– Mor, hvad er det nu, du siger? Hvordan kan du mene, at du ikke har nogen at tale med? Jeg ringer jo til dig to gange om dagen, – sagde datteren træt.
– Nej, Lærke, det er slet ikke det, jeg mener, – sukkede Nina Sørensen melankolsk. – Det er bare jeg har hverken venner eller bekendte fra min generation tilbage. Fra min tid.
– Mor, nu må du altså holde op. Du har da din skoleveninde, Karen. Og helt ærligt, du er virkelig moderne og ser meget yngre ud, end du er. Kom nu, mor, tag dig nu lidt sammen, ikke? – Lærke lød bekymret.
– Du ved jo, at Karen har astma. Hun kan ikke klare at tale i telefon, hun begynder at hoste. Og hun bor jo helt ovre i den anden ende af byen. Vi tre var engang uadskillelige, kan du huske jeg har fortalt dig om det? Men Marie er her jo slet ikke længere I går kom Tanja fra nabolejligheden forbi. Jeg bød på te, hun er en god kvinde, hun kigger ofte ind. Hun havde bagt boller til sin familie og tog nogle med til mig. Hun fortalte om sine børn og sine børnebørn. Hun har også børnebørn, selvom hun er mindst femten år yngre end mig. Men hendes barndomsminder, hendes skolehistorier, det er jo noget helt andet.
Jeg længes bare efter at tale med nogen jævnaldrende, nogen fra min egen slags, – sagde Nina, velvidende at Lærke nok ikke helt kunne forstå det. Hun var stadig ung. Hendes tid var endnu ikke forbi, den var lige udenfor vinduet. Hun savnede ikke endnu. Lærke var virkelig sød og omsorgsfuld, det var ikke hende, det handlede om.
– Mor, jeg har billetter til romansaften på tirsdag. Kan du huske, du gerne ville med? Og nu lukker vi for alt det triste. Tag din bordeaux kjole på, du ser så flot ud i den!
– Okay, Lærke, det er også bare mig, der får pip, jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Sov godt, vi snakkes i morgen. Prøv nu at gå i seng i ordentlig tid, du mangler jo altid søvn, – sagde Nina og lod emnet glide væk.
– Ja, mor, hej hej, sov godt, – sagde Lærke, før hun lagde på.
Nina sad tavst og kiggede ud på de flimrende aftenslys i København…
Tiende klasse, det var også forår. Så mange planer. Det føltes næsten, som om det var i går. Hendes veninde Karen var vild med Søren Madsen fra klassen. Og Søren kunne lide Nina. Han ringede om aftenen på fastnettelefonen og inviterede hende ud at gå. Men Nina så ham bare som en ven – hvorfor give ham håb?
Så tog Søren i militæret. Kom hjem og blev gift. Han boede en tid i Karens gamle ejendom. Og dengang havde han jo også fastnettelefon Nummeret Nina dialede det gamle nummer, der poppede op i hendes hukommelse. Der gik et øjeblik, før det begyndte at ringe, og så blev røret taget. Først kunne man høre noget knitren, og så lød en stille mandsstemme:
– Hallo, jeg lytter.
Er det for sent? Hvorfor ringer jeg egentlig? Måske husker Søren mig ikke engang, eller måske er det slet ikke ham!
– God aften, – Ninas stemme var en smule hæs af nervøsitet.
Der lød igen knitren, og pludselig hørte hun overrasket:
– Nina? Er det virkelig dig? Selvfølgelig er det dig. Din stemme glemmer jeg aldrig. Hvordan i alverden har du fundet mig? Jeg var bare lige her ved et tilfælde…
– Sørensen!, – en bølge af glæde skyllede over Nina. Det var så længe siden, nogen havde kaldt hende ved navn. Nu hed hun bare “mor”, “mormor” eller “fru Sørensen”. Kun Karen sagde nogen gange Nina.
Men bare “Nina” lød så dejligt. Som forår, som om de mange år slet ikke fandtes.
– Nina, hvordan går det? Hvor er det vidunderligt at høre dig, – det tog hun virkelig til sig, var så bange for ikke at blive genkendt eller for at være upassende.
– Kan du huske tiende? Hvordan vi med Villy cyklede rundt og sejlede jer i robåd? Han fik så ondt i hænderne af årerne og skjulte det for os. Og så stod vi bagefter og spiste is nede ved kanalen. Der spillede musik, – Sørens stemme var stille, drømmende.
– Ja, for pokker! – Nina lo glad, – og hvad med vores klassens lejrtur i skoven? Da vi sultede, fordi vi ikke kunne åbne konservesdåserne?
– Ja, ha ha! – Sørens grin blandede sig. – Og Villy klarede det, og bagefter sad vi ved bålet og sang med guitar – det var der, jeg besluttede at lære at spille guitar.
– Og gjorde du det?, – Nina var næsten ung i stemmen af de minder, der væltede frem. Sammen gik de flere og flere detaljer igennem, og det føltes, som om deres ungdom vendte tilbage.
– Hvordan går det ellers? – spurgte Søren, og tilføjede selv: – Ah, jeg kan egentlig høre det, du lyder glad! Har du børn og børnebørn? Og skriver du stadig digte? Jeg kan huske én: “Opløst i natten, vågner jeg til morgenlys!” Livskraft, Nina!
Du var altid den, der spredte solskin! Ved din side kunne man altid varme sjælen. Dine kære er heldige – sådan en mor og mormor er guld værd.
– Hold nu op, Søren, du roser Min tid er ved at være forbi, jeg…
Han afbrød hende:
– Nu stopper du. Du har stadig masser af energi, telefonen bliver jo helt varm af det! Ej, spøg til side. Dit liv er langtfra slut, Nina. Solen skinner for dig.
Og skyerne drives videre for dig af vinden.
Og fuglene synger for dig!
– Søren, du er stadig en rigtig romantiker. Men hvad med dig? Nu har jeg jo bare snakket om mig selv…, – men pludselig var der knitren og et klik. Forbindelsen forsvandt.
Nina blev siddende med telefonen i hånden. Hun ville ringe tilbage, men syntes det var for sent. En anden gang.
Det havde virkelig gjort hende godt at tale med Søren. Så mange minder. Ninas telefon bippede, så hun fór sammen – det var barnebarnet.
– Hej, Astrid! Nej, jeg sover ikke endnu. Hvad sagde din mor? Nej nej, mit humør er helt fint. Vi skal til koncert sammen. Du kommer forbi i morgen? Perfekt, jeg glæder mig. Sov godt!
I dejligt humør gik Nina glad i seng. Hovedet var fuld af planer! Mens hun faldt i søvn, kom der nye verselinjer til hende
Næste morgen besluttede Nina at tage hen til Karen. Der var kun nogle få stop med sporvognen – hun var jo ikke nogen gammel krikke endnu.
Karen blev rigtig glad.
– Endelig! Det har du lovet længe. Wow, du har købt abrikostærte? Min favorit! Nå, hvad har du på hjerte? – Karen hostede lidt, men viftede bare afværgende.
– Det går fint, jeg har nyt inhalator. Kom nu, lad os få noget te. Nina, du ser så ung ud, fortæl så, hvad er der sket?
– Det ved jeg ikke det føles som min femte ungdom, du kan tro! – Nina begyndte at skære tærten ud. – I går kom jeg nemlig til at ringe til Søren Madsen, helt tilfældigt. Kan du huske, din store kærlighed fra tiende? Han begyndte at mindes, og jeg huskede ting, jeg helt havde glemt. Hvorfor er du så stille, Karen har du det dårligt igen?
Karen sad bleg og stirrede på hende. Så sagde hun lavmælt:
– Nina, vidste du slet ikke, at Søren døde for et år siden? Han har heller ikke boet i den lejlighed i mange år.
– Nej, det kan da ikke passe?! Men jeg talte jo med ham i går, han huskede alle detaljerne fra dengang Jeg havde det faktisk lidt trist før, men efter samtalen følte jeg, at livsglæden kom tilbage, at livet ikke er forbi endnu Hvordan kan det være? – Nina kunne ikke forstå det.
– Men stemmen, det var jo hans! Og han sagde: “Solen skinner for dig. Skyerne bliver drevet hen over himlen for dig. Fuglene synger for dig!”
Karen rystede tvivlende på hovedet, men sagde så:
– Nina, jeg ved ikke, hvordan det gik til, men jeg tror det VAR ham. Han elskede dig. Han har nok gerne villet give dig lidt opmuntring fra den anden side. Og han har tydeligvis klaret det! Jeg har ikke set dig sådan her i årevis.
En dag samler nogen stumperne af dit hjerte, og du kommer i tanker om, at du i virkeligheden bare er lykkelig.
