mig.
Efter han var gået, kom jeg til at tænke på noget, min egen mormor altid sagde: “Man skal hjælpe sine egne. Sådan har det altid været her i Danmark. Den, der selv viser hjertet frem, får kærlighed igen. Det må man aldrig glemme”
